DAGENS ORD: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Efeserne 1:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Tryk avler modtryk

1 mar. 2022

Vi ser ind i trusler om eskalering af konflikten i Ukraine. Rusland rasler med det helt store skyts. Vladimir Putin, har sat sine afskrækkelsesstyrker, som har adgang til atomvåben, i højt beredskab.

Samtidig med at Rusland i disse timer presser på for at få det militære overtag i Ukraine, kan de russiske styrker være på vej til at tage det helt tunge artilleri i brug. CNN-journalisten Frederik Pleitgen har spottet det russiske missilsystem TOS-1 syd for den russiske by Belgorod – tæt på grænsen til Ukraine. TOS-1 kaldes også en vakuumbombe. Benyttes et sådant våben vil blot én eksplosion medføre, at al luften bliver suget ud af omgivelserne i en radius på op til 1,5 kilometer og der skabes samtidig en voldsom trykbølge med enorm ødelæggende effekt. Det har den konsekvens, at mennesker får suget al luft ud af lungerne og risikerer en smertefuld død, fordi de indre organer smadres.

TOS-1 er på menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watchs liste over forbudte våben, og en lang række NGO’er fordømmer våbnet på grund af den smertefulde død, det medfører. TOS-1 betegnes af militæreksperter som Ruslands mest dødbringende ikkenukleare våben.

De russiske styrker har mandag ifølge den ukrainske FN-ambassadør, Oksana Markarova, brugt dette kraftige ikkenukleare våben under kampe i Ukraine, oplyser Reuters.

De grusomste konventionelle våben og truslen om brug af atomvåben er, mindre end en uge inde i den regionale konflikt mellem Rusland og Ukraine, trukket frem. Underforstået – Rusland truer ikke kun sin nabo med krigens værste grusomheder – hele den vestlige verden er omfattet af den russiske præsidents voldspres, hvorved han vil ændre magtstrukturerne i verden til sin egen og sit lands fordel. Sådan som han ser dét.

Efter vi i Vesten har stået splittet og ubeslutsomme i mange år, har Ruslands angreb på Ukraine i en sjælden grad skabt sammenhold mellem landene, og overraskende for mange – sikkert også Putin – har vi i Europa nu besluttet at poste store ressourcer i en militær genopbygning.

Vestens sanktioner, sammenhold og forsvarsvilje har givet provokeret Rusland. Rusland, der mest af alt gennem mange år har lagt øre til snak, fra vores side, alt imens vi som ’den store købmand’ har fokuseret på at holde handelslinjerne åbne, frem for at tage bestik af signalerne Putin tydeligt har tilkendegivet siden 2007 i både ord og handling.

Vores store besparelser på militærudgifterne gennem de seneste mere end 10 år, har fået os til at fremstå svage. Putins seneste aggression har til gengæld fået os til at vågne op og handle konsekvent. Måske en kende for sent?

For denne gang var trykket fra Putins side ikke til at overse. Vestens modsvar kan Putin heller ikke overse, for nu er der seriøse handlinger bag vores ord og det i en grad, så det vil gøre ondt på Rusland, og som på sigt vil sikre Vesten et militært forsvar, der kan modstå truslen fra øst.

Problemet med at genopbygge vores militær er, at det vil tage fem til ti år, før det bliver ’pengene værd’ og reelt er funktionsdygtigt. Vores samlede svar fra Vestens side i disse dage presser Putin, det kan der ikke være to meninger om. Vores militære formåen er blot ikke meget bedre i dag, end den var det i går.

Er Putin reelt parat til at sætte Vesten ’stolen militært for døren’, skal han snart skride til handling, for når Vestens forsvarskraft øges om føje tid, vil hans muligheder fremover blive svækket, det er uundgåeligt.

Derfor er risikoen for, at den regionale konflikt mellem Rusland og Ukraine eskalerer tilstede i øjeblikket. Dagen i dag og de kommende dage og måneder er skælsættende.

Som borgere oplever vi, at beslutningerne om krig og fred træffes af andre, der er langt væk fra vores hverdag. Desuagtet er vi betydningsfulde. Som kristne tror vi, at vi kan bede om fred i vores tid. Vi tror at Gud kan vende både vores og verdens skæbne. Og at han hører vores bønner. Lægger øret til vores svage hvisken, såvel som vores inderste skrig.

Vi skal evne at forstå vores tid og engagere os i den. Vi skal høre hvad Helligånden siger til os i disse dage. Vi skal hjælpe hvor vi kan og være næste for den der er sulten. Give den tørstige noget at drikke. Tage godt imod den fremmede; klæde den nøgne, og tage os af forkomne.

”Er der mørkt omkring dig, så tænd et lys”, siger et kinesisk ordsprog. Trækker mørket sammen om os, så lad os søge hen til lyset i evangeliet og lade det skinne for os. Lad os ikke undlade at tænde selv det mindste lys for hinanden i disse dage, hvor vi mærker et tryk på vores liv og vores værdier.

PS læs også gerne Valdres profetien

http://www.netkirken.dk/mg/index.php?id=279






 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk