DAGENS ORD: ”Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Johannes 16:33

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Sund fornuft, ro og ordentlighed

11 apr. 2017


”Vores samfund er ved at ændre sig radikalt. Der er kommet en meget ubehagelig stemning, der i den grad adskiller sig fra det håb, der prægede os efter Murens fald i 1989… folk er ikke længere så funderede. At vi ganske enkelt er blevet for flygtige og derfor lettere at forføre.” Ordene er forfatteren Svend Åge Madsens.

I 1980 udkom hans roman ”Se dagens lys”, hvor alle mennesker vågner op ved siden af en ny partner hver dag. Med nye børn, venner og familie samt et arbejde, der også udskiftes dagligt. Romanen var et tankeeksperiment, rundet af sluthalvfjerdsernes strømninger. Det der for 37 år siden forekom utænkeligt er slet ikke ’så langt ude’ som dengang. Fleksibiliteten er kommet ind i vores liv i forhold til bolig, arbejde og partner, så Svend Åge Madsens fiktion fra fortiden, i dag på mange felter rammer noget centralt omkring os og den tid vi er en del af.

Udfordringen er, at selvom tidsånden hylder det omstillingsparate menneske, så er stabilitet så absolut også en uundværlig faktor. Det er både danske og amerikanske forskere i psykologi enige om. Uden vaner og rutiner ville vi have det meget svært. Vi mennesker har nemlig slet ikke de kognitive eller mentale ressourcer til at kunne kapere, at det hele forandre sig i et væk. Faktisk vil det menneske, der hverdag skal forny sig selv på alle planer, på relativ kort tid i stedet blive moden til indlæggelse på psykiatrisk sygehus.

I arbejdslivet og i de menneskelige relationer har vi brug for tryghed og gode vaner. Der er brug for at vi sikrer en præmis omkring den enkeltes liv, der beskytter den menneskelige sårbarhed: At sund fornuft, ro og ordentlighed fremmes.

Den konstante strøm af forandring rummer ikke alene nye muligheder, men også en stor risiko for, at menneskelig fordybelse byttes ud med letbenet flygtighed, der i sidste ende gør os rodløse, menneskeligt set.

Innovation og fleksibilitet kan ikke stå alene, men skal balanceres op med tyngde og stabilitet.

Rammerne og grundlaget for vores moderne liv er ikke uden betydning. Der er seriøst brug for, at kvaliteten af vores valg, og grundlaget for vores valg og fravalg underkastes en grundig analyse, så vores menneskelige formåen ikke sættes overstyr i den sidste ende.

Der er udover evnen til udvikling og bevægelse, brug for en ordentlig grund under den enkelte, til at bevæge og udvikle sig ud fra. Fastholdelse, tyngde og sammenhold er fortsat elementer, der er en brug for i vores tid.



Denne tanker i tiden er inspireret af Bjørg Tulinius interview med Svend Åge Madsen den 11. april i Kristeligt Dagblad.


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk