DAGENS ORD: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Efeserne 1:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Populisme - en udfordring for dansk demokrati?

2 aug. 2022

Populismen har ryddet forsider i de senere år. I udlandet, men så sandelig også her i vores eget land. Nok er der ingen herhjemme som står mål med kongerne blandt populisterne; Ungarns premierminister Victor Orbán og tidligere præsident Trump, men tag ikke fejl; populismen har også fat i vores danske demokrati, med idéen om, at folket skal stå op imod eliten og det politiske system, som undergraver det sande demokrati.

I den rendyrkede populistiske forestillingsverden er ‘folket’ altid i ental, altid forenet, og altid moralsk ufejlbarlig. Så markant udtrykkes det ikke i Danmark, men mindre kan også gøre det.

Populismen er ikke fremmed overfor demokratiet, men er snarere “en skygge kastet af demokratiet selv.” For det populistiske ideal er politik uden mellemmænd. Underforstået er regering, folketingets flertal, retssystemet og embedsværket med til at forplumre tingene, fordi love og procedurer ofte ender med at stå i vejen for folkets sande vilje.

Når populismen blomster verden over, skyldes det blandt andet, at det etablerede repræsentative demokratiske system ikke opfylder alle større gruppes forventninger, og at magthaverne til en vis grad negligerer/giver mangelfulde svar på samfundsproblemer, som mange anser for væsentlige (fx sundhedssystemerne, migration, ulighed).

Populistiske ledere betragter sig selv som folkets sande repræsentanter. Populister – og kun de – repræsenterer det autentiske folk. I yderste konsekvens følger derfor at oppositionens synspunkter (og efterfølgende rettigheder) ikke behøver at blive respekterede, da de ikke tilhører det sande folk. De etablerede demokratiske institutioner, som ikke følger folkets vilje, må i sagens natur – i den givne logik – være pilrådne.

Derfor var det nok heller ikke en tilfældighed, at Pia Kjærsgård for år tilbage kaldte EU’s institutioner for en ”rotterede”.

En anden dansk politiker der appellerer til følelserne hos mennesker som kan være marginaliseret af eliten, er Inger Støjberg; tidligere næstformand i Venstre, minister, politisk ordfører mv. Efter bruddet med sit gamle parti, der har siddet på regeringsmagten i ca. 2/3 dele af tiden de seneste 20 år, vil hun nu have et opgør med ”eliten i de fine saloner i København”. Støjberg følger op med ordene om at hun ”ikke altid” har kunnet se sig selv ”i det, der fylder på Christiansborg”. Jeg er forundret!

Støjberg har om nogen haft indflydelse på den politiske debat i Danmark de seneste 20 år. Blandt andet var hun politisk ordfører for Venstre da kommunalreformen blev indført i 2007. Reformen der på mange måder skabte afstand mellem de større og mindre byer.
Så med et kernebudskab om mere fokus på forholdene uden for de store byer – hvor Støjberg gør sig til repræsentant for det autentiske folk i provinsen – klinger det hult, når de faktuelle forhold opremses over de forudgående to årtiers magtfordeling i dansk politik, med Venstre som det markante statsministerparti, der fremfor andre har styret udviklingen i landet – og med tanke på Støjbergs indflydelse i Venstre – som regeringsbærende parti, i selvsamme periode.

Læg dertil perlerækken af politiske aftaler, der den seneste tid har forsøgt at udjævne forskellene mellem land og by: Nærpolitistationer, nærhospitaler, statsgaranti til boliglån i yderområder. Flere uddannelser i provinsen. Flere penge til regionale og lokale medier. Flere penge til asfalt og nye motorveje. Flere penge fra rige bykommuner til mindre rige udkantskommuner.

Paradoksalt nok har Inger Støjberg, og for den sags skyld også Lars Løkke Rasmussen, fået en masse opmærksomhed, og ifølge meningsmålingerne opbakning til, at komme i Folketinget ved næste valg, uden konkrete partiprogrammer. Båret frem af følelser og politiske overskrifter.

I den nuværende folketingsperiode har mere end hvert 6. medlem gjort sig som partihopper – på begge sider af de to blokke som betegnes med farverne rød og blå – så dansk politik bliver mere og mere personfikseret. Derfor er det relevant at spørge om vi er på vej til, at Folketinget i sidste ende kan ende med at bestå af 179 mere eller mindre tilfældige danskere med den største medieopmærksomhed – og på længere sigt de fleste penge – sådan som det sker mange andre steder i verden?

Det danske demokrati fortjener bedre, end at populister sætter dagsordenen. Det kræver til gengæld, at de etablerede partier skal evne, også at give relevante svar til de grupper i landet, der føler sig overset og marginaliseret, uden at de langsigtede mål af den grund tabes af syne.

Som kristne har vi en opgave i at bede for vores lands ledelse. Ingenting kommer af sig selv – undtagen lommeuld – sagde Storm P. Intet land kan undvære de kristnes forbøn. Så skal Danmark forblive et land hvor ordentlighed og retfærd råder – hvor populismens lommeuld minimeres – da skal landets kristne tage opgaven på sig; at bede for dem der sidder i spidsen for os alle sammen. Og skal vi til valg igen inden længe, så har vi også dér brug for, at Gud vender vores skæbne, så velsignelse og fremgang kan råde hos os.

Denne tanke i tiden er inspireret af Malte Bruhns artikel i Kristeligt dagblad den 27. juli 2022 og
Jan-Werner Müllers bog: ”Hvad er populisme?”


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk