DAGENS ORD: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Johannes 14:26

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


"Århundredets tørke"

2019 jul 1


De tidlige afgrøder, der skal sikre mad frem til september i Nordkorea, risikerer at slå fejl, hvis der ikke snart kommer regn, hvilket intet tyder på. Tørken truer dermed også at ødelægge høsten i september. Og allerede nu er børn mærket af mangel på næring, fortæller Kim Hartzner.
- Den tidlige høst af korn, byg og kartofler ser igen ud til at slå fejl. Derudover er markerne knastørre, så den sene høst af majs og soja i september kan slå fejl. Det nordkoreanske styre kalder udsigterne for "den værste tørke i hundrede år".

Det fortæller generalsekretær i Mission Øst Kim Hartzner, der er kommet tilbage fra Nordkorea, hvor han har set børn lide af underernæring og voksne vande deres marker med håndkraft i et desperat forsøg på at redde deres afgrøder. I årets første fire måneder er der registreret mindre regn end tilsvarende periode de seneste 100 år.

De nordkoreanske myndigheder har siden januar skåret i fødevarerationerne, så voksne kun får 300 gram ris om dagen, småbørn i børnehaver 100 gram og børn i vuggestuer kun 50 gram, hvilket svarer til under en kvart skål ris om dagen.

Tydelig underernæring
Kim Hartzner besøgte flere af børneinstitutionerne og kunne konstatere, at børn allerede nu viste tydelige tegn på underernæring:

- Nogle af børnene bærer tydeligt præg af både akut og langvarig underernæring. De kan ikke følge med, når pædagogerne laver øvelser og danser med dem. Pædagogerne fortalte mig, at alle børnene ligger under normalværdierne i højde og vægt. Der er børn, som er for små og udsultede, og hvor håret falder af. De er blege med indfaldne kinder og ser magre og rigtig kede ud af det.

Mission Øst har netop uddelt mad og soja til 12.097 småbørn og gravide kvinder og fortsætter hjælpen efterhånden, som pengene kommer ind.

Vander med håndkraft
Kim Hartzner var til møde med FN i hovedstaden Pyongyang. FN vurderer, at der er behov for akut fødevarehjælp nu, resten af året og måske helt ind i næste år.

Fødevarekrisen kan blive værre end i 2011 og 2012, hvor Mission Øst uddelte mad og kosttilskud til 48.000 børn. Landet oplever lige nu en tørke, der varsler noget, som de nordkoreanske myndigheder selv betegner som den værste tørke i hundrede år.

- Det har kun regnet tre dage siden vinter, og markerne er fuldstændig afsvedet. De når ikke at kunstvande majsen og forventer derfor en katastrofal høst til september. Jeg så lange køer med hundredvis af mennesker gå rundt med bægre og spande og vande jorden ved håndkraft.

Dystre udsigter
Kim Hartzner advarede om en fødevarekatastrofe allerede sidste år i august, da han ved besøg i landet så de udtørrede majsmarker. Og rigtig nok: I februar rapporterede FN, at der manglede 1,4 millioner tons mad. På den baggrund bad den nordkoreanske regering verdenssamfundet om hjælp.

Derefter håbede man på den tidlige høst i forsommeren, men også denne høst tegner dårligt.

- Vi er kun i midten af maj, og den magre periode er slet ikke ovre. Den fortsætter til september indtil, majshøsten kommer. Udsigterne er meget dystre, og de tidlige afgrøder, hvede, byg og kartofler tegner rigtig dårligt. Den høst, der skulle redde befolkningen de næste 2-3 måneder, ser ud til at fejle. Og majshøsten i september risikerer også at slå fejl, fortæller Kim Hartzner.

Mission Øst reagerer på nøden
Mission Øst har netop uddelt 384 ton majs og 28 ton sojabønner i Chonnae og Phangyo distrikter i Kangwon-provinsen. Maden er uddelt til at dække behovet for 12.097 personer sommeren over, heraf 8.622 børn i hhv. 88 vuggestuer og 46 børnehaver. Maduddelingen er målrettet børnehavebørn i alderen 5-6 år og vuggestuebørn mellem 6 måneder og 5 år.

Maden er desuden uddelt til i alt 3.475 gravide og ammende kvinder og kommer derved endnu flere børn til gavn.

SULT - hjælp de mest sårbare i Nordkorea
/ Mission Øst sender mad til tusindvis af underernærede børn i Nordkorea
Se mere på: www.missioneast.org




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk