DAGENS ORD: ”Gud, du er min Gud, jeg søger dig, min sjæl tørster efter dig, min krop længes efter dig i det tørre, udpinte, vandløse land.” Salme 63:2

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Svend Løbner Madsen

Netpræst

Svend Løbner Madsen, Journalist

Mail: mail@svendlobner.dk

[ Mere ... ]

 

Gud giver os en ny start

1 aug. 2019

Vi er så vant til at ærgre os over fortiden og bekymre os om fremtiden, at vi har svært ved at være til stede i nuet og se, hvad Gud gør, og tage imod det. Mulighederne ligger lige for. Lad os løbe ind i dem!

En ny begyndelse! Er det ikke en selvmodsigelse? Jo, for os mennesker. Men ikke for Gud.

For os begynder noget kun én gang. Hvad der kommer derefter, er kun en fortsættelse. Men for Gud kan noget begynde forfra. Han kan skrue tiden tilbage, fordi han er udenfor tiden. Han kan begynde forfra på en frisk, fordi han er en almægtig skaber.
Det er ham, der i sin almagt siger til os tidsbegrænsede mennesker:
”Kom ikke det svundne i hu, tænk ikke på fortidens dage! Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke?” (Esajas 43:18-19)

Med andre ord: Guds nyskabelse gælder os mennesker. Han løfter os ud af tidens tandhjul og inviterer os ind i hans evighedsperspektiv og siger: Uanset hvad du har tænkt, sagt og gjort indtil nu, kan du lægge det bag dig, glemme det, og starte forfra.

Det Gamle Testamente er fuldt af eksempler på dette. Tænk blot på tallet 8 (otte). Gud skabte verden på seks dage, på den syvende hvilede han, og på den ottende begyndte mennesker deres aktiviteter i denne tidsalder. Noas familie bestod af otte personer. De otte begyndte et nyt liv efter Syndfloden. Abraham fik besked på at omskære sin søn Isak på ottendedagen, og det sker stadig med jødiske drengebørn. Et nyt liv tager sin begyndelse. I Israel skulle jorden hvile hver syvende år. Det ottende år, kunne bønderne starte på en frisk. Tallet otte er de nye begyndelsers tal i Det Gamle Testamente.

Ny Testamente fortsætter i samme spor. Jesus proklamerede et nådeår fra Herren, der betyder frihed for fanger og udgang for dem, der er bundet. Nådeåret henviser til det syvende år i Gamle Testamente, hvor jorden skulle hvile. Hvert syvende år blev også slaverne frigivet, så de kunne starte på en frisk det ottende år. Jesu budskab var et frihedsbudskab, og enhver som modtog det, blev født på ny, dvs. fik lov til at starte sit liv på en frisk. Og livet om Jesu efterfølger består i uafbrudt at lægge fortiden bag sig, leve i nuet og tage fat på fremtiden, skriver Paulus:

”Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude.” (Filipperbrevet 3:13)

Det ligner jo ordene fra Esajas til forveksling: ”Kom ikke det svundne i hu, tænk ikke på fortidens dage! Thi se, nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke?” (Esajas 43:18-19)

Fortiden er passé; fremtiden ser lovende ud; men hvad med nutiden? Paulus skriver, at han ”strækker sig frem”, præcis som en løber, der vil vinde. Og det billede bruger Paulus et andet sted:
”Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!” (1. Kor. 9:24)

Paulus strækker sig og løber – det virker temmelig anstrengende! Men kigger vi på ordene fra Esajas igen, finder vi ud af, hvad han mener. Gud siger: ”…nu skaber jeg nyt, alt spirer det, ser I det ikke?” At strække sig og løbe handler om at erkende, hvad Gud allerede gør; at han skaber nyt lige for øjnene af os. Vi er så vant til at ærgre os over fortiden og bekymre os om fremtiden, at anstrengelsen består i at være til stede i nuet og se, hvad Gud gør, og tage imod det.

Han tillader os at begynde forfra på vores liv. Han tilbyder os en ny start. Han lader nyt liv spire frem.

Mulighederne ligger lige for. Las os løbe ind i dem!



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk