DAGENS ORD: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Salme 119:105

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

2. søndag i fasten

1 mar. 2023

Tekstrække: Første række
* Salmisten skriver: Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud. Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud? Jeg husker det og udøser min fortvivlelse: Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren. Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud.
Salmernes Bog 42,2-6

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Matthæusevangeliet 15,21-28

Her i begyndelsen af marts måned er vi et stykke inde i fasten. Teksterne til 2. søndag i fasten handler om anråbelse – om det at kalde på Gud, og få svar:
”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud” (Sl. 42,2)
Man ser det for sig … den tørstende hjort står ved det udtørrede vandløb, og finder ingen levende kilder, indtil Gud forbarmer sig over den med lidt nærende regn, der genopvækker hele skaberværket. På samme måde skriger vores tørstende sjæle efter et svar fra Gud – et svar på, hvor vores veje skal gå hen, et svar på, hvorfor vi lider, et svar på livets mening.
”Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? Tårer er blevet mit brød dag og nat, når de dagen lang spørger mig: Hvor er din Gud?” (Sl. 42,3-4)
Tårerne er paradoksalt nok blevet den nærende kilde, selve brødet, der er i ørkenen genopliver sjælen.
Og så indtræder taknemmeligheden, fornemmelsen af et nærvær, som betyder, at man i festprocession kan betræde templet, Guds hus, med jubelråb og takkesange.
Det samme mønster ses i evangelieteksten, hvor den kana`anæiske kvinde råber til Jesus: ”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn”!
Hendes datter er slemt plaget … i teksten står der af en dæmon. I moderne sprog ville mange mødre nok kunne kende det, når deres døtre lider af mangel på selvværd, skærer i sig selv, lider af anoreksi eller hører stemmer, der truer dem med alt muligt, og hvisker, at de skal tage deres eget liv.
Man kan godt forstå moderens desperation – men hun hører til et ikke-jødisk folk og er derfor pr. definition ”udenfor”. Derfor prøver disciplene at sende hende væk. Og Jesus svarer lidt gådefuldt: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus”.
Det overhører kvinden, og bryder igennem ringen af afvisende disciple og kaster sig ned for fødderne af Jesus. Hun råber den simpleste og mest kraftfulde bøn af alle: ”Herre, hjælp mig”.
Jesus fortsætter med at tale i sit gådefulde sprog og siger: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”.
Dette er i og for sig nedværdigende overfor kvinden, for det indikerer, at hun ikke hører til folket, men bare har status som noget lavtstående. Men hendes nød er så stor, at hun insisterer: ”De små hunde spiser jo af de krummer, som falder fra deres herres bord”.
Det overrasker Jesus, og han udbryder: ”Kvinde, din tro er stor”.
Og i det øjeblik bliver hendes datter rask.

Fortællingen om kvinden er egentlig en historie om, at selv Jesus lærer noget undervejs. Han forstår, at det jødiske syn på kananæerne ikke holder. En ualmindelig stærk tro kan også komme herfra. Kvinden bliver på denne måde en form for ”læremester” for Jesus, og han ændrer sit syn på, hvad der er ”indenfor” og ”udenfor”.

Da jeg i en årrække var med til at arbejde med hiv og aids i det sydlige Afrika sammen med en række afrikanske kirkeledere, spillede vi engang hele denne fortælling som en form for bibliodrama. Det var stærkt at se, hvordan de afrikanske kvinder identificerede sig med kvinden her, der kommer fortvivlet og dog stærk, og anråber Jesus om hjælp.
De så historien som en fortælling om racisme, der bliver opløst, idet Jesus forstår, at de som afrikanske kvinder ikke er ”små hunde”, der bare skal krybe ved deres herres bord og spise krummerne fra gulvet. Tværtimod handler fortællingen om, at de, gennem deres stærke tro og deres insisteren på at få hjælp, faktisk blive hørt og genoprejst.
Kvinderne var på den ene side anfægtet af historien, og på den anden side så de hele pointen, nemlig det, at kvinden får sin fulde værdighed – og endda en rask datter – ved at hun så ihærdigt insisterer på, at også hun er berettiget til det, som Jesus er kommet til jorden for at give, nemlig retfærdighed, helbredelse og fred.

Begrebet ””Israels hus” udvides i denne historie, og dermed kommer Guds rige også til at omfatte alle, som før har følt sig udenfor, undertrykte og udstødte.
Kvinden og datteren genrejses, og de oplever den ”omvendelse” det er, at kunne gå med i festprocessionen ind i Guds tempel – præcis som den tørstige hjort, der vederkvæges af livets kilder i ørkenen.


Kirkebøn:

Kære Gud
Alle mine kilder skal være hos dig
Igennem din dåb bliver vi alle skænket nåde
Du kom til vor runde jord, som barn på bare fødder
- og du gik en vej i kærlighed
Selvom vi ikke altid skaber fred, kom du til os for at dele din fred.
Du strakte din kappe ud, så selv de mest udstødte blev genoprejst
Du kom med en kærlighed skænket til os, menneskene
Lær os at føle os indenfor i dit livs cirkel
Vær hos os, når vi sørger, og når vi er ensomme og fortvivlede
Vær hos os, når vi ikke kender vores gode råd eller kan se op og ned på livet
Vær hos, når vores egen kærlighed er blevet hjemløs, og vi ikke ved, hvor vi skal rette den hen.
Vær hos os, så vi igen genfinder den kraft, som du skænker os, fra din himmelske dåb og dit kors
Lad os mærke, at vi er Guds elskede børn, og at du kom til verden for at vise det.

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – amen.

Stilhed




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk