DAGENS ORD: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Salme 119:105

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Øjeblikke jeg aldrig glemmer

16 jun. 2022

Kære læser.
Jeg vil godt dele 4 minder fra mit liv med dig. Det er minder, der for mig handler om Guds trofasthed de mest mystiske steder. Det gode ved, at der er 4 miniprædikener, er, at du kan læse bare 1 – eller måske 2 – lige som du har lyst…
Jeg håber, at de 4 små andagter her nedenunder, kan pege på Guds trofasthed for dig – må han velsigne dit liv og din sommer og dit hjerte med fred


1. Et barneminde


Jeg havde gemt mig på grusvejen, under en tjørnehæk hos naboen… Jeg havde mast mig helt ind under hækken,,,, så tjørnene stak mig, men jeg sagde ikke en lyd… Det gjaldt om at være helt stille… For vi legede gemme i tusmørket, og der var ikke nogen, der kunne se min mørkeblå trøje og mine cowboybukser inde under tjørnehækken…
Jeg lyttede til efteråret omkring mig… Man kunne mærke, det var sensommer, lidt køligt og ufattelig dejligt… Min ene kind lå ned mod gruset, og jeg kunne mærke småsten og grus, der maste sig op mod min kind, fordi jeg maste mig ned mod gruset for at kunne være under hækken…
Jeg kunne høre en, der råbte ”Fanget!” – måske var det min lillesøster eller en af mine venner, der ikke havde fået gemt sig godt nok. Jeg hørte latter og nye råb i nærheden, og jeg kom til at smile lidt for mig selv og føle denne uforklarlige fornemmelse af fuldstændig lykke som en gave fra Gud. Og jeg tænkte ”Det her øjeblik, lige præcis nu – det skal jeg huske til evig tid…”
Jeg var 12 år. Nu er jeg 66 – og jeg har aldrig aldrig glemt det…
Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
Stiger jeg op til Himlen, så er du dér?
Lægger jeg mig i dødsriget (eller under en tjørnehæk), så er du dér…

Salme 139:7-8


2. Et bademinde


Min lillesøster og jeg var ude i vores sommerhuse. Vi skulle ned og bade i havet, og regnen silede ned… Selv om sommeren kan regn være skrækkelig vådt at være ude i, så vi tog vores badedragter og slåbrokke på, og en stor dobbeltparaply over os. Vi gik tæt sammen ud i regnen, på vej mod havet… Min mand så os og lo og sagde, ”Hvorfor i alverden går I med paraply, når I alligevel skal ned og blive våde?” Det er naturligvis, fordi han ikke selv bader, at han kan stille sådan et spørgsmål – selvfølgelig skal man have en varm , tør krop, før man kaster sig ud i Kattegats bølger…
Vi kom ned til stranden og skulle lige til at hoppe ned fra klinten i den silende regn, da vi så det næsten samtidig: den smukkeste og klareste og største regnbue, vi nogensinde har set . Skyerne var grå og sorte bagved, og vi opdagede, at der oven i købet var endnu en regnbue, lidt svagere oven over den første. Vi kunne se præcis, hvor den dykkede ned ude i havet, for enden af en badebro i nærheden. Der var ganske få andre på stranden , og alle stod og kiggede op…
Regnbuer vil altid bære Guds løfter med sig… Så stærkt, at den Gud, der har hele den vide verden i sin hånd, og også naturens fysiske sammenhænge, Han lader regnbuer dukke frem, der altid har de samme smukke farver, i den samme smukke rækkefølge… Regnbuer, der kan ses , men aldrig indfanges; regnbuer, der dukker op i en olieplet efter en bil eller i majestætisk fylde på himlen ved havet…
Så dér stod vi, min søster og jeg – i tørvejr under dobbeltparaplyen med regnen som et tæppe omkring os, med havet foran os og med disse ufattelig smukke regnbuer over os – og jeg tænkte, ”Det her syn, dette øjeblik, vil jeg altid huske…”
”Herre, din trofasthed varer til evig tid,
opgiv ikke dine hænders værk…

Salme 138:8




3. Et uhelds-minde


Min datter ringede. Ingen af os er small talkere, men vi er rigtig gode til at lave hurtige aftaler om børnepasning eller rejser eller andet vigtigt…
Jeg kunne høre på hende, at hun ville fortælle noget…
”Vi var på Louisiana i går med nogle venner”, sagde hun , og jeg kunne fornemme, at hendes stemme var en anelse anderledes… ”Og så stod vi ved et gitter med udsigt over Øresund…Ragnhild (på 3 år)klatrede op på gitteret… ”
’”Åh nej” sagde jeg og kunne mærke mit mormorhjerte næsten holde op med at slå…
”Bare rolig” sagde min datter hurtigt, ”Der er ikke sket noget… men et af de andre børn kom til at skubbe til hende, og hun faldt 3 meter ned…”
Et lille bitte øjeblik stod tiden stille. Så sagde min datter, ”Hun landede heldigvis i en busk…”
Tænk, at man aldrig vil glemme en busk, der af Guds nåde og barmhjertighed griber ens barnebarn…
Næste gang, jeg er på Louisiana, vil jeg finde stedet og gitteret og busken og stille takke Gud…
”Tjørnebusken sagde til træerne:
Er det jeres oprigtige mening at salve mig til konge over jer,
så kom og søg tilflugt i min skygge!

Dommerbogen 9:15



4. Et fredsminde


”Vil du ikke prøve at tale med den dame, der ligger på stue 3?” spurgte en sygeplejerske mig. ”Hun skal snart udskrives, men hun kan ikke sove om natten, og hun vil ikke fortælle hvorfor…”
Jeg var sygehuspræst i 12 år på Frederikssund Sygehus og havde et rigtig godt samarbejde med personalet.
Så jeg gik ind til kvinden og satte mig på hendes sengekant.
”Har du tid til at snakke?” spurgte hun.
”Al den tid, der er brug for” svarede jeg. Jeg elskede at have mulighed for at give dét svar.
Så fortalte hun om en veninde, som hun var kommet til at gøre ondt for 30 år siden. Nu havde hun fortrudt, og hun vidste, at det, hun selv havde gjort, havde været forkert, men hun havde ingen mulighed for at sige undskyld, for veninden var død for få år siden.
Nu lå hun hver nat og tænkte på det, hun havde gjort og sagt, og på alt det, hun skulle have gjort og sagt – og hun fortrød bittert, og hun kunne ikke ændre noget som helst.
Jeg var så glad for at kunne sige til hende, at Gud, der har alle tider i sin hånd, sagtens kan tilgive ting, der skete i fortiden, når vi beder om det i nutiden, så det giver fred og mening i fremtiden.
Så det gjorde vi.
Tog hinandens hænder og bad Gud, der er den samme Far i Himlen i går og i dag og til evig tid om at tilgive det, der skete i fortiden, og fylde denne triste kvinde med fred i sjæl og sind… Vi sluttede med at bede Fadervor, jeg kiggede lidt på hende, mens vi bad…
Det lyder måske mærkeligt, men jeg så Guds fred fylde denne kvinde helt inde fra hjertet, mens tårerne stille løb ned ad hendes kinder…
Jeg ringede næste morgen til afdelingen for at høre, om hun havde sovet godt.
Jeg vil aldrig glemme deres svar. ”Hun faldt helt til ro”, sagde de, ”men det mest mærkelige var, at selv om hun ikke var terminal, så døde hun ganske stille en time efter, du var gået…”
Det vil jeg aldrig glemme. At Guds fred kan give os mod til at leve og fred til at dø …
Herre, hør min bøn,
lad mit råb om hjælp nå dig.
Skjul ikke dit ansigt for mig, når jeg re i nød.
Vend dit øre mod mig,
svar mig i hast, når jeg råber…

Salme 102:2-3

God bless you,
Signe Voldby



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk