DAGENS ORD: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, v23 mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!” Galaterne 5:22

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Ivan L. Jakobsen

Netpræst

Ivan L. Jakobsen, Tidligere sognepræst
Netkirken

Mail: ivanljakobsen@gmail.com

 

Kære Gud. Tak for min lillefinger !

1 maj. 2016


Ivan L. Jakobsen, Emeritus.
Netkirken


Jeg har brækket min lillefinger på højre hånd i en garageport. Da jeg også blev syet med 4 sting, har det medført nogle besværligheder. Men altså også, at jeg er kommet til at værdsætte min lillefinger meget mere. Og dermed glæde mig endnu mere over, at jeg ellers har det godt.


Det betyder ikke, at jeg ikke har været ude for sværere ting. Det har du, der læser dette, sikkert også, - og er det måske også nu. Du kan måske med al mulig god grund synes, at det er svært at finde noget at være taknemmelig og glad for.

Når jeg har været ked af det, trist, - så har jeg ofte fundet hjælp netop gennem at finde noget at være glad og taknemmelig for. For eksempel at jeg kan se, høre, gå, trække vejret, selv komme op om morgenen, har mad og rent vand at drikke ....


Og det er ikke nogen selvfølge!

Det bliver vi mindet om gennem TV- og avis-nyheder hver dag. Derfor er der al mulig grund til taknemmelighed for langt de fleste af os.


Og så er der grund til taknemmelighed overfor Gud over, at vi her i landet i over 70 år har kunnet leve i tryghed og fred. At det ikke er en selvfølge, blev vi mindet om den 14. februar sidste år gennem de 2 terrordrab i København - men ikke så langt væk har endnu flere og alt for mange det helt tæt på livet HVER DAG !


Allermest er der grund til taknemmelighed over, at Gud ikke var og ikke er ligeglad med os: Med Jesu ord: For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. (Johannes-evangeliet kapitel 3 vers16-17).


Mange synes, at det i vor moderne tekniske tid er svært at tro på en Gud, som man ikke kan se, og holder sig derfor væk fra alt, hvad der har med Gud, kirke og kristen tro at gøre.

Men for mig har netop den moderne teknik gjort det nemmere at tro på en usynlig Gud. Vi benytter os på masser af måder af ting, vi ikke kan se. Tænk blot på vore mobiltelefoner eller de trådløse netværk, vi bruger. Vi kan ikke se de ”bølger”, der går gennem luften, - men det bekymrer vi os ikke om. Nogen har fundet ud af, at tingene virker, - og det vil være dumt ikke at gøre brug af dem.

På samme måde vil det være dumt ikke at tro på Gud eller regne med Ham, - bare fordi vi ikke kan se Ham.


Vi må takke for og tro, at Jesus kom for at frelse os, og vi må blive ved med at høre om Ham for at lære Ham endnu bedre at kende. Vi må have tillid til, at Han elsker os og kender os, og ved, hvad vi virkelig trænger til.

Derfor må vi bede Gud om at hjælpe vore kære og os selv, når de og vi oplever svære ting. Og vi må bede Gud om at virke der, hvor der sker svære og forfærdelige ting rundt om i verden.


Vi må bede Gud om gennem Helligånden at hjælpe os til at tro på Jesus som Guds Søn og vores Frelser - og blive ved med det! Vi må bede Ham om, at Han vil hjælpe os til at opleve endnu mere af sin kærlighed, glæde og fred, - og vi må også bede Ham om at hjælpe os til at give videre til andre, for, som jeg engang så på et skilt: Kristendom er ingen tilskuersport!


I den kommende Pinse må vi høre om Guds Ånd, Helligåndens komme. Hvad Påske og Pinse betyder, har jeg fået inspiration til at lave en lille historie om:


Simon og hans venner -
en påske- og pinsehistorie for børn og voksne

Simon og hans venner spillede fodbold hjemme i hans mors og fars have.
Pludselig kom Jens til at skyde bolden gennem en af de store verandaruder, så den blev helt knust.
Simons far kom farende ud af huset. "Hvem i alverden var det, der baldrede den rude?" spurgte han.
Inden Jens nåede at sige noget, sagde Simon: "Det var mig". Hans far var gal og ruskede ham i armen, mens han skældte ud.
Endelig gik Simons far ind igen. Da røg det ud af Jens: "Hvorfor sagde du det? Det var jo mig!"
"Det ved jeg godt;" sagde Simon. "Men det er jo min fars hus, og du er min ven. Jeg synes, det var synd, at du skulle have ballade for det:"
Da de havde leget lidt igen, kom Simon i tanke om noget: "Forresten - så har jeg lige fået at vide, at vi snart skal flytte." "Øv," sagde de andre. "Så kan vi ikke spille fodbold her mere. Det er ellers den bedste have på hele vejen."
"Jeg tror, at I kommer til at kunne spille fodbold her også fremover," sagde Simon. "Vi har nemlig solgt huset til min tante og farbror, og jeg har fortalt min fætter om Jer. Han vil også gerne spille med jer, og han er god til det!"

En forklaring for børn og voksne

Da det godt kan være svært at forstå, hvad påske og pinse betyder, har jeg fået inspiration til den lille historie!
En sådan historie kalder man ofte en lignelse. En lignelse fortæller om noget svært på en lettere måde.
Når du i min historie læser om Simon, skal du tænke på Jesus. Jesus er Guds søn, og Gud har skabt hele verden.
Sådan som børnene i historien leger i Simons fars have, lever vi alle sammen i Guds have eller i Guds verden.
Ligesom der i fodbold er mange spilleregler, sådan er der også regler i Guds verden. De to vigtigste regler er, at vi skal elske Gud (tro på Gud), og at vi skal elske vore medmennesker (være virkelig gode ved dem).


I min historie blev Simon skældt ud, men Jesus blev korsfæstet, så han døde og blev begravet. Det er derfor, vi holder Langfredag. Jesus blev bare ikke ved med at være død. Gud gjorde ham levende igen, og det er derfor, vi holder Påske.

I min historie tog Simon skylden for den baldrede rude på sig. Sådan kom Jesus og tog skylden på sig for de ting, vi gør forkert over for Gud og hinanden. Når vi gør noget forkert, må vi sige undskyld eller bede om tilgivelse til Gud, og da Jesus har taget skylden og straffen på sig, vil Gud tilgive os.


Som Simon flyttede, sådan flyttede Jesus tilbage til Gud igen. Det hører vi om Kristi Himmelfartsdag. Ligesom Simon sagde, at hans fætter kom og kunne lege videre med vennerne, sådan sendte Jesus en anden, nemlig Helligånden, til at hjælpe os med at leve videre i Guds verden. Derfor holder vi pinse.


Med ønsket om Guds velsignelse med alt godt!

Glædelig påske og pinse!




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk