DAGENS ORD: ”Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.” Romerne 8:6

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Størst er kærligheden

1 feb. 2021

Som et punktum – et udsagn – slår Paulus fast, at livets kerne, kristenlivets inderste, det kristne hverdagslivs ramme og al åndelig visdom, skal rummes i ordene: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.” Ordene er fra afslutningen af det 13 kapitel i Første Korintherbrev, og jeg tænker, mange genkender denne sekvens.

Hvad de færreste er sig bevidst, er sammenhængen ordene er skrevet i. Som et opgør mod hedenskabet og om åndens gaver i den forbindelse, om ordentlighed i fællesskabet, om sund fornuft midt i et overnaturligt samvær, ja om dét skrev Paulus centralt, om det mest betydningsfulde: At vi skal jage efter kærligheden.

Ikke en hvilken som helst kærlighed, men den kærlighed der ikke søger sit eget. Den selvhengivende kærlighed, der er uafhængig af private forhold. Den kærlighed der er født ud af Guds frelsende kærlighed til dig og mig; som igen føder — næstekærlighed — der får os til at stræbe efter at være, som Guds kærlighed til hinanden.

Den ejer vi ikke i os selv – den må gives os ved Helligånden – åndeligt nærende og livsudfoldende.

I tilværelsen os imellem findes denne kærlighed, som er selvhengiven og uafhængig af selviske motiver, ikke. Vores kærlighed til hinanden er ufri og indkroget i et selvisk spind. Fordi vi elsker med det udgangspunkt, selv at blive elsket af dem, vi giver vores kærlighed til. Dette er et alment menneskeligt vilkår, for alle os, der er selviske.

At jage efter den rene kærlighed, der er uafhængig af selviske motiver, er alligevel ingen utopi, selvom det umiddelbart er uden for det alment menneskeligt mulige. Det forudsætter et under, og dette under er givet os, fordi Gud vil dét. Og fordi Gud fra evighed af har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Udfordringen vi mødes af rummer dette: Vil vi give slip på vores eget for at favnes af Guds frelsende kærlighed? Tør vi give os hen til den kærlighed der strømmer os i møde fra Gud selv?

Det som kærligheden kan, er at forene modsætninger. Frigøre – emancipere. Den dynamiske livgivende kærlighed er ubetinget og absolut nødvendig. Apostlen Johannes skriver:

”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.”
Johannes Førstebrev kapitel 4 vers 7 – 21.

Det begynder med Guds kærlighed. En kærlighed der bryder igennem og toner frem. Tager form og materealisere sig. Hvad er vores respons? Dit og mit gensvar? Vover vi at erkende, at vi har brug for Guds kærlighed? Tør vi tro på den kærlighed der overstiger modsætninger og favner det, der fordriver frygten?

For at kunne forholde os til Gud og for at kunne blive i ham må vi lade ham give os af sin ånd: Helligånden!

Bede Faderen i himlen om at give Helligånden, til hver enkelt af os. Jeg må bede ham om det og du må bede ham om det, så den kærlighed, som er selvhengiven og uafhængig af selviske motiver, fødes ind i os og lever i os. Så vi kan være virkelig frie.

Ånden gør levende – den og intet andet!

Jesus stod engang frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. (Joh.ev. 7, 37b-38)

Vov derfor at komme til Jesus for at drikke af livets kilde. Vov, at elske Gud og de mennesker han sætter dig sammen med.

Drømmer du om: ordentlighed i fællesskaberne du tager del i? Om sund fornuft midt i udfoldelsen af nådegaverne? Om et opgør med vranglære og at der stilles skarpt på det mest betydningsfulde for verden og dens forløsning? Så må du jage efter kærligheden og lade dig fylde af Helligånden.

Så skal han, som har begyndt sin gode gerning i dig, fuldføre sin gerning indtil Kristi Jesu dag.

Størst er kærligheden.

Bøn:
”Jeg ved, Herre, at verden aldrig vil ophøre med at gengælde kærlighed med had. Alligevel beder jeg om mod og overbevisning til at leve livet i kærlighed. Hjælp mig Herre, til at anerkende dig i de mennesker jeg møder og deler liv med. Helligånd, fyld mig op med dig selv, så Kristi herredømme manifesterer sig i det jeg gør og er. I Jesu navn, amen.”






Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk