DAGENS ORD: ”For Gud gør ikke forskel på nogen.” Romerne 2:11

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Tidens abnormitet

13 dec. 2018

En abnormitet kan nogle gange fremkalde den reaktion hos os, at vi måske ubevidst, søger at få hvad der nu engang er abnormt, på tryg betragter-afstand. Så er udviklingen, gruppen eller det enkelt menneske umiddelbart nemmere for os, at forholde sig til, når vi udefra set kan bedømme det hele. En udvikling vi ikke kan forlige os med, eller et stereotypt billede af en gruppe mennesker hvis værdier og adfærd vi ikke sympatiserer med, eller et forsimplet billede af et andet menneske vi ikke synes om, for den sags skyld, er en udfordring for de fleste af os.

Og ja, som kristne møder vi mange mærkværdigheder i det offentlige rum. Mangt og meget der er i modstrid med vores forståelse af, hvordan verden rettelig er indrettet og skal forstås. Det der i en kristen kontekst er rigtigt og forkert, synes ofte at være i modstrid med det der i tiden er ’politisk korrekt’. Vi kan vælge at lukke os om os selv, og se på det alt sammen, på tryg betragter-afstand. Vi kan overgive os til at ’flyde med strømmen’. Vi kan fordømme det vi ikke bryder os om eller forstår. Eller vove at ’elske vores fjender’ og lade Gud hjælpe os med at være lys og salt i verden.

En af de abnormiteter vi møder, er tidens pluralistiske kønsforståelse. For uagtet der i biologien normalt regnes med to køn, ja så er den sociologiske forståelse af kønsbegrebet mangfoldig. For nogle kan typerne indenfor kønsidentiteten ikke engang tælles på to hænder, ja selv føddernes antal af tæer langt oveni, slår heller ikke til. Og ja, det kan jeg smile af, mens jeg ryster uforstående på hovedet, men for dem der står midt i en kønsidentitet der hører til sjældenhederne, er det ramme alvor, og det må jeg tage seriøst.

Samtidig vil jeg også tillade mig at stå op imod den politiske korrekthed, når den vender verden på hovedet. Jeg skal ikke afvise det indimellem kan være sundt at vende verden på hovedet, for at få et lidt bredere syn på sammenhængen i forskellige spørgsmål, men når det nærmest forudsættes, at grundlæggende elementer i tilværelsen, af politisk korrekte grunde fremadrettet altid skal vendes på hovedet, ja så er det tiden der er abnorm og ikke nødvendigvis os der holder fast på grundelementerne i det gamle verdenssyn.

For eksempel forbyder det sociale medie Twitter at fastslå, at mænd ikke er kvinder. Ifølge nye regler på Twitter er det forbudt at fremsætte ytringer, som forstærker såkaldte negative stereotyper. Det gælder også udsagn, der fastholder transkønnede i deres gamle – det vil sige biologiske – køn og nægte at anerkende deres selvvalgte køn, altså ifølge Twitters nye politik. Undskyld, hvem er det lige der nægter at anerkende hvad? Ja, Twitter har åbenbart svært ved at anerkende biologiens virkelighed!

Det virker sikkert skørt på mange af os. Men for de mennesker der kæmper med deres identitet, og som måske har smertefulde oplevelser med i deres erfaringsgrundlag i den forbindelse; ja de behøver kærlighed og nåde. Meget mere end forsimplede verdensbilleder og næstekærlighed på tryg betragter-afstand.

Tidens abnormiteter er ofte stærkt knyttet til en narcissistisk tilgang til verden. Selvom narcissisme ofte udtrykkes i selvcentrerede former, så vil den umiddelbare selvglæde ofte dække over en grundlæggende følelse af ikke at være elsket. Så uagtet egoistiske og selvglade mennesker, provokerer deres omgivelser i en grad, så det kan være svært at holde deres selskab ud, så skal kristne se længere end til overfladen og det umiddelbare udtryk. Vores kærligheds kald som kristne og som Guds kirke i verden rummer, at vi skal elske mennesket. Bringe Guds lys og kærlighed og nåde til dem der trænger til dét.

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Og den kan aldrig nøjes med at stå på sidelinjen for at betragte det skue der udspiller sig, uanset hvor abnormt det så end er, dét, der foregår mellem mennesker.



 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk