DAGENS ORD: ”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. v20 For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Mattæus 18:19

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Den udtryksform lever jeg gerne foruden

1 aug. 2023

Bogafbrændinger er en perverteret form for ytringsfrihed. Bogafbrændinger er hærværk, det er hadefuldt, og det er at kortslutte den demokratiske samtale. Citat Jens Christian Grøndahl, forfatter. Jeg kan kun være enig!

At mane et skræmmebillede op om, at regeringen gør et indhug i ytringsfriheden, og at den ansporer de reaktionære kræfter blandt muslimske lande til at fortsætte den globale kamp imod kritik af islam, ved at sætte en stopper for den omsiggribende afbrænding af koraner i Danmark, er noget vrøvl. Noget forbandet vrøvl – intet mindre!

Bogbrændinger er et fejlgreb af værste skuffe. Bogbrænding kendes fra flere kulturer, men var især et vigtigt led i middelalderens europæiske kætterprocesser, fx da den katolske kirke i 1240 efter en proces mod den jødiske Talmud lod et vognlæs talmudmanuskripter afbrænde offentligt i Paris. Også kætterske kristne sekters skrifter (i den katolske kirkes øjne) kom på bålet, ikke mindst under Reformationens religiøse opgør.

Det mest opsigtsvækkende eksempel på bogbrændinger er tilintetgørelsen af bøger af "degenererede, entartete, og jødiske litterater" i næsten alle tyske universitetsbyer den 10. maj 1933. Bogbrændingen markerede højdepunktet i en række aktioner, båret af den nazistiske tyske studenterbevægelse, mod den såkaldte "utyske ånd". Noget vi i historisk lys i dag betragter som et lavpunkt i den europæiske åndshistorie.

Bogbrændinger underminerer ikke et givent åndeligt grundlag; som dem der brænder bøger, måtte ønsker at underkue eller forhåne, på den lange bane. Måske nærmest tværtimod. Heller ikke vil en bogbrænding kunne bibringe noget godt. Bogbrændinger er perverteret. Og efter den første koran i demonstration blev brændt af, vil alle de efterfølgende afbrændinger blot fremstå som ynkelige forkvaklede gentagelser.

Sverige og Danmark gør derfor klogt i, at sætte en stopper for koranafbrændingerne. Som de to eneste vestlige lande har vi i dag en lovgivning der gør det legalt i en demonstration at brænde koraner. Hverken Norge, Tyskland, Finland eller andre nærtstående lande har et problem med ytringsfriheden, fordi de forbyder koranafbrændinger. Det bør vi heller ikke have.

Bogbrændinger er en ynkværdig måde at demonstrerer på. Den form for intolerant ytring er unødvendig. Den udtryksform lever jeg gerne uden. Og ytringsfriheden tager ingen skade af at skulle frasige sig retten til bogbrændinger – tværtimod!

Bogbrændinger rummer grundlæggende kimen til menneskeforagt. Heinrich Heines (En af de vigtigste tyske digtere, forfattere og journalister i det 19. århundrede.) kom med en profetiske advarsel i 1823: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen." ('Det er et forspil: Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker').




 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk