DAGENS ORD: ”Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.” Esajas 40:11
 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

En dansker – værd at mindes!

Den 2. september er en særlig dag i Danmarks historie. Denne dag døde N. F. S. Grundtvig, i 1872. 150 året er så afgjort værd en markering – og i Netkirken værd en tanke i tiden.

Grundtvig har haft stor betydning for den danske folkelighed, at vi helt naturligt forbinder ham med ord som folkekirke og folkeoplysning. Derudover var han også en del af Den Grundlovgivende Rigsforsamling, der gav os grundloven af 1849.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig blev født 8. september 1783 i Udby ved Vordingborg, Forfatter, teolog, digter, skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker. I hans 89 år lange liv var han mere flittig end andre. Påvirket af en bipolar lidelse var Grundtvig i de maniske perioder uhyre effektiv på utallige områder.

Grundtvigs salmedigtning er i særklasse. Ud over at være den rigest repræsenterede salmedigter i Den Danske Salmebog, har hans salmer også fundet vej ind i andre kirkesamfunds sang- og salmebøger. For eksempel er han i dag den med afstand stærkest repræsenterede salmedigter i … den katolske salmebog. Så Grundtvig har tilmed et økumenisk potentiale.

Anders Holm, Grundtvigforsker og lektor på Det Teologiske Fakultet i København, udtaler til Bibelselskabet og Thomas Godsk Larsen:

”Hos Grundtvig havde Bibelen og især Det Nye Testamente en sandhedsstatus, men først og fremmest som spejl på den tradition, Kristus overgav til apostlene ved sakramenterne. For Grundtvig handlede Bibelen først og fremmest om opstandelse, himmelfart og Helligåndens komme. Han var optaget af evangelierne og apostelbrevene, mens han anså Det Gamle Testamente som et historisk og profetisk skrift.”

Grundtvig voksede ud af en tradition, der havde en meget bogstavelig fortolkning af Bibelen, men som han siden skulle gøre op med. Han vendte sig mod den lutherske ortodoksis tendens til at gøre Bibelen til normen for alle livets forhold, og samtidig levede han i en tid, hvor teologien var præget af den historisk-kritiske metode, der gav nye brudflader mellem teologi og videnskab, mellem tro og viden:

En af Grundtvigs afgørende pointer om Bibelen var, at man ikke skulle være afhængig af en lærd elite for at kunne udlægge Skriften, som han almindeligvis omtalte Bibelen:

”Frem for skænderier om den ’korrekte’ fortolkning af Bibelen, og om der kunne udledes en entydig trosregel og trosgrund af Bibelen, var Grundtvig i højere grad optaget af forsagelsen og trosbekendelsen, som den lyder i kirken og i dåben,” forklarer Anders Holm.

Pointen for Grundtvig, forklarer Anders Holm, var, at Bibelens skrifter blandt de tidligste Kristustroende blev til på baggrund af en allerede levende Kristusbekendelse. Således mente Grundtvig, at trosbekendelsen, der bliver så afgørende hos Grundtvig, var direkte overleveret fra Jesus til apostlene og derfor primær.

Grundtvig var levende optaget af den tid, han levede i, og det var afgørende for ham, at præst og menighed lod sig ramme af ordene fra Bibelen, og at de netop lød ind i en menighed og midt i det liv, mennesker lever. Ramme af ordene som ånden har gjort levende, modsat bogstaven som i sig selv slår ihjel.

Levende ord. Levende tro. Helligåndens levendegørende gerning i det enkelte menneske. Det stod Grundtvig for. Derfor er han også om nogen den salmedigter der skriver om Helligånden i flere salmer end andre af vores salmedigtere.

Bibelens fortællinger er dybest set uinteressante som fortællinger, hvis ikke jeg selv bliver ramt af Bibelens ord og finder håb i dem, og tør forbinde mig med andre mennesker, i et kærligt kristent fællesskab. Bibelen bliver afsættet; Helligånden formidleren så det der sker med troen og forkyndelsen taler ind i de liv, vi mennesker lever. Det gælder om, at vi bliver samtidige med Bibelens vidnesbyrd, i den personlige tro
på Jesus Kristus gennem Helligåndens nærvær, tale og gerning. Dét havde Grundtvig erfaret.
Når Grundtvig e værd at mindes. Når han tælles med blandt de betydningsfulde danskere, så er det for hans levende engagement og store indflydelse. Han efterlod os 1500 salmer, hvoraf 284 fylder 1/3 af Den Danske Salmebog. Politisk er Grundtvig stamfader til nutidens folkestyre, fordi hans ideal var, at magten gives af "folkestemmen" – uagtet at han ikke var demokrat i vor tids forståelse. Skolemæssigt er han åndelig fader til højskolen og med enorm dannelsesmæssig indflydelse på al dansk undervisning fra hans tid og helt frem til i dag. Mest af alt var Grundtvig kristen. En kristen med en levende tro, der er værd at lade sig inspirere af for alle os, der som han, er ufuldkommene og fejlbehæftet. Grundtvig lod sig bruge af Gud. Det skal vi også!

Denne tanke er inspireret af Bibelselskabets artikel ved Thomas Godsk Larsen: ”Grundtvig gør os samtidig med den bibelske tekst”

Dernæst har jeg gengivet begyndelsen, lidt fra midten og slutningen fra Grundtvigs dimisprædiken i Regenskirken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse ifm. at han skulle vikariere for sin syge far ved Udbykirke. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus indbragte dens pågående angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse.

Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus?

Dimisprædiken af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, *Kandidat i Theologien.

Kiøbenhavn, 1810. Trykt hos C. Dahlén.

Fra indledningen til udgivelsen:
Jeg udgiver denne Prædiken, ei fordi jeg troer den er, hvad efter min Følelse ingen Prædiken bør være, et Veltalenheds Konstværk; men fordi den indeholder, hvad jeg ønsker at sige lydelig til alle dem, som med mig attraa det hellige Læreembede. Der er en Punkt, i vor Tid næsten uomgiængelig for enhver Videnskabsdyrker med nogen Aand, og Mange blive staaende paa den med selvtilfreds Sikkerhed, fordi den smigrer menneskelig Hovmod, det er den Punkt, jeg taler om, hvor man vil begribe eller forkaste og ei kende noget Tredie. Maatte kun en Eneste opvækkes til Tvivl om denne Punkts Høihed og alvorlig Grunden paa Livets store Gaader, da har jeg ei talt forgæves.
Vor Tidsalder staar paa en Vendepunkt, maaskee en af de største, Historien kender, det Gamle er forsvundet, det Ny vakler ustadigt, Ingen løser Fremtidens Gaade; hvor skulle vi da vel finde Hvile for Siælene, uden i det Ord, som skal bestaa, naar Himmel og Jord blande sig og Verdener sammenrulles som et Klædebon!

Prædiketekst:
Man tænder ikke et Lys og sætter det under en Skeppe, men paa en Lysestage, at det kan lyse for alle dem, som ere i Huset. Saa lader ogsaa eders Lys skinne for Menneskene, at de se eders gode Gerninger og prise eders Fader, som er i Himmelen!
Math. 5 — 16, 17.

Saaledes talte Jesus fordum til sine Disiple, for at lægge dem paa Hierte, at de ei frygtagtige skulde fortie den Lærdom, han havde overantvordet dem, men forkynde den frit for Menneskene til deres himmelske Faders Forherligelse. Vel var en saadan Formaning nødtørftig, thi mange vare de Grunde, hvormed Klogskaben maatte friste dem til Taushed. Naar de oplode Munden til at forkynde den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, at Gud var aabenbaret i Kød, da maatte de vente at udlees og forhaanes af den blinde, vantro Hob; naar de straffede Tidens Vanart, naar de afhyllede den selvgiorte Retfærdighed og viste den at være en kalket Grav; naar de lærte, at Guddommen ei forsones ved Bøn og Offring, men kun ved et reent Hierte og en hellig Tro; naar de saaledes nedbrøde Alt, hvorpaa Menneskene stolede, og hvormed de søgte at neddysse Samvittighedens anklagende Stemme, naar de nødte dem til at stirre ned i den Afgrund, paa hvis Rand de tumlede sig i afsindig Glæde; da vare de visse paa at hades og forfølges som Slægtens Fiender, at undvære Alt hvad Menneskene attraa paa Jord, og endelig gennem haarde Pinsler gaa til en forsmædelig Død. Hvad skulde da vel bevæge dem til at tale? hvad, uden den faste Tro, at det var Forsyndelse mod Lyset, som brændte i deres Inderste, og mod Herren som tændte det, hvis de ei lode det skinne! hvad, uden den fulde Vished, at de vare Jordens Salt, og at det vilde ligge tungt paa deres Siæle, dersom de ei af al Magt stræbte at kalde Liv og Sundhed tilbage i den Jord, der var nær ved at forfules! Dog denne Tro og denne Vished boede ogsaa i dem, og ei havde Herren kaldet dem forgæves. Der han var hengangen til sin Fader, vandrede de trindt udi Landene, fulde af Sandhedens Aand, trodsede Armod og Bespottelse, Fængsel og Død, for at udbrede den Korsfæstedes hellige Lære. Ogsaa de ginge til Faderen og deres forklarede Lærer; men deres Ord nedlagdes ei med dem i Graven, Folkenes mange Tusinder havde i Ordet erkendt en Guddomsrøst og bevarede det trolig i deres Hierte. Herrens Evangelium gik fra Slægt til Slægt, Tiderne fremrullede det med sig, og selv vi, som bygge saa høit udi Nord, vi, der fødtes mere end sytten Aarhundreder efter at de Læber blegnede, som fiernt i Østen forkyndte det glade Budskab, selv vi have annammet det af vore Fædre, og skulle gennem Børn og Børnebørn nedsende det til de sildigste Slægter. Vi skulle, men gøre vi det ogsaa? trænger Jesu hellige Navn fra den bedende Faders og Moders Læbe ind i Barnets Øre og Siæl, fremstilles og prises Frelseren i vore Forsamlinger som Guds Herligheds Glands og Jorderigs Sol? Sønderknusende er det at maatte nægte det, men nægtes maa det. Som en Lyd uden Værd og Betydning høre de Yngre iblandt os Jesu Navn almindelig at nævnes, ja stort maa vi kalde det, naar de kun høre det saa, naar det ei kommer til dem, svøbt i Bespottelse og Haan. Og nu vore Kirker, jeg siger vore, thi Kristi ere de ei længer, hvad høres vel der? heel ofte forfængelig Snak om alskens Smaating paa Jord, og kommer det høit, da brammende Ord og kløgtige Taler, men idel Lærdomme, som kun ere Menneskens Bud. Herrens Ord er forsvundet af hans Hus, thi naar det og lyder, er det ikke det som høres, ikke det, som udlægges og indskærpes, det maa lade sig forvende og bruge til hos den Enfoldige at størke Menneskers Mening.
Hvorfor er det saa? hvorfor dølge de som kaldes Kristi Tienere, det Lys han tændte? Behøve Menneskene det ei længer; have de maaske nu selv faaet Forstands oplyste Øine til at kende Retfærdigheds Vei, have de hellig Villie til at kaare den, Størke til at vandre paa den med faste Skridt, Størke mod Syndens Tillokkelser? trænge de ei mer til Guds Barmhiertighed, til Trøst i Farer, Lidelse og Død? Ei behøve vi at svare, hine, som lade deres eget isteden for Kristi Lys skinne i Menigheden, de klage jo selv lydelig nok over Slægtens Dorskhed og Vanart, over Menneskenes Blindhed for det Høiere, og dyriske Hang til sandselige Nydelser. Men hvorfor omgiorde de da ikke deres Lænder med hin guddommelige Sandhed, hvi gribe de ei hine himmelske Vaaben, som ene mægte at korsfæste Verden med dens Begæringer?
Vigtigt er Spørgsmaalet, vigtigt for Siælenes Ro, for deres timelige og evige Vel, og til Betragtninger herover ville vi hellige nærværende Øieblikke.
….
Dog, den prøvende og opløsende Evne i Menneskesiælen var vaagnet, faa ere de store Mænd, som kunne forene barnlig Tro med udviklet Forstand og udbredt Kundskab, Mængden som æder af Kundskabstræets Frugt, forføres af den fristende Slange til at tro sig Gud lig, og saaledes skete det, at Lutherdommen, hvis Særegne det i Stifteren var og stedse skulde være, at løfte den hellige Skrift høit over al menneskelig Myndighed, at selv den maatte føde Ringeagt for det Hellige.

Hvad Enhver mente selv at have kunnet opfinde, det erklæredes for Sandhed, men det Eneste som giorde Kristendommen nødvendig, den guddommelige Stadfæstelse paa Menneskets uvisse Haab, paa Naade for den Angergivne, Trøst og Størkelse for den Bedrøvede og Lidende, det erklæredes for Digt, eller var det vel Andet, Man mente, naar Man kaldte den Lempning efter Menneskets Fatteevne i den umyndige Alder! Saaledes døde Troen og med den Forkyndelsen, Man vedblev at kalde Jesus den Største som fødtes af Qvinder, men ei stort anderledes end Stridsmændene fordum kaldte ham Jødekonge, thi selv de Ringeste mente jo at kunne forbedre hans Lære.

Brødre i Kristo! hører og mærker hvad Herren fordum sagde: nødvendigt er det, at Forargelsen maa komme, men ve Ham, ved hvem den kommer! bedre var det for ham, at han var sjunken ned til Havets Bund, end at han skulde forarge en af disse Smaa. Dele vi derfor vor Tidsalders Ringeagt og Blindhed for det himmelske Lys, o, da lader os dog ei være forvovne og skamløse nok til at optræde som Kristendommens Tolke og besmitte det hellige Sted! Lader os dog ei sanke gloende Kul paa vort Hoved, ved at røve vore Brødre det, hvis Savn dog sikkerligen ogsaa vi maa stundom føle dybt, den faste og stadige Tro paa Gud og hans Enbaarne, der opgløder Hiertet til al god Gernings Øvelse, og trøster det i Modgangs haarde Time! Vov det ei, du Unge, opblæst af daarlig Hovmod og Tillid til din egen Visdom! kan du ei ydmyges og beskæmmes ved at se, at hvad du agter for saa let, ved Menneskekløgt at løse Tilværelsens Gaade og afhielpe Slægtens Trang, er det Samme, hvorpaa Oldtidens Herligste arbeidede forgæves; o saa bæv dog tilbage for den rystende Sandhed, at den Bedrøvedes Suk og den Trøsteløses Jammer, den Fortvivledes Skrig og den Døendes Angest vil komme over Dig, vil anklage dig for den Almægtiges Trone, og du, du skal da skiælvende raabe: falder over mig, skiuler mig I Høie, og I Bierge, for den retfærdige Dommer! – Ere vi derimod selv Kristne, føle vi os giennemtrængte af den Overbevisning, at Jesu Kristi hellige Lære, udsprunget af en høiere Rod, ene mægter at neddæmpe Forstandens ængstende Tvivl, trøste det kummerfulde Hierte, og lede Mennesket stadig gennem Fristelse og Genvordighed paa Retfærdigheds og Helligheds trange Sti; o, da lader os ei mismodige spørge: hvem troer vort Ord? men tillidsfulde udbryde med Apostelen: Troen kommer af Hørelsen, og Guds Ord er det som skal høres! Lader os mandigen svinge dette Ordets kraftige Sværd mod Synd og mod Vantro, uden at agte paa Tidens letsindige Spot, uden at frygte for deres Medynk, som tro sig at være kloge! Lader os med den Følelse, som kan giennemgløde Hierterne, forkynde Folket det trøstende Evangelium, og selv stirrende mod Himlen, hvortil Herren opfoer, stræbe at vinde Borgere for hans Naades Rige!
Da skal den Gud, i hvem vi leve og røres og ere, størke os til vor Gerning med sin hellige Aand, og Han som begyndte det gode Værk i os, skal fuldende det indtil Jesu Kristi Dag. Det ske, o Gud! Amen.

Hele prædiken kan læses her. https://tekster.kb.dk/text/gv-1810_139A-txt-root

Se flere artikler i Arkivet


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk