DAGENS ORD: ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Filipperne 2:13

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Kære læser, glædelig påske!

1 apr. 2023

Hvis du har mod til at prøve noget nyt, så gå i kirke hele påsken! Både palmesøndag, skærtorsdag aften, langfredag… Og så… påskemorgen, hurra, Jesus lever! Lyt til om der er nogle løfter til dig!

En af mine dygtige og lærde undervisere på teologi, Bent Noack, sagde noget meget smukt om påskemorgen. Han sagde, ”Der var nogle frygtsomme fiskere og toldere og kvinder, der havde fulgt Jesus i et par år. Ingen af disse venner, disciple, var særlig veluddannede eller modige eller velformulerede, men påskemorgen var der ingen tvivl i deres hjerter – Jesus havde overvundet døden – dét var det urokkelige budskab, som den første kirke bar ud i verden!” Og det er stadig det, som kirkerne i denne påske 2023 bærer ud i verden og i hverdagen. Jesus lever!!

Jeg havde engang et lille konfirmandhold på 4 drenge med ADHD. Jeg fortalte dem om påsken og om, at man kan tro på Jesus. En af drengene sagde ganske stille, Jesus lever ikke, Jesus lever ikke, Jesus lever ikke… Og det blev han ved med, mens jeg fortalte om opstandelsen og lyset og håbet fra påskemorgen... Jeg fortalte også om, at Jesus lytter til os og møder os med kærlighed – og hele tiden hørte vi en stille stemme: Jesus lever ikke, Jesus lever ikke, Jesus lever ikke… Til sidst kom jeg virkelig til at le – og så holdt han op med at sige sætningen!! Jeg tror, han havde regnet med at blive skældt ud, men det var altså ret morsomt!!

Og samtidig er det jo det budskab, der stadig er svært at forstå – og som forkyndes i kirkerne i denne påske – Hurra! - Jesus lever – mens mange omkring os siger: Jesus lever ikke!!

Der var en amerikansk lærer, der torsdag inden påske gav børnene i sin klasse hver et plastik-æg, som kunne åbnes, og hun opmuntrede alle elever til at skrive navn på ægget og medbringe det dagen efter fyldt med noget, der handlede om påske. En af drengene i klassen havde af og til lidt svært ved at forstå ting, men selvfølgelig fik han også et æg.

Næste dag kom børnene med forventning og med stor glæde over at skulle vise, hvad de havde puttet i deres æg, og alle satte ægget op på katederet, også drengen, der havde lidt svært ved at forstå ting. Læreren kiggede lige diskret ind i ægget og kunne se, at han ikke havde lagt noget derind, så hun satte ægget lidt til side, så drengen ikke ville blive drillet over, at han ikke havde forstået opgaven…

I stedet åbnede de alle de andre æg! I nogle af æggene var der et lille chokoladeæg, i andre var der erantis eller vintergæk, nogle havde lavet et lille minikors af to små kviste, andre havde tegnet en sol – alle mulige gode ting, der pegede på påsken…

Læreren sørgede diskret for, at drengens æg var gemt lidt væk, men til sidst rakte han hånden op og sagde, ”Fru lærer, du har glemt mit æg!”

”Øh ja”, sagde læreren og tog ægget op. ”Vil du gerne have, at vi åbner det?” spurgte hun. ”Ja”, sagde drengen, og læreren åbnede det. Og ganske stille sagde hun, ”Men det er jo tomt ???”

”Ja”, sagde drengen med et smil, der lyste op i hele hans ansigt – ”for påskemorgen var graven tom!!”

Måske forstod den dreng mere end disciplene påskemorgen, og mere end man kan forklare på universitetet,

Kære læser, hvis du vælger at gå i kirke hver dag i påsken – så skriv lige til Netkirken, hvordan det har været – og allervigtigst: Må Guds lys skinne i dit hjerte og i dit liv og i din påske…

Signe Voldby, præst




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk