DAGENS ORD: ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv,” 1 Korinter 6:19

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Elizabeth Knox-Seith

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

 

Jonas i hvalens bug.

1 sep. 2022

Denne hellige lektie skriver profeten Jonas: Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: »I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig. Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!« Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.
Jonas' Bog 2,1-11

Søndag den 4. september kan den gammeltestamentlige tekst til 12. Søndag efter Trinitatis høres i landets kirker. Den læses sammen med en af de vanskelige evangelietekster, der handler om, hvor svært det er at få tilgivelse, hvis man taler imod Helligånden. Jesus svarer de undrende skriftlærde og farisæere, der beder ham om et tegn:
”En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter”. (Læs hele teksten i Matthæusevangeliet kap. 12,31-42)

Der er en stærk parallel mellem evangelieteksten og den gammeltestamentlige læsning. Jesus understreger, at ligesom Jonas overlevede i hvalens bug i tre dage og tre nætter, således skal han også selv være i Jordens skød. Men hvor Jonas ”bare” var en profet, der blev sendt ud af Gud for at få folkene i Nineve til at omvende sig fra deres ondskab, så er Jesus noget endnu større, nemlig Guds egen Søn, menneskesønnen, der tager hele verdens lidelse på sig for at frelse menneskeheden.
Man kan godt forstå, at de skriftlærde og farisæerne ikke lige forstod dette på én gang. Især ikke, fordi Jesu ord mod dem er ganske barske:
”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd.” (Læs hele teksten i Matthæusevangeliet kap. 12,31-42)

Jesus er ikke særlig venlig mod dem, når han udråber dem som øgleyngel og som onde, hvorfra intet godt kan komme. Og alligevel taler han ind i deres erfaring som skriftlærde, når han refererer til fortællingen om Jonas – for de ved, at Jonas jo var sendt af Gud til Nineve, for at advare byen om dens undergang. Kongen i Nineve tog det meget alvorligt, og befalede sit folk, at det skulle vende om fra deres onde vej og holde op med at øve vold.
Der står:
”Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med”. (Jonas´Bog, 3, 10).
På den måde beviser Gud overfor både Jonas og folket, at han er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på trosskab, som Jonas selv udtrykker det.
Inden da har Jonas reddet besætningen på et skib, der var ved at kuldsejle i havsnød, ved selv at lade sig kaste i havet, så stormen og bølgerne holder op med at rase ubarmhjertigt. Jonas var med andre ord villig til at ofre sig - og får dermed de frygtsomme skibbrudne til at omvende sig til Gud, grundet det store tegn, de får, da havet falder til ro.

Der er flere fortællinger om Jesus, der også får havet til at stilne, selv i den værste storm – og de tegn og gerninger, som Jesus gør, overgår langt dem, som Jonas gør. Derfor antyder han også overfor de skriftlærde, som han taler med, at deres tro burde være større.
Jesus skelner stærkt mellem det gode og det onde, og levner ikke umiddelbart noget håb tilbage om frelse. Men ved at referere til fortællingen om Jonas, får han alligevel sagt, at Guds er en barmhjertig og nådig Gud, overfor alle, som er villige til at ændre deres onde gerninger – altså alle, der er villige til at bevæge sig ind på fredens vej.

I en tid, hvor vores verden er ved at gå til i krig, vold og klima-katastrofer, får disse tekster en ny aktualitet. Vi er ikke så vante til, at det onde kommer til at stå så tydeligt frem i vores samfund, som det gør, lige nu – ikke mindst via krigen i Ukraine. Noget, der før var langt fra os, er nu kommet meget tæt på. I vores almindelige dagligdag har vi været vante til, at det gode og det onde ofte går hånd i hånd, i det små, men ikke at det onde accentureres så meget, at det fører til død, vold og ødelæggelser i stor skala.
Vi er på en måde sat tilbage til tiden omkring 2. verdenskrig, hvor det også tog lang tid at fatte, hvor store ødelæggelserne og de menneskelige omkostninger egentlig var.

Vold kan stoppes med vold, sådan som man forsøger at gøre det i Ukraine nu – men den mest ultimative måde at udrydde det onde på, er ved selv at stoppe det, sådan som indbyggerne i Nineve ender med at gøre det, da det går op for dem, at de trues af udslettelse. Først, da de har omvendt sig, og selv stoppet deres egen vold og grådighed, kan Gud vise sig igen gennem sin barmhjertighed.
Det er forståeligt, at et folk, der er under angreb, må forsvare sig – men det nytter ikke noget uforbeholdent at styrke en voldspiral, der ikke kan andet end at eskalere i det uendelige. Det er derfor en svær balancegang, dette med at sikre freden, midt i en krig.

Vi kan lære meget af teksterne fra 12. søndag efter trinitatis, selvom de er barske, og ikke kun fokuserer på den ydre, fysiske vold, men også al den vold, der kan udøves gennem misbrug af tungen og talen (jf epistelteksten fra Jakobsbrevet 3,1-12.)
De peger på nødvendigheden af en dyb selvrefleksion – først og fremmest over, hvordan vi selv kan være med til at stoppe vold og ødelæggelse, både fysisk, psykisk og åndeligt, og dermed også bespottelser af Helligånden, som egentlig er evangelietekstens fokus. For alt liv er båret af Ånd, og alle krænkelser af liv er på et eller andet niveau ondskab, som må stoppes og forhindres, så respekten for det guddommelige i hele skaberværket kan genetableres.
I forlængelse af teksten om tungens både velsignende og forbandende magt, der udgør søndagens epistel, skrives der i Jakobsbrevet:
Hvem af jer er vís og forstandig? Han skal vise det i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed. Men hvis jeres hjerte rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. Den visdom kommer ikke fra oven, den er jordisk, sjælelig og dæmonisk. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Men visdommen fra oven er først og fremmest ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig. Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred. (Jakobsbrevet 3,13-18)
Denne tekst opsummerer meget godt det, som er essensen i at skelne mellem godt og ondt. Der er forskel på himmelsk og jordisk visdom – og det gælder om at lade sig bære af den himmelske, fredselskende og sagtmodige visdom. For retfærdighed er frugt af det, der sås i fred, og som bærer mildhed og omgængelighed med sig i livet – også selvom det er på bekostning af alt det, man kunne ønske sig, set fra stolthedens perspektiv.

Bøn:

Fader,
jeg overgiver mig til dig
gør med mig, som du vil.
Hvad du end gør med mig,
så takker jeg dig.

Jeg er rede til alt,
jeg tager imod alt.
Bare din vilje sker i mig,
og i alle dine skabninger,
ønsker jeg mig intet mere,
min Gud.

Jeg overgiver min sjæl i dine hænder:
Jeg giver dig den, min Gud,
med mit hjertes inderste kærlighed,
fordi jeg elsker dig,
og min kærlighed gør,
at jeg overgiver mig
helt i dine hænder,
uden forbehold,
i en uendelig tillid,
for du er min Fader.

Broder Charles de Foucauld, missionær dræbt i Nordafrika, 1916, grundlægger af ”Jesu Små Brødre”, og ”Jesu Små Søstre”.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk