DAGENS ORD: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Efeserne 1:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

En ekstra udvej

14 mar. 2022

I corona-tiden blev jeg næsten afhængig af en daglig vandring i skoven. Kunne jeg som sidegevinst tage et godt billede af en spætte eller en bjergvipstjert, gav det en god fornemmelse. En dag sidste forår var jeg kommet på afveje.
Jeg søgte ind i lidt uvejsomt terræn, op ad en bakke og derefter ned mod en eng. Lige før det åbne areal, så jeg en række store huller i skovbunden. Er det en forladt hule? tænkte jeg. I samme øjeblik stak en lille ræveunge sit hoved op af et hul og fastholdt mit blik et sekund. Jeg var solgt, jeg var overrasket, jeg var begejstret! Rævegraven var ingenlunde forladt. Unger, som endnu ikke var voldsomt sky, stak hovederne op af forskellige huller. Det lykkedes mig ved at stå musestille at få nogle gode billeder af en ræveunge, der havde lagt sig i en solstribe lige oven for en udgang.
Endnu flere af flokken dukkede op af andre huller og forsvandt igen ved den mindste lyd ned i den nærmeste indgang. Det fik mig til i mit stille sind at beundre ”fætter Mikkel”, der betegnes som en snu overlever. Men også som en omsorgsfuld forælder for sit afkom. Dens hulesystem med et sindrigt system af gange giver en eminent beskyttelse. Der er altid ”en bagdør” at smutte ud af, en flugtvej, en ekstra spilmulighed.
Som mennesker kan vi nogle gange føle os fastlåst i en situation i livet og have svært ved at se en udvej, hvad enten vi selv eller omstændighederne har anbragt os dér. I salme 4 vers 2 står der: ”Hør mig, Gud, når jeg råber om hjælp, for du er en god Gud. Du har hjulpet mig før, når jeg var trængt op i en krog.” Den levende Gud tilbyder os en ekstra spilmulighed for at blive hjulpet videre i livet. Vi skal ikke være i et hulesystem med kun én udgang og indgang. Jesus Kristus kaldes også for en ”underfuld rådgiver”.
Han giver ikke alene et godt råd rent menneskeligt, men han åbner en ny dør som en guddommelig indgriben. Lige som for ræveungen, der søger beskyttelse i ét af de mange huller i rævegraven.




 
Ole Bering

Tanker i tiden

Ole Bering, Klumme skribent

Mail: olebering_18@hotmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk