[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]
Netpræst
Leo Hansen, Er ikke længere aktiv
Mail: leo-hansen@mail1.stofanet.dk
"Guds håndtryk"
16 jul. 2011
Tekst. Johs. 3: 1-15.For en tid siden skulle jeg forberede en prædiken til en gospelgudstjeneste. Dagens tekst handlede om Nikodemus, som besøger Jesus om natten. I samme øjeblik som jeg satte mig til tastaturet ved computeren begyndte jeg pludselig at nynne en gammel gospelmelodi: Herre kær tag min hånd. Jeg slog den op i salmebogen bare for at synge den for mig selv:
”Herre kær tag min hånd
led mig frem ved din Ånd,
i mig selv er jeg træt og svag.
Gennem storm, gennem nat
mod dit lys led mig frem
Tag min hånd, kære herre, led mig hjem”
Det var længe siden, jeg havde haft den på læben, men den smagte rigtig godt og mættede min sjæl den morgen. Af bare nysgerrighed googlede jeg derefter salmen på den engelske tekst, som jeg huskede: Preciouse lord take my hand
Og helt ærligt – jeg var ved af falde af stolen. Salmen havde 2.550.000 henvisninger, og hvis jeg ville kunne jeg høre den af både Elvis, Mahalia Jackson, Agnetha Frankling, B. B. King og mange andre. Prøv selv, hvis du har adgang til Internettet.
De gode ord og den inderlige melodi giver os en varm oplevelse af Guds håndtryk.
Vi har det nemlig som Nikodemus, der i sin længsel efter Gud opsøgte Jesus midt om natten.
Nu tror jeg ikke, at det er så mange, som giver hinanden håndtryk på det tidspunkt af døgnet. Heller ikke når det er Gud, vi rækker hånden ud til.
Og så alligevel kan det jo være, at nogen af os ser det som en stor mulighed, for så kan vi jo bare række Gud hånden i den kendte danske blufærdighed, mens alle andre sover sin trygge søvn.
Jeg tror derfor, at den løsning passer os danskere mindst lige så godt som Nikodemus.
Jeg spurgte en gang en pige under en samtale: Hvornår beder du til Gud? Pigen svarede: Når jeg kommer i seng, så trækker jeg dynen op over hovedet, for så er jeg sikker på at mine forældre og mine søskende ikke ser og hører det.
Jeg glemmer aldrig pigens svar. Dels fordi hun var bundærlig omkring sin religiøse blufærdighed, men også i sit behov af at få lov til at trykke Gud i hånden i sit liv.
Vi erfarer jo igen og igen håndtrykkets værdi. Med et varmt og fast håndtryk giver hinanden en oplevelse af anerkendelse, taknemlighed, modtagelse og respekt. Det er rigtig dejligt.
Hvad er det modsatte? Det er vel, at modtage en slatten hånd, som ikke vil tage fat og bare glider ud af hånden på os. Og det værste håndtryk må være, når vedkommende du hilser på samtidigt vender ansigtet bort. Det føles helt forkert, fordi vi får en klam oplevelse af, at vi slet ikke bliver taget alvorlig.
Heldigvis får Nikodemus ikke den modtagelse af Jesus. Tværtimod.
Det skulle ikke forbavse mig, om den skriftlærde Nikodemus i samme øjeblik tænkte på, hvad Gud siger i Esajas 49.16: ” Se, i min hænder har jeg tegnet dig!” Vi hører nemlig Jesu sige:
”Det er kun hvis et menneske bliver født igen, at det kan komme ind i Guds rige." Og det var netop, hvad Nikodemus ville tale med Jesus om.
Hvordan sker det? Det ville den kloge farisæer gerne have et klart svar på – lige som vi gerne vil.
Heldigvis giver Jesus sig rigtig god tid, når han svarer:
”Det er kun hvis et menneske bliver født af både vand og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. ”
Altså, - sådan som vi fødes ud af fostervandet, som vi har varmet os ved i 9 måneder i mors mave, sådan er det også med Guds ånd - ud af den og i kraft af den fødes vi som Guds børn.
Jesus siger hermed meget forklarende, at når vi kommer ind i Guds rige sker det i kraft af et fødselsunder. Han siger: ”Du kan ikke se, hvor Ånden kommer fra, og du kan ikke se, hvor Ånden går hen – den er som vinden, der blæser, hvor hen den vi. Men du hører dens susen. SÅDAN er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv” ( Bibelen på hverdags dansk)
Jeg tror, at Nikodemus tyggede på alt det, Jesus sagde om vand og Ånd, ligesom vi gør det, når vi gentager for os selv: - at sådan som fostervandet er den livgivende kraft i den fysiske fødsel er Guds Ånd den livgivende kraft, når vi bliver født ind i Guds rige.
Nu er jeg helt sikker på at nogen af mine læsere tænker: Jamen, er det ikke det der sker, når vi bliver døbt? Mit svar er: - at, sådan vil du høre mange præster udlægge dette kendte afsnit i Bibelen
Jeg tror, det er vigtigt, at vi i Guds kirke må erkende, at vi lige her kommer frem til forskellige udlægninger af Bibelen i de forskellige kirker.
Men for os alle er det ikke anderledes end det var for Israelitterne, hvor de blev angrebet af giftslanger. Læs gerne 4. Mos. 21. 4-9. som Jesus henviser til.
Da slangerne overfaldt dem i ørkenen, og tog livet af alle de kunne, så læser vi ikke nogen steder, at Gud siger til Moses: Find selv ud af det, få alle stammer i hele folket til at komme med en modgift og løsning på, hvordan de kommer slangerne til livs, - og når de har gjort det, så skal jeg nok afgøre, hvem der har den bedste opskrift.
Sådan blev det ikke. Guds ske lov! Gud tog slangeangrebet i sin egen hånd, og sagde til Moses: Lav en slange af kobber. Sæt den på en stang. Og alle som ser hen på den vil redde livet…..
Det er samme svar Jesus giver os i alle stammer (læs: nationer/ menigheder/kirker) i 2011: ”Som Moses løftede kobberslangen – sådan skal menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få evigt liv”
Gud slår ikke hånden af dig og mig, eller noget menneske. I troen på Jesus Kristus giver Gud os sit frelsende håndtryk, hvor han i sin nåde forvandler og fastholder os med et nyt og evigt liv.
Derfor er det godt at bede:
Herre kær tag min hånd
– led mig frem ved din Ånd!
Leo Hansen
Netkirkepræst.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
