DAGENS ORD: ”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.” Mattæus 4:4

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Mellem påske og pinse – det levende ord!

31 maj. 2019

Grundtvig arbejdede med udtrykket “det levende ord” og det er hos ham knyttet til den forståelse, at i det mundtlige udtryk, giver et menneskes personlighed sig til kende og bliver levende. Gennem den pulserende fortælling, vi giver til hinanden, skabes bevidsthed om vores fælles livsgrundlag. I mødet pustes der til livsgløden. Grundtvig mener, at det er gennem menneskers mundtlige formidling af Jesu ord; fra menneske til medmenneske, fra slægt til slægt, at kristendommen bliver levende og holdes i live.

Paulus er inde på noget af det samme i det Andet Korintherbrev kapitel 3: ”I er selv det brev, der står skrevet i vore hjerter, og som kendes og læses af alle mennesker, så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” …”at vi duer til noget, skyldes Gud, som også har gjort os duelige til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavens, men Åndens; for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.”…(et)slør (bliver) ved med at ligge over oplæsningen af den gamle pagt uden at tages bort, for det fjernes først i Kristus. Ja, lige til i dag ligger der et slør over deres hjerte, når Moses læses op. »Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort« – »Herren« er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”

Det er altså ikke biblens skrift, der er kristendommens eksistensforudsætning, men Kristus – formidlet ved Ånden. Helligåndens ’svæv over ordene’ er forudsætningen for at ordet lever. Uden Helligånden slår bogstaven ihjel. Den virkelighed bibelens tekster afspejler, er så at sige meget mere og meget større, end bogstaverne der er trykt på papiret. Ordet – Kristus – blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Sådan skriver Johannes i sit evangelium. Hvis ikke troen og bibelordet fører til et levende møde med Kristus, er der ’død i gryden’.

Troens rolle er, når Helligånden gør ordet levende og nutidigt, at tage i mod. Lydighed er troens nødvendige forudsætning for, at det der er taget i mod kan gøre sin indvirkning. Al tale om Gud og om Guds rige høres enten i lydighed eller det høres slet ikke. At det høres i lydighed, vil sige, at den der hører selv er inde under det herredømme, de bibelske skrifter forkynder om Gud, når de beretter om hans historie med mennesker i Det gamle og Det nye Testamente. Forståelsesvanskeligheder udspringer af, at vi, der hører om Guds herredømme, er oprørske mod det.

Kristendom er ordet der lever i os og liv flyder fra vores inderste. Vakt til live ved ”den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” Ikke kun i ét hjerte, men i mange hjerter der påvirker hinanden. Ikke afsondret fra menneskelivet i øvrigt, men som en dynamik og inspiration til at ’tage fat’ ’være til stede’ og ’give videre’.

I anledning af Frederik den 6. regent jubilæum skrev Grundtvig digtet "Gylden-året", hvori han priste de for ham, seneste 50 års lovende udvikling. I en af sangene derfra – Nu skal det åbenbares – findes der en kendt strofe der understreger Grundtvigs tilgang til, hvordan vi som kristne skal vove os i kast med virkeligheden:
Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Uden passion, uden kærlighed slår vi den sande kristne menneskevirkelighed ihjel – alt det der skal til for at forblive levende og holdes i live. Lunkenhed, selvtilstrækkelighed og ligegyldighed er dræbende. Kirken er, forstå alvoren, kun en generation fra at uddø!

Hver generation for sig, må opleve ’pinse på ny’ og at ’Gudsordet’ lever, for at fatte blot en smule af, hvad kristentroen og Gudsvirkeligheden rummer.

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os – det rækker længere end til at beskrive de ca. 33 år Jesus fysisk var et menneske, under samme vilkår som os. For også nu sidder Jesus som Gudsmagten ved den Højestes side og bærer alt med sit mægtige ord. Og han har medfølelse med vore skrøbeligheder! For han er stadigvæk Menneskesøn og vil formidle liv til os ved sit ord og ved Helligånden.

Som generationer før os, må vi finde ind til hvordan Gud fører sit folk, ja hele menneskeslægten, fra lovens forbandelse og fordømmelse til evangeliets glæde og frihed. En pulserende fortælling der gives os.

En af tidens udfordringer er synet på Bibelen. Især to opfattelser støder sammen. I flere troende sammenhænge hævder man, at hvert eneste ord i Bibelen er bogstaveligt korrekt, fordi Bibelen er ’inspireret’ og skrevet under Helligåndens vejledning. Synspunktet er overdrevent og ødelæggende for forståelsen af Bibelens sande vidnesbyrd. Bibelen selv er nemlig ikke en samling ”enten- eller” skrifter. Den er heller ikke skrevet af forfattere, der som en slags ’halvguder’ vidste besked om emner, der på alle felter var uafhængig af deres tids verdensbilleder og forestillingsverden. Bibelen gør sig ikke til – som for eksempel Koranen – som en samling ufejlbarlige sandheder, der er faldet ned fra himlen. Nej, det der giver bibelens skrifter vægt, er vidnesbyrdet om Guds virkelighed. Og den virkelighed der beskrives, er nutidig, når vi forstår, at dens sandheder, etik og virkelighed berører os og kommer os ved, og når vi i tro beder og rækker ud i det nu der er vores, og dér oplever at Kristus er os nær ved Helligånden, i det ord vi læser eller lytter til.

Den anden opfattelse som heller ikke duer, er den rationelle-videnskabelige, der afmytologiserer alt overnaturligt og guddommeligt. Gud er levende og virkende – og det med Gud skal tages alvorligt! Det er derfor meningsløst at omgøre Gudsvirkeligheden til en ”indre” verden der lever uafhængigt af naturens og historiens ”ydre” verden; som om de to verdner ikke berører hinanden. For det gør de! Pinsen er Guds nærvær i verden, forstå det dem, der søger Ham.

Videnskaben lodder ikke alle tilværelsens dybder. Videnskab er konklusionen på den iagttagelse og registrering, man på et givent tidspunkt, med de metoder man har til rådighed, er i stand til at uddrage. En slags avanceret tilskuerholdning til det, som er til. Og uanset hvor favnende og dygtigt videnskaben arbejder, så er der altid den væsensforskel at ”teori” og ”praksis” er to forskellige måde at gå til opgaven på. Kristen tro skal til syvende og sidst gøres til praksis, for at give mening. Gudsvirkeligheden forudsætter at vi spiller med i dramaet, frem for at være tilskuer til livet.

Jesus sagde, at når Talsmanden, Helligånden, sandhedens ånd kommer, skal han vejlede os til hele sandheden. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

Jesus kalder os til liv i overflod. Vil vi tage imod det? Jesus vil døbe med Helligånden. Vil du og jeg lade os døbe? Vil du og jeg leve ved det levende ord, der udgår fra Kristus? Vil du og jeg lade Guds ånd skrive på vore hjerter af kød og blod, livgivende ord?

Pinsen er Guds ild og transcendens sat op imod vores reducerede verdensbillede. Så mærk det suser gennem blodet. Lad Gud få sin vej.

Kærligheden vover at være grænseoverskridende. Gud er kærlighed!
Glædelig pinse – når den tid kommer!


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk