DAGENS ORD: ”Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed.” Kolossenserne 3:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Pinse – kirkens indsættelsesdag

7 jun. 2019

Traditionelt kaldes pinsedag for kirkens fødselsdag. Måske skal vi i stedet flytte fokus fra kirkens fødsel til dens indsættelse i sin tjeneste? For rettelig* – pinse handler om tjeneste og guddommeligt overskud.

Overskud af kærlighed og af liv. Al forståelse af Gudsvirkeligheden kan kun opnås ved åbenbaring. Det er altså ikke os der på egen hånd når frem til en bestemt forståelse, men Gud selv der træder frem inden for vor menneskelige erkendelses grænser. Gud ser ikke uvirksomt til medens menneskeheden famler rundt i mørke og selvoptagethed. Den levende Gud har på eget initiativ trådt frem i vort mørke for at være kærlighedens far for os. Jesus Kristus rummer hele Guds herlighed og ved at vi giver vor skæbne over til ham, favnes vi af Guds kærlighed og Guds sandhed går op for os. Helligånden er den der forløser Guds kærlighed ind i vore liv. Og skaber forvandling!

Til alle tider har selv de bedste mennesker kæmpet med den udfordring at ”Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.” Bedst som vi måske kan se os selv i et mentalt overskud falder vi og må erkende at ”jeg forstår ikke mine handlinger.” I hvert fald ikke til bunds.

I Kristus er vi tilgivet vores fald. Ved troen på Ham fødes vi på ny, men Gud vil mere end det. Gud vil sætte os i stand til at række ud til andre, så den kærlighed Gud har forløst os med, også formidles til den der er vores næste. Gud kalder alle sine børn til at være konger og præster, i livets og kærlighedens kontekst. Så vi mere end sejrer og evner at leve et liv i overflod, åndeligt og menneskeligt.

Derfor blev det pinse. For at vi kan leve Gudsvirkeligheden ud i det liv der er vores og tjene Gud og hinanden i lys, sandhed og kærlighed. Før pinse var disciplene forvirrede, for nok havde de en masse ord fra Jesus og fra det der var deres bibel, men hvordan alt dét de vidste, kunne ’få ben at gå på’, det havde de ikke forstået. Det evnede de ikke at omsætte til andre mennesker i deres egen kraft.

Ned fra himlen faldt så Helligånden på dem pinsedag. Døre og vinduer blev revet op og miraklet skete. Helligånden manifesterede sig som en ild på deres pander. Ordene fra Jesus og fra skriften ’faldt i hak’ og disciplene gik ud på Jerusalems gader og talte om Guds storværk på alle de modersmål der den dag var repræsenteret i byen. Pinsens mirakel var, at alle forstod hvad disciplene fortalte dem om Jesus. Kærligheden var så at sige grænseoverskridende den dag, her hvor alle mødte evangeliet på netop deres præmis, deres modersmål, uden filter.

Når Det Nye Testamentes forfattere skal beskrive Helligånden som Guds kraft til menigheden og til den enkelte, bruges ordet ”dynamis”. Ordet rummer begreber som mulighed, kraft og magt og rækker hånd til det at gå fra ’en mulighed’ til ’en virkelighed’. I pinsen forløste Gud det potentiale disciplene rummede og satte dem ind i den tjeneste Han havde kaldt dem til. Og vi har alle, hver især brug for at opleve hvad pinsen er for en højtid og hvorfor den er så afgørende.

Vi forstår Gud** som én, af samme væsen og magt og lige evige. Fader, Søn og Helligånd. Ligesom en terning består af seks kvadrater og alligevel forbliver ét geometrisk legeme. Fra tid til anden har forskellige strømninger fremhævet Faderens rolle over de to andres. I andre sammenhæng er det omvendt, så sættes den korsfæstede Jesus som Guds lam i centrum på en sådan måde at både Faderen og Helligånden bliver glemt. Eller der sættes et sværmerisk fokus på Helligånden, så både Gud Fader og Gud Søn nærmest forsvinder ud af ligningen.

Nu tror jeg vi i vores sammenhæng oftest overser Helligånden. Kristi evangelium er usammenhængende hvis vi tilsidesætter Guds trefoldige væsen som det åbenbarer sig i Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Vi for vores del, i vores tid, savner reel forståelse for hvad Helligånden rummer og har af betydning. Vi har brug for at møde det, der er større end vor selvforståelse. Vi har brug for at møde Helligånder, der er større end vores hjerte og forstand; og som vil gøre os til et ’Kristusbrev’, ved at skrive sig på vores hjerte, levende og givende. Selvom denne guddommelige hemmelighed udfordrer vores menneskeforstand, så er den ikke desto mindre den virkelighed, der er af afgørende betydning for os. Og en virkelighed der først giver mening, når vi oplever den. Derfor skal vi bede om at få den samme kraft, som disciplene.

»Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget.« Sagde Jesus før sin død og opstandelse – før pinsedag. På pinsedagen kastede Han ilden på jord. Men hvad der gav mening for disciplene giver først mening for os, når vi selv oplever, at blive tændt af den Helligånd.

Kærligheden er grænseoverskridende!

Glædelig pinse


*Teologisk set giver det mere mening at betragte pinsens mirakel som salvelse til tjeneste og en indsættelse i tjeneste, end som en fødsel. Beretningen i Johannesevangeliet kapitel 20 fortæller om at modtage Helligånden på en helt anden måde end den, som Lukas fortæller om, i sin anden halvdel af sit evangelium, nemlig det, Lukas beretter om i Apostlenes Gerninger kapitel 2, og som ligger til grund for vores pinseforståelse. Hvis Johannes beretning og Lukas beretning, er to forskellige gerninger, som Helligånden gør, så er det lidt en misforståelse, at tale om pinsen som kirkens fødselsdag.

Hos Johannes står der følgende om en begivenhed, der fandt sted påskesøndag: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden!« Mange er af den opfattelse, at Johannes, da han skrev sit evangelium allerede var bekendt med de tre andre evangelier, hvorfor man hos Johannes finder flere uddybende beretninger. Hvis hændelsen påskeaften rettelig er beretningen om kirkens fødsel, så understøtter det argumentet om, at miraklet pinsedag i stedet skal betragtes som kirkens indsættelse til tjeneste, hvilket pinsedagens udadvendte mirakel, den stærke forkyndelse og de knapt tretusinde der omvendte sig og blev døbt, også understreger.

At betragte Israels forløsning med påskelammet i den allerførste påske, hvor Gud derefter førte dem gennem havet, kan symbolsk også betragtes som en fødsel. Det der i kristen sammenhæng betegnes som ’den nye fødsel’ jf. Joh. Ev. kapitel 3, kan derved genkendes i beretningen fra Anden Mosebog. Åbenbaringen på Sinaj, med Loven der blev givet, er traditionelt knyttet til pinsens fejring blandt jøderne. Som på den kristne pinsedag åbenbarede Gud sig overnaturligt bl.a. gennem ild, ditto opleve jøderne ild og overnaturlige manifestationer, da Loven blev åbenbaret og givet til dem på Sinaj bjerg.

Profeten Ezeikiel taler også om en fornyet forståelse af Gudsvirkeligheden og Loven. Han skriver i kapitel 36: »Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.«

Israel var kommet til kort; de fulgte ikke loven, for de magtede det ikke. Pinsen i kristen sammenhæng, med dens Åndsdåb og udrustning er Guds fornyede indsættelse til tjeneste, hvor Loven skrives på vore hjerter i stedet for, som i den gamle pagt, hvor Loven var skrevet på stentavler. Se også 2. kor. Kapitel 3.

** Treenigheden er et uomtvisteligt begreb i den kristne forståelse af, hvem Gud er. Vi beskriver Gud som Fader, Søn og Helligånd. Ikke at vi har opfundet begreberne, nej sådan åbenbarer Gud sig i urkirken og sådan beskrives han i Det Nye Testamente. Gud er et væsen, der består af tre personer og alligevel er ét væsen, ligesom en terning består af seks kvadrater og alligevel forbliver ét geometrisk legeme. Den første person kaldes Faderen og den anden Sønnen og den tredje Helligånden. Sønnen er ikke skabt, men avlet. Født af Faderen. Af samme væsen som Faderen; ikke et billede eller en skabning. Vi bruger ord for at beskrive et væsen, der er meget større end ord rettelig kan beskrive. Uheldigvis antyder ordene, at Faderen kommer før Sønnen, ligesom en menneskelig fader eksisterer før sin søn. Men sådan er det ikke. Der er ikke noget før og efter i dette tilfælde. Sønnen er til, fordi Faderen er til, men der har aldrig ligget nogen tid forud for Faderens frembringelse af Sønnen. Sønnen er strømmet ud fra Faderen, som lyset fra en lampe, varmen fra et ildsted eller tanker fra et sind. Han er den måde, Faderen udtrykker sig selv på – det Faderen har at sige. Bær over med ordenes begrænsning. Faderen og Sønnen er ikke genstande, men personer. På samme måde er Helligånden en person.

’Gud er kærlighed’ er en kristen sandhed. Men havde Gud alene været én enkelt person, ville kærligheden ikke være virkelig før skabelsen. Kærlighed er noget, som én person nærer til en anden person. Hvis det var omvendt, at kærlighed er Gud, så bevæger man sig væk fra, at Gud er en person og ender i ubestemmelige følelser. Kristne mener det de bekender: At Gud er kærlighed. Vi tror, at kærlighedens levende, dynamiske virksomhed altid har været virksom i Gud og har skabt alt andet. Det er måske den mest afgørende forskel på kristendommen og alle andre religioner; i kristendommen er Gud ikke statisk, men dynamisk, pulserende aktiv. Et liv; næsten en slags drama, en form for dans. Enheden mellem Faderen og Sønnen er så levende og konkret, at denne enhed også selv er en person. Det der vokser ud af Faderens og Sønnens fælles liv, er en virkelig person; den tredje person, som er Gud.

Helligånden – Guds livgivende åndedræt. Livets ånd. Guds kraft i skabningens liv. Helligånden åbenbarer Gud. Uanset om vi møder Faderen, Sønnen eller Helligånden er det Gud vi møder. Vi oplever ofte Faderen som foran os, Sønnen ved vor side (i vort sted) og Helligånden inden i os, eller bag ved os. Helligånden åbenbarer Sønnen, der herliggør Faderen. Disse tre er ét.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk