DAGENS ORD: ”Han dækker himlen med skyer, han skaffer jorden regn, han lader græs spire frem på bjergene.” Salme 147:8

Anno 1797

2014 nov 12

Anno 1797

En adventshistorie i fire dele

Hinandens forudsætning

Første søndag i advent

Porten smækker i med et brag! Ekkoet ruller rungende henover Ulfeldts Plads, akkompagneret af Evalds begyndende trin i de klaprende træsko. Lydkulissen han skaber, får ham for en kort stund til at sænke tempoet. Braget og træskoenes klapren bryder morgenens stilhed så kraftigt, at det virkede overvældende på ham. Han forsøger at få træskoene til at larme lidt mindre. Lige lidt hjælper det. Braget fortager sig dog. Senefterårets kolde, mørke morgenluft indhyller pladsen og omfavner Evald. Den gennemtrængende fugt i luften sætter sig på alt og former sig som små dråber i Evalds hår og på hans tøj. Brostenene glinser i det svage lys. Evald sætter i retning mod Vor Frue.

I Vor Frue kirke er der ansat en kapellan tidligere på året; Fallesen. Evald, der for sin del tumler med mange spørgsmål om Vorherre, har hos Fallesen mødt den velvilje, forståelse og fornødne tålmodighed, et ungt søgende menneske spejder efter. Fallesen for sin del, er med sin Sønderjyske bondebaggrund tilgængelig for denne kvikke, men jævne dreng, der tjener og bor tæt ved. Evald spørger udfordrende og får Fallesen til at forholde sig ukrukket og jævnt til de kristne sandheder, til bibelens beretninger og kirkeårets indhold. Fallesen hygger sig med de små intime passiarer, han har med Evald. Oftest i de tidlige morgentimer om søndagene, før fromessen, mødes de, for dér ligger Evalds mester ikke beslag på ham.

Møderne er ikke aftalt, men opstår i forlængelse af Evalds nysgerrighed og frimodighed. Da de begge er i god tid, og fordi Fallesen har rutinen og kundskaberne i orden, kommer Evald ikke i vejen. Evald spørger fordi han ikke kan lade være. Fallesen svarer i første omgang beredvilligt fordi han på en måde ikke har andet presserende for, og da han gerne vil gøre et godt indtryk på selv det fattigste menneske. Evald udnytter kapellanens tjenstvillighed og en vane tager for en tid sin begyndelse. Pø om pø får Fallesen selv en vis glæde ved disse møder. Det havde han ikke tænkt han ville komme til. Men det er som om han i Evald ser en spejling af sig selv, fra før den tid, hvor lærdommen fik omsat alt til at handle om fornuft, analyse og systematisk empiri. Det pirrede ganske enkelt Fallesen at lære et kvikt ungt menneske at kende, der finder det naturligt at tro på noget, der overstiger den menneskelige fatteevne.

Denne uforstyrrede natur i drengens tænkning og tillid udfordrer Fallesens fornuftsovervejelser og giver ham et fornyet billede på religiøsitetens betydning. Giver ham en genkontakt med ellers svundne tider, hvor han selv engang havde oplevet ungdommelig religiøs bevidsthed. Måske ikke nu med samme glød som dengang, men alligevel er det opløftende og en berigelse. I dette, udefra set ubetydelige fælleskab mellem Evald og Fallesen, opstår der en slags erkendelse hos den lærde mand. Som samtalerne bliver flere og flere, ender han med at sætte pris på dem og på de refleksioner, der følger i deres kølvand.

Rollerne imellem dem forbliver uændret i forløbet. Evald: den nysgerrigt spørgende, umiddelbare store dreng. Fallesen: den lærde, myndige midaldrende mand, med et klart erkendelsesmæssigt sammenhængende system for sig. Sådan er formen. Sådan møder de hinanden og sådan skilles de. Det er langt hen ad vejen det nemmeste. Det passede sig med etiketten.

”God morgen pastor”.

”God morgen Evald. Det er vel nok en kold morgen”.

”Åh, det har jeg nu ikke rigtigt mærket. Pastor, må jeg forstyrre Dem med et spørgsmål?”

”Sig kun frem, Evald”.

”Jeg tænkte lidt over vores seneste samtale. Hvordan De underviste mig om, at påskefasten er over seks søndage og varer fyrretyve dage, sådan som Kristi ørkenfaste varede fyrretyve dage. Nu tænker jeg: hvorfor julen, som jo også er en stor højtid, hvorfor dens adventstid kun har fire søndage og ikke seks som påskens forberedelsestid?”

Fallesen ser på Evald og lader først et ”Hmm” summe i luften. Spørgsmålet overrasker ham en smule. Så begynder han på sit svar: ”På en måde har julen også en fasteperiode på fyrretyve dage. Sådan indrettede man sig i det fjerde og femte århundrede de fleste steder i oldkirken. I de ortodokse kirker den dag i dag, taler man forresten ikke om ’adventstiden’, men har stadig en seks ugers faste som forberedelse til julen. I vores tradition, i vestkirken – begyndte vi i det syvende århundrede at fejre advent, at lægge vægt på at fejre Jesu komme – både hans genkomst såvel som hans fødsel. Advent betyder komme, ved du vel? ”. Evald nikker. Det er nu mere et ’fortæl mere’ end et ja. Fallesen lader sig nu ikke standse i afventen af dette svar, men fortsætter: ”Julefasten engang i oldkirken og nu i de ortodokse kirker, indledes den 15. november og er derved lige så lang som påskefasten, fyrretyve dage”. Evald ser lidt måbende ud, for det har han aldrig hørt om før. Fallesen fortsætter: ”I gamle dage, i kirkens første tid, var det oprindeligt sådan, at man slet ikke fejrede fødselsdage. Så opstod der en strid om Jesus af Nazareth virkelig var Guds søn, reelt, eller kun i en slags overført betydning. Som når en adoptivsøn fysisk ikke har fælles arv med sine adoptivforældre. Det blev anledningen til, at oldkirken begyndte at lægge ekstra vægt på, at Jesus Kristus både er sand Gud og sandt menneske. De begyndte altså fejringen af den konkrete fødsel. Først som en fælles fest for både Kristi dåb og Kristi fødsel. Denne fest fik navnet Epifani, åbenbaringsfesten, og blev holdt den 6. januar. Siden flyttede man fejringen af selve fødslen til datoen for en stor romersk solfest, Natalis inviciti, den ubesejrede sols fest, der afholdes den 25. december. Hvilket ikke er så dumt endda, for Kristus er solopgangen fra det høje, der lyser for alle mennesker og skal skinne for os, der sidder i mørket og i dødens skygge, som gamle Zakarias profeterede det!”

Evald føler sig lige pludseligt lidt som tabt bag en vogn.

Fallesen fortsætter uagtet: ”Så fra den 15. november til den 24. december er der fyrretyve dage. Samme tidsrum som fastetiden før påske”.

Fallesen ser på Evald, der lettere desorienteret har fået svar på sit spørgsmål, men nu står med et nyt spørgsmål: ”Javel; men hvordan kan det være, at vi taler om Jesu genkomst op til jul?”

”Det gør vi fordi alt i evangeliet griber ind i hinanden. Det unikke ved kristendommen er, at begyndelsen og slutningen hænger umiskendeligt sammen”. Fallesens øjne får liv og glød. ”Advent betyder komme. Kristus er kommet, og han vil komme igen! Og han kommer hele tiden sin kirke i møde, både som det menneske, der blev født i Betlehem, og som kongen på himlens skyer. Guds rige er altid i præsens – nutid! Der er derfor tre aspekter i adventstiden: Kristus er kommet. Kristus kommer til os i dag, i ordet, i bønnen og i gudstjenesten, og Kristus vil komme igen en dag for at lade Gudsriget træde helt synligt frem, og for at dømme verden”. Fallesen lader sine øjne glide op mod venstre side af loftet, tænker efter og fortsætter: ”Vi venter med profeten Esajas på en ny himmel og en ny jord. I kirkens eskatologiske dimension peges der på, at alt skal fuldendes i den nye tid, men den nye tid tager sin begyndelse når vi i dag oplever, at Guds rige er inde i os”.

Fallesen ser nedad – indad. Så tager han fat igen: ”Dagens tekster handler om indtoget ind i Jerusalem Palmesøndag og om det rige, vi venter på. Her møder vi ordene om at han udråber fred til folkene; at han skal herske fra hav til hav, og fra floden til jordens ender. Og om, at ’Herrens ånd er over Kristus; at Guds ånd har salvet ham og har sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe en nådetid fra Herren’. Den tid, vi nu går ind i, præget af alvor og eftertanke, er en forberedelsestid; men det er i sandhed også en glædens tid. En ny og bedre tid venter på at bryde frem. I dag beder vi om nåde til at modtage Kristus som konge og om at kunne forholde os til Guds løfter ind i vor tid”.

Fallesen lader ordene klinge ud i rummet. I den efterfølgende stilhed høres hans lettere besværede åndedrag. Evald holder sig diskret tilbage. Så fortsætter Fallesen:

”Nu kommer han til os og giver os del i det rige, hvor han regerer. Så vi i Helligåndens kraft kan leve livet i retfærdighed, fred og glæde. I dag lever vi i hans rige og forstår at ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. I genskæret fra ’solopgangen fra det høje’ og ved nåden, som møder os, oplever vi en livsforvandling. I det lys kan vi bevidne dét, der så også skal komme”.

Evald lytter til ordenes efterklang, der sætter tankerne i sving, og spørg igen:

”Hvorfor er Kristi indtog i Jerusalem en fortælling vi skal høre om op mod jul? Og hvorfor er de religiøses afvisning af Jesus noget vi skal forholde os til i juletiden?”

Fallesen ser indtrængende på Evald og siger: ”Religiøse doktriner bringer i sig selv intet godt med sig. Og da julen hverken er romantisk eller sukkersød, men en konkret handling, hvor Gud i sin grænseoverskridende kærlighed stiller sig på vores side, skal vi høre de fortællinger vi hører. Menneskehedens historie nåede sit befriende vendepunkt gennem handlinger og ikke gennem doktriner. Det er en stor glæde; men denne vores store glæde kostede Jesus Kristus alt. Så julens bagtæppe er Jesu lidelse, død og opstandelse. Eller sagt anderledes; den første jul gav først mening da Kristus bragte sit sonoffer. Ved korset og gennem Kristi opstandelse, er vi blevet løst af fangenskabet og befriet fra det åg, der ellers ville havde taget livet af os. I det mørkeste mørke brød lyset igennem, julenat og påskemorgen. Derved har henfarne slægter, så vel som vi, fået adgang til livets kilde”.

”Så jul og påske er hinandens forudsætning” summerer Evald op. ”Ja”, svarer Fallesen, ”og skulle vi to så ikke se at finde vores pladser i Vor Frue kirke – tiden iler?”

Evald træder med raske skridt ind i det store kirkerum. Fallesen følger efter med let pibende lunger. Evald finder en plads i kirkens bagerste ende. Fallesen går frem for at finde sin plads foran alteret. Malmklokkerne begynder deres kalden og favner hver og en, som hører deres toner.

En kvist fra Isajs stub

Anden søndag i advent

”At slyngler hæves til ærens top,

At smiger mæskes, og sandhed tigger,

At rige sluge den arme op,

Og dyden nøgen på gaden ligger,

At bånd og stjerne

Og tomme hjerne

Forenes ofte, ja, mer end gerne,

Det ser man tit, det ser man tit.”

….


Clausen – den yngste kapellan i Vor Frue – synger for sig selv på en gammel visemelodi, der har fået en renæssance i de reformbegejstredes litterære kreds. Blandt tidens fremmeste frække mænd, der med deres satire spejler den ulmende uro, vil Clausen gerne være. Clausen tror sig ene, i denne del af kirken. Han har ganske enkelt ikke hørt Fallesen, som stille nærmer sig sin småsyngende ven og kollega bagfra. ”Åh, Clausen”, bryder Fallesen ind. Clausen vender sig og rødmer en kende. ”Jomfru Bruun kom forbi i går med denne lille tryksag; Poetiske forsøg, som han ville give Dem. Da han ikke traf Dem, bad han mig om at overbringe Dem, disse hans lyriske, elegiske og idylliske digte”. Clausen ser på Fallesen, uden at han ænser dennes fremstrakte hånd. Fallesen rækker den lille bog lidt længere frem mod Clausen, der nu igen bliver nærværende. ”Tak. Nå, så det lille nordjyske brushoved fik alligevel Winding til at udgive nogle af sine oversættelser. Spændende”. ”Ja, han er en spændende herre, denne Bruun. Et ret charmerende bekendtskab”, replicerer Fallesen.

’Jomfru Bruun’ er en lille og bredskuldret, lys og blåøjet ung mand, med et åbent rødkindet ansigt og med langt blondt hår samlet i en hestehale bagtil. Han er kendt i mange kredse i byen. Oprindeligt er han kommet til hovedstaden for at læse teologi, men hurtigt bliver han fanget af de mange nye tanker, som florerer hér, så barnetroen har han nu lagt bag sig. Øgenavnet ’Jomfru Bruun’ fik han af sine studiekammerater. Clausen og Bruun kender hinanden gennem deres sammenrend i forskellige intellektuelle foreninger.

I kirkeskibets anden ende høres lette ungdommelige træskotrin. For så vidt, træskotrin kan være lette.

”Jeg tror Deres unge discipel er på vej, Fallesen”, kommer det fra Clausen.

”Han skal være så velkommen, nu jeg ikke længere skal agere budbringer for Jomfru Bruun til Dem, Clausen”, svarer Fallesen tilbage.

Evald går rigtignok målrettet frem imod dem, men i takt med at han forstår, at deres opmærksomhed nu er rettet mod ham, tager han lidt af farten og søger at lette sine trin, for ikke at virke anmassende.

De to kapellaner står med siden til hinanden, mens de ser lidt fjernt frem for sig. Evald søger Fallesens blik. Han er nu kun en tre-fire meter fra dem, da han forsigtigt tiltaler Fallesen med et ”God morgen pastor Fallesen! ”. Så efter et sekunds tøven: ”God morgen pastor Clausen”.

”God morgen” kommer det i spredt kor fra de to præster, medens Fallesen imødekommende tilføjer et ”Evald! ”

”Jeg må videre i min gøren”, konstaterer Clausen, i det han går med sin nye bog i hånden, væk fra de to andre. Fallesen nikker til Clausen og spøger så:

”Ja, Evald, hvad bringer dig hid, så tidligt? ”

”Åh, nysgerrighed! ”, kommer det frimodigt fra ham.

”Sig frem! ” – Fallesen giver ham nu sin fulde opmærksomhed.

”Som kappelanen véd, så er jeg i huset hos bryggeren på Ulfeldts Plads. Jeg går ærinder og til hånde, der hvor jeg kan. Så forleden hjalp jeg til med mæskningen, da en af mændene lå med feber. Jeg undrede mig over, hvordan bygkornet ændrer sig under arbejdet og varmen. Hvordan urten, der trækkes ud af kornet lugter som brød, ja, hvordan det hele ændrer sig, så vi til sidst får øl. Så var det jeg huskede på, at Vorherre selv engang havde sammenlignet sig selv med et korn, godt nok et hvedekorn, men hvorfor det? Er der noget særligt med korn, siden det bruges som et billede på noget, der har med Guds rige at gøre? ”

”Ja, der er noget helt almindeligt ved korn, som gør at de fleste måske bedre kan forstå billederne. Og så er de forskellige processer, hvori korn indgår, illustrative for den forvandling, der sker og som vil ske en dag med de mennesker, der tror”. Fallesen tier et øjeblik, for bedre at tænke efter.

Evald afbryder med et ”Hvordan det? ”

Fallesen fortsætter: ”F.eks. står der, at ’Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret’. Ved vand og Ånd fødes vi ind i det rige, som vi venter på. Og i Helligånden er riget her allerede, skjult, men åbenbaret for den, der har fået åbnet sine øjne. Som surdejen arbejder på den øvrige dej, arbejder den trefoldige Gud på, at hans rige skal bryde åbenlyst igennem i den verden vi lever i.

Adventstidens to første søndage handler om Kristi indtog i Jerusalem og om Kristi genkomst, hvor han genopretter hele skaberværket. Det kristne liv begynder altid med denne afslutning. Dåben f.eks. er en begravelse af det gamle menneske og en opstandelse af det nye menneske. I dåben træder mennesket ind i den ottende dag, som repræsenterer søndagen og samtidig er et vidunderligt billede på den nye tidsalder. Menneskets almindelige uge har kun syv dage, men i Guds rige tales der om ottende dagen. Dér hvor Guds indvirkning har gjort sit til at afslutningen bliver en ny begyndelse. Som når melet er blevet gennemsyret og får en ny funktion; bliver til brød og liv for os”.

Evald lytter i stilhed. Det store kirkerum giver Fallesens ord efterklang.

Fallesen trækker vejret med den karakteristiske svage pibelyd fra lungerne. Han ser på Evald, tager en indånding og siger: ”I dag møder vi budskabet om, at Guds rige er nær. ’Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud’, forkynder Esajas. Og videre: ’Der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse… På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed”. En kvist skyder frem af en rodstub. Liv spirer frem af det hvedekorn der lægges i jorden for at dø, som du citerede Kristus for med ’Hvedekornets lov’. Dér hvor vi mennesker er kommet til ende med vores almindeligheder, lader Gud håbet vokse frem på ottendedagen, så slutningen bliver begyndelsen.

I adventstiden beder vi derfor en af de vigtigste og enkleste kristne bønner: Kom! Det er den bøn hele bibelen ender med: ’Amen, kom, Herre Jesus! ’. Han, som kommer, er allerede kommet. Så når vi beder denne bøn mere intenst end normalt, kan adventstiden blive en tid, hvor længslen efter Gud gennemtrænger os. På den måde fornemmer vi særligt Herrens nærvær i adventstiden. Han er her som den inderste virkelighed i vores liv. Kristus i os! ”

”Så den lille del surdej kan, til trods for at den er den mindste del, overgå den store del mel, der uden surdejen vil vedblive med at være almindeligt mel. Er det sådan Gud vil gøre op med uretfærdige riger og magtfulde konger og kejsere? Som nu al den ballade, der er i Frankrig og krigene Napoleon fører? ”. Evald ser på Fallesen med et åbent blik.

”Hvordan Gud vil gøre op med verdens uretfærdigheder og hvilken rolle forskellige mennesker skal spille i den forbindelse, ved jeg intet om. Og om Napoleon er en god eller dårlig mand for Frankrig og i det store spil står det ikke til mig at bedømme, men at Guds retfærdighed en dag sker fyldest, det tror jeg på, ” nærmest sukker Fallesen, og fortsætter: ”Guds mølle maler nok langsomt, men sikkert! ”.

Så står de to dér i tavshed og ser på hinanden.

Tavsheden arbejder med dem. Sekunder. Vejrtrækning. Svag piben understøtter ordene ”langsomt, men sikkert!

”Midt i alt det vi ikke forstår, der er vi ikke overladt til os selv alene. Vi har fået Ånden og med den råber vores indre: ’Abba Fader! ’. I tro på det rige, som kommer til syne en dag. I den tro forkynder vi, at Guds rige er kommet nær, ja, er midt iblandt os. I dét rige bliver de blinde seende; her udråbes frihed til de fangne og hér bringes godt budskab til de fattige. – Sådan er det! ”. Fallesen slår sin knyttede højre hånd i den venstre hånds åbne flade. Per refleks. Som et amen. Mest af alt for sin egen skyld.

”TAK” svarer Evald kluntet ærligt, hvorved han bryder cirklen. Fallesen er ved et punkt, hvor han ikke ønsker et nyt spørgsmål. Ikke nu i hvert fald. Evald vender sit blik mod en plads på en tom kirkebænk. Vender kroppen i øjnenes retning. Fallesen bliver stående i eftertanke. Så drejede han kroppen hen mod det hjørne af kirken, hvor Clausen er, og mumler et ”selvtak” til afslutning, inden han sætter i bevægelse. Evald nikker tavst tilbage, i en ordløs replik, går så og sætter sig.


En rigtig god morgen

Tredje søndag i advent

I landets hovedstad er bymurene tæt ved at sprænges. Befolkningstallet er i løbet af de seneste 50 år blevet fordoblet. Nu lever og virker 100.000 mennesker inden for byens snævre grænser, foruden dyrehold og hunde og katte.

Evald går under svalegangen, der løber langs med stuerne og køkkenet, som vender ind mod gården. Det er stadig mørk morgen. Her i gårdbrønden, denne helligdag, er der tilmed fyldt op med flagrende vasketøj fra svalegang til brandmur, for pigerne nåede ikke at blive færdige med det sidste vasketøj, inden søndagen oprandt. Der er så travlt her op til jul.

Nogle katte larmer i nærheden og hundes gøen høres i det fjerne. Lugten er stram af produktion, handel og efterladenskaber. Også om søndagen, når de fleste holder fri. Selv her, hvor det er koldt, lugter der. Bryggergården og de andre gårde rundt om pladsen, ja hele byen, gør luften tyk af dunst. På brandtomterne efter den seneste brand, ligger der gammelt affald. Nyt affald kastes ud fra husene, ud på gader og pladser. Kloakvand løber midt igennem det alt sammen. Om natten bliver latrinerne tømt af natmændene, så stanken hænger i alles næsebor om morgenen. Underligt nok kan mennesker vende sig til det meste, når forandringer ikke er inden for rækkevide. Dyrenes brølen høres. Hvilket leben!

Evald går ud gennem porten, som han lukker med forsigtighed, for ikke at larme. Evald er lidt for sent ude af døren, efter hans egen oprindelige plan. Han tænkte sig ellers at møde op i Vor Frue i så god tid, at han og Fallesen fik en snak inden Fromessen. Men Karen, køkkenpigen, bød ham på te og en humpel nybagt brød. Det er godt nok ikke hverdagskost – heller ikke om søndagene – så det tilbud kunne han slet ikke stå for. Hun er så rar. Og Evald nyder de mere stille morgener, hvor ikke så mange er oppe. Her kan man bedre tale sammen og nyde stilheden. De stunder, er der ikke mange af. Og nå ja, en samtale med Fallesen er nok givende, men dét er en stund alene med Karen så sandelig også! Så, nu er tiden knap.

Evald svinger op ad Trompetergangen for at nå Skindergade og Vor Frue. Der er støj og ubehagelig råben bag ved skamstøtten, så klogeligt går han uden om det spektakel, her i halvmørket. Ved hjørnet af Trompetergangen og Skindergade ser han, at frosten smukt har dekoreret de store træer i haven bag Ehlers Kollegium. Et studenterhus, hvis havemur vender ud mod Skindergade. Det blev bygget af en højesteretsdommer efter at han havde mistet begge sine to børn til flammerne i en brand, for godt hundrede år siden. Faderen satte deres arv i kollegiet, til minde om dem.

Evald når Skindergade med dens professionsskilte, der hænger som flag stukket ud fra facaderne. I halvmørket, i det sparsomme lys fra gadebelysningen og de små ruder, i de huse, hvor nogen har tændt et tællelys eller en lampe, og i skæret fra månen og stjernerne, giver disse udhængsskilte med deres silhuetter gaden et livligt og vindskibeligt udtryk; et broget varieret liv, som i en østerlandsk basar. Den herlighed: en forstørret skomagerstøvle, et handskemagerskilt, eller et barberbækken bidrager med i en ellers beskidt gade, skal ikke underkendes. Det liver op, også en frostklar søndag morgen. Evald nyder synet denne gode morgen!

Lige før bedeslagene til Fromessen, hører alle kirkegængere Evalds klaprende træsko mod Vor Frue Kirkes stengulv, da han småløbende søger mod den bagerste ledige kirkebænk inden gudstjenesten går i gang.

Fallesen registrerer med et lille indvendigt smil, at hans unge ven er her.

Orglet bruser, menigheden stemmer i og ordene ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt” stemmer Fallesens sind, så han kan lægge en dæmper på sin normalt rationelle tænkning og give sig hen til opgaven ’med svung’.

Fallesen har tænkt meget over dagens evangelium. Han, der i almindelighed ikke kæmper længe med sine prædikener, da han kan sit stof og har styr på form, retning og indhold, ja, han blev på mærkeligste vis fanget af ordet ’profet’ i sin forberedelse. Naturligvis véd han hvad ordet betyder, ja han kan sågar alle bibelens profeter fra ende til anden; men denne gang er der nu alligevel noget som griber ham om ’hjerteroden’ på en uvant måde og vender op og ned på ham. Uventet!

Han har op til denne morgen nået til erkendelse af, at det trods alt er acceptabelt, at en præst fra tid til anden også oplever religiøs bevidsthed, uagtet tidens løsen er fornuftsovervejelser. Denne religiøse bevidsthed giver ham en forståelse af, at det godes modsætning ikke nødvendigvis er ondskab, men i stedet er ligegyldighed. Noget han kender bedre til end de fleste.

Det var den uvidenskabelige tanke der slog ham: Tænk hvis profeterne virkelig var inspireret af Ånden og reelt kunne tale ind i fremtiden. Tænk hvis skriftens ord ikke var efterrationaliseret, men spejlede en fuldt ud troværdig virkelighed? Med ét fik kirkefædrenes syn på bibelen en dybere betydning for ham. Han, der alle årene som lærd mand, havde gået hovedkulds til teksterne for at aftvinge bibelen dens mulige fejl, og svar på det, der var hans tanker og spørgsmål, så nu, at den vej ikke nødvendigvis er ret og slet ikke den eneste. ”Lectio divina” – også han må gå til arbejdet med respekt, varsomhed og ømhed.

I det lys lader profeterne ham ikke bare høre Guds stemme, de åbenbarer Guds inderste væsen. Bag deres barske og strenge ydre gemmer kærlighedens dybe medfølelse sig. Gud er ikke inaktiv og han har ikke glemt ham. Denne religiøse forståelse går ham som en torn i kødet, men bliver samtidig en lise for sjælen. Forståelsen tvinger ham til at samle sit splittede sind.

Det er i arbejdet med teksten om Johannes Døberens fader, Zakarias, der bliver fyldt med Helligånden og som profeterer om Kristus og om hvilken rolle hans søn vil få som ørkenprofet, at tanken rammer ham.

Historien om præsten Zakarias, der i første omgang ikke tror det guddommelige ord, men siden selv bliver et redskab for Guds ånd, griber ham på en anden måde end nogensinde før. Han ser, at en profet er en person og ikke en opråber. Et menneske, der ikke har mistet sin skarphed og som står inde for den virkelighed han taler om. En, der lader livet komme til orde og ikke bare taler om livet. Et menneske, der vil få os til at vælge den smalle vej i stedet for den brede.

Fallesen går målrettet mod den store prædikestol med faste skridt, trods det moderate tempo. Sjældent har han følt sig så opløftet og afklaret på samme tid. Han trækker vejret dybt ind. Med klar røst læser han:

»Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«

Nu taler han med overbevisning i stemmen om Kristus, der er bebudet af sine profeter. ”Hvordan skulle Gud kunne fortryde ét eneste af sine løfter? Alle Guds løfter har deres JA i Kristus! Advent er løfternes tid! En tid, hvor håbet begynder at leve, når Ånden flammer op i os på ny. Her møder vi Guds indgriben, hvorved trætte og træge tanker får deres klarhed tilbage og hvor ord, der er blevet slidte og sløve igen kan blive slebet skarpe på Guds ordets knivsæg! Lad os uden frygt, lære frelseren at kende. Hør dét menighed: Gud favner os, i sin inderlige barmhjertighed! – Amen! ”

Fallesen stråler.

Evald og hele menigheden vågner helt op denne morgen, ved det forbedrede udsyn, som Fallesen bærer med sig. Sjældent har han kastet lys over ord og tanker som i dag!

Evald føler stor glæde over det, prædiken gør ved ham. Han ved ret beset ikke hvorfor, ”men det gør ikke noget”, tænker han – ”det er ganske enkelt en rigtig god morgen! ”


Gør hans rige synligt!

Fjerde søndag i advent

Fallesen står i et oplyst hjørne af kirken og læser på sine noter. Pastor Clausen kommer med hastige skridt hen mod ham. De er alene.

”Åh, pastor Fallesen, tillad mig at veksle et par ord med Dem”.

”Naturligvis – lad mig lige lægge mine papirer fra mig”.

”Ja, det er ikke fordi jeg vil forstyrre Dem i deres arbejde, men jeg har noget fortroligt, noget vigtigt, at fortælle Dem, Fallesen, noget som det er mig magtpåliggende, at De er bekendt med”. Clausen er alvorlig i blikket.

”Hvad da? ”. Fallesen ser spørgende på Clausen, der trækker helt hen på siden af Fallesen, nær hans ene øre, for bedre at få ørenlyd med sænket stemme.

”Det drejer sig om Bruun, han er flygtet til Sverige forklædt som tjener hos konsul Eeg, da denne netop skulle over Sundet”. Clausens ord er intense.

Fallesen løfter øjenbrynene.

Clausen fortsætter: ”Jomfruen har virkelig oplevet, at jorden brænder under ham, efter Winding udgav det lille tre-i-en skrift. Især efter Mynster forskrækket himlede op om, at han intet har med de to opsatser om trykkefrihed, at gøre”.

”Ja, Winding er da også ubetænksom, når han udgiver Mynsters tanker side om side med Bruuns”, indskød Fallesen.

Malthe Bruun
”Ja, for så vidt, men nu er skaden sket”, fortsætter Clausen. ”Generalfiskal Skibssted indstævner Bruun for Hof- og Stadsretten, fordi der opfordres til opstand. Ikke at jeg er uenig i de tanker pastor Birchner har skrevet, og som vel ret beset ligger til grund for den seneste tids debat, men hvorfor skal Bruun provokere så meget? Birchner er jo meget mere afdæmpet i sine synspunkter! ”. Clausen ser Fallesen ind i øjnene.

Fallesen signalerer med tunge øjenlåg deres indbyrdes forståelse.

Fallesen: ”Så nu er Malthe Bruun igen flygtet ud af landet? ”

Clausen: ”Ja, og denne gang tror jeg ikke han så let kommer tilbage”.

Fallesen: ”Hvorledes nu med pastor Birchner i Korsør, bliver han også stævnet? ”

Clausen: ”Næ, nej, Birchner sker der vist ikke noget med, andet end, at hans muligheder for komme væk fra Korsør har lange udsigter”.

Fallesen: ”Ak, ja, stakkels mand, han sidder i et så godt som brødløst kald i Korsør. Hvorledes står det sig med Winding? ”

Clausen: ”Winding har fået sat kniven for struben. Oplyser han ikke præcist hvem forfatteren er, skal han selv svare for skriftet. Advokat Klingberg, der skal repræsenterer Winding, har mellem venner, sendt et par klare ord over Sundet og indskærpet over for Bruun, at det er hans pligt at rede Winding ud af denne knibe. Bogtrykkeren har jo en talrig familie at forsørge”.

Fallesen: ”Skønt jeg just ikke hører til dem som finder, at Bruuns forhold mod regeringen er umoralsk, så kan jeg dog på ingen måde approbere det! – Hmm, hmm, ja, nu vil det vel være helt umuligt for Bruun nogensinde, at få gjort teologistudiet færdigt? ”

Clausen: ”Det studium har jomfruen for længst lagt på hylden. Ved at læse Voltaire blev han ført bort fra kristendommen. I hans øjne er Vorherre reduceret til at være fornuftfilosof”.

Fallesen: ”Ak ja, det er trist, at et ellers lyst sind og en begavelse som Bruun, er tabt for kirken. Vi kan ellers i dén grad, bruge folk der tænker og reflekterer. – Nå, men jeg skal nok vare min mund om Deres relation til ham, hvis det er dét De frygter? De har min fortrolighed! Og tak for oplysningerne! ”

Clausen nikker anerkendende til Fallesen, og går tilbage til sit gøremål.

Den store massive kirkedør åbnes forsigtigt, men lukkes med et brag. De efterfølgende genkendelige træskotrin melder Fallesen, at Evald, sædvanen tro, søger ham.

”Åh, ikke nu”, mumler Fallesen for sig selv.

”God morgen, Evald! ”, siger Fallesen bestemt. ”God morgen, pastor”, kommer det optimistisk tilbage.

”Jeg er ikke forstyrbar nu, min ven, men efter messen kan vi gerne tales ved”. Fallesen ser bestemt på sin unge ven, der både føler sig favnet og afvist på samme tid.

”Jo, jeg kan godt”, kom det spagt fra Evald. ”Godt”, svarer Fallesen, og tager igen fat på sine papirer. Han vender sig mod lyset, mens Evald lettere duknakket trisser ned ad gangen igen, ned mod en plads i den bagerste ende af det store kirkerum.

Fallesen har hovedet fyldt med tanker om tidens problemer og evangeliets perspektiv på selv samme: Dagens tema med kollekten, "Rejs dig, Herre, med vælde og kom", har en toning, der rammer ned midt i det alt sammen for Fallesen. Er Gud, Gud for verdens gang, foruden at Han vil gribe ind og overvinde det onde ved dets rod, i vore hjerter?

"Onde vi vare og døde som stene," ja, Gud griber frelsende ind, så "vi igen kan bevæges og leve". Dog, hvordan er det med verdens menneskeskabte gang? Hvem styrer hvad og hvornår? Gud er herlighedens Gud, sejrherren, der har vilje og magt til at sætte sin gode vilje igennem, i mennesker og i verden! Tør han, Fallesen, den belæste og respekterede teolog, virkelig tro det?

Messen er i gang. Salmesang og orgelets toner bærer Fallesen ind i rollen. Sindets refleksioner må vige for opgaven. Han synger ikke rigtigt med på salmerne denne morgen, men lytter desto mere til ordene.

Vejrtrækningen besværer ham. Han samler sig og sætter i retning mod prædikestolen.

Dyb indånding og evangelieteksten bæres ud i rummet:

»Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«

Det brænder i ham: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.« Nok kan et menneske blive til mangt og meget i egne, og i verdens øjne, men hvad er dét som tæller, når det virkeligt gælder? Fallesen ser det med ét så klart! Virkeligheden har flere lag. Dér er noget som er umiddelbart synligt for enhver, og dér er den usynlige virkelighed, som er bag alt synligt!

Hvis hans selvforståelse ikke medinddrager det usynligt nærværende Guds Rige, er hans tænkning så mangelfuld?

Fallesen står i et øjebliks tavshed, ser på menigheden og prædiker:

”Vi lever i verden: Her giver vi os selv og hinanden efter mål, og kommer gudsjammerligt til kort. Vi søger retfærdige måleredskaber i vores omgang med hinanden og oplever alligevel uretfærdighed på uretfærdighed! Fordi vi ikke følger kærlighedens love. Vi søger at vokse og udvikles, men falder skæve ud, fordi vi ikke vover at lade vidnesbyrdet om Gud, indgå som forudsætning for vores aktiviteter og kundskab”.

Ordenes ekko i rummet understreger alvoren i hans stemme.

”Gud giver af ren nåde Livets, Nådens og Kærlighedens Ånd til dem der tror på Hans elskede Søn! Hvor hjælpeløst det end kan se ud ved et første øjekast, for dem, der alene måler efter en verselig målestok! ”.

Fallesen lægger hænderne tungt på prædikestolens kant, bøjer sig let forover og ser i tavshed på de fremmødte, inden han fortsætter:

”Alligevel er der ingen tvivl; Gud Faders kærlighed til os i Jesus Kristus er så stor, at den der tror Ham, han har fået livslyset, livsgnisten, ja det evige liv i sig. Gud giver hele sin Ånd i kærlighedens ødsle gestus til sin Søn og, gennem troen på ham, til enhver! Ånden gives i overflod. Og i denne overflod, findes nøglen til livet – ved tro på Jesus Kristus, Guds søn – Vorherre og mester! Ikke ved gerninger, nej ved Guds barmhjertighed! Amen! ”

Fallesen går tungt tilbage, hen foran alteret. Tonerne bruser. Menigheden stemmer i. På rygmarven, fører han tjenesten til ende.

Da alle andre er gået ud af kirken, sidder Evald på spring, for at få talt med Fallesen.

”Ja, min ven, et spørgsmål brænder på læberne, tænker jeg? ”. Fallesen smiler til trods for den afmattelse, han føler.

”Jeg kan ikke slippe tanken om al den uretfærdighed, verden er fuld af. Hvordan mange sulter og lider. Al den sygdom der findes, er det Gud som straffer os? Og hvad med de fattige og forældreløse, er fattigdommen Guds straf over dem? Ulykker rammer på må og få. Når en ildløs raserer et hjem eller et kvarter, er det så Guds straf? ”. Evald talte hurtigt, for at få det hele med.

”Jeg tænker det er bedre vi går længere ind, disse spørgsmål egner sig ikke til et hurtigt svar i kirkedøren! Lad mig invitere dig med ind på præsteværelset, der er sikkert stadigvæk varmt vand på kedlen og lidt varme fra kakkelovnen; så kan vi drikke en kop te sammen, hvis der er tid til det i dag? ”. Fallesen rækker hånden ud, i retning mod præsteværelset.

Evald nikker tavst og følger efter – lidt benovet.

Fallesen åbner døren til værelset og byder Evald indenfor. Han lukker døren stille i, lægger messehagelen fra sig, finder et par krus til teen og rykker et par træstole ud fra et lille bord, så de kan sætte sig. Kandisskålen stilles frem. Fallesen hælder ekstra vand på morgenens teblade. Tepotten skubbes ind mod midten af bordet.

”Sæt dig min dreng! ”. Fallesen taler roligt og varmt. Evald løfter blikket for første gang siden de forlod kirkedøren. Han tøver med at sætte sig.

”Sæt dig kun”. Evald handler på invitationen og skubber den ene stol ind under sig.

Fallesen: ”Det er store spørgsmål at tumle med. Men vigtige spørgsmål, også selvom svarene ikke nødvendigvis er enkle”. Han står lidt i tavshed. Så sætter han sig også.

Evald bryder tavsheden med en gentagelse: ”Ja, jeg synes det er svært at forstå, hvor den almægtige Gud er henne, når det onde rammer os? Når små børn lider, eller når voksne går bersærk, hvor er så Gud? ”. Evald ser Fallesen dybt ind i øjnene, for at fange hvert et svar, han har at byde ind med.

”Den gængse mening blandt teologer er, at Gud efter skabelsen har overladt skaberværket til at hvile i sig selv. Men, min erfaring, min tro, siger noget andet: Gud er Gud og Han bekymrer sig og er deltagende i alt der sker. Dér hvor teologien har ret, er, at Gud gav menneskeheden ansvaret for verdens forvaltning. Da Gud skabte mennesket, skabte han os med den særlige kvalitet, at vi i sind og handlinger skulle vokse op til at ligne ham. Kreative, medskabende, kærlige, omsorgsfulde og livsformidlende. Ansvaret for skaberværket lagde Gud i vore hænder. Vi svigtede. Og vi svigtede os selv og hinanden. Men ansvaret tog han ikke fra os. Gud gav i stedet på ny det, der skulle til for at genoprette mulighederne, så mennesker kan finde tilbage til livets hemmelighed, at vi er skabt i Guds billede”.

Fallesen drikker en slurk te, brummer for sig selv og fortsætter:

”Vi svigtede. Men ansvaret tog han ikke fra os. Hvad menes der med dét? Jo, Gud tog mennesket så seriøst, at han både stillede det til ansvar for dets handlinger, valg og fravalg, samtidigt med, at han søgte løsningen på den brudte relation ved et menneske. Skriften siger: Gud søgte efter én, der ville stille sig i gabet for hans åsyn, én der ville dække ’hullet’, så at sige, men Gud fandt ingen. Da kom hans egen højre hånd ham til undsætning. Ved det første menneske, Adam, faldt menneskeheden. Ved den anden Adam, Jesus Kristus, blev den brudte relation helet.

Gud havde overgivet ansvaret til mennesket. Intet andet end et menneske kunne eller skulle rede trådene ud igen. Intet faldent menneske ejede blot dét, der skulle til, for at forsone Gud og mennesker.

Når Gud på denne måde ikke accepterede hverken en halv løsning, eller en helt tredje løsning for at få genoprettet relationen mellem sig selv og os, er det et udtryk for hvor alvorligt Gud forholder sig til os. Da det ikke var muligt for Gud at finde en eneste under himlen, der var helt sand og retfærdig, måtte løsningen derfor tage sit udgangspunkt i Gud selv. Guds søn blev født ind i verden, i en Gudfrygtig, men jævn familie. Et under i tidens fylde, udlevet i et hverdagsliv.

Gud blev menneske i Sønnen, Jesus af Nazareth – Marias dreng – Menneskesønnen. Han, der ved et Helligåndens under var og er sandt menneske såvel som sand Gud, han kunne bære ansvaret og forsone himmel og jord! At Gud kunne blive menneske, fatter vi ikke med vores forstand”.

Evald sidder med åben mund og lytter. Fallesen trækker vejret nogle gange ind, inden han fortsætter sit svar:

”Når noget ondt sker, er det et resultat af vores valg og svagheder. Naturkatastrofer er ofte tilfældigheder og når det går galt, er det tit forbundet med en eller anden grad af menneskelig tankeløshed, i kombination med naturens luner. Den mellemmenneskelige ondskab og vores selviskhed derimod, er vores store problem. Legemligt, sjæleligt og åndeligt. Når konger og fyrster er forblindet og uretfærdige lider landet. Når husbonden er hårdhjertet og uretfærdig lider alle i huset. Og hvis vi to lader selviskheden styre vore liv, går det ud over dem, der er omkring os! Kristendom er ikke filosofi, men livsnødvendig alvor! ”

”Men hvor er Gud i alt dette? ”. Evald nærmest sukker sin gentagelse.

Fallesen: ”Gud er nær, midt i det alt sammen. Ikke at han synes om smerte og lidelse. Nej, men den der sukker en bøn midt i sine kvaler, oplever at Gud er ham nær. Måske ikke på den måde han forestiller sig, nej, men Han er dér! Jeg kan ikke forklare præcist hvordan, men Guds kærlighed er så stor, at Han endda formår at vende alt til bedste, for dem der elsker Ham. Hans kærlighed, lys og nåde er så stærk en faktor, at vi slutteligt opdager, at Han vender vores skæbne til bedste for os. Guds forudbestemmelse er rettet mod vores frelse og søger ikke vores fortabelse. Gud vil, at vi bliver som Ham. Kærlige, retfærdige, livgivende og skabende i den verden vi er sat i.

Gud vil, at vi går ud og gør hans rige synligt, gennem det vi siger og gør”.

Evald tager en slurk af sin te – den er stadigvæk varm.


Henrik Frimand-Meier

Ultimo 2013




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk