Gud ledte mig tilbage til kineserne

Gud ledte

mig tilbage

til kineserne

Af Solveig B. Berner

 

Det hele begyndte for Ingrid, da hun som 12-13-årig læste bogen ”Hvad strygejomfruen blev til” om den tidligere Kina-missionær Ellen Nielsen.

Trafikuheld havde
nær kostet hende livet

Efter hjemkomsten var Ingrid lærer på Luthersk Missions kristne friskole, Johannesskolen, i Hillerød i 19 år, indtil et dramatisk færdselsuheld satte en stopper for det i 1989.
Ved et guddommeligt mirakel slap Ingrid med livet i behold, siger hun i dag.
- Jeg skulle møde min søn, der dengang var 10 år. Han havde været til en børnefødselsdag. På vej over gaden lige uden for Johannesskolen i Hillerød kommer en motorcyklist med 100 km. i timen og kører mig ned i fodgængerovergangen. Jeg bliver slæbt langs kørebanen. Min søn når at finde mig, inden ambulancen ankommer. Jeg lå i coma, og ansigtet var smurt ind i blod.
- Det var en meget hård tid for børnene, der var mellem 8-14 år. De følgende år var frygtelige og smertefulde på alle områder. Det var hovedet, det gik ud over. Jeg har fået foretaget fire plastikoperationer. Lægerne mente, jeg ville blive 23 procent hjerneskadet efter ulykken. Heldigvis har jeg fået meget genoptrænet. Jeg er førtidspensionist, men klarer mig fint i dag - omstændighederne taget i betragtning.
- Jeg har meget at sige Gud tak for. Ulykken kunne lige så godt have kostet mig livet, fortæller Ingrid Olsen Yeh, der efter nogle år flyttede tilbage til sin fødeegn og bosatte sig i Nykøbing Falster.

Spontan kontakt
med kinesere

På stationen i Nykøbing for knap seks år siden kom der igen liv i det missionskald, Ingrid fik som ung pige.
- Jeg mødte nogle kinesere på stationen, kontaktede dem og de lyste op og strålede, da de mødte en dansker, der kunne kinesisk. Kinesiske flygtninge er fortrinsvis blevet anbragt i asylcentrene i Nykøbing og i Holbæk, fortæller Ingrid, der lærte kinesisk som ung missionær.
- Ret hurtigt fik jeg på hjerte, at kontakte Asylcentret på Falster. Jeg understregede, at jeg ikke var fra Jehovas Vidner, men kom i folkekirken. Vi fik hurtigt et godt samarbejde. De kinesiske flygtninge er meget sproghandicappede. Kun de færreste kan lidt engelsk, og de har også svært ved at lære dansk. Derfor er de meget isolerede, men de vil gerne have kontakt med danskere, der kan deres sprog.
Det kræver samme kulturelle baggrund at komme helt ind bag facaden hos en kineser. De viser normalt ikke følelser.
- Det er også baggrunden for, at jeg og andre henvendte os til min gamle arbejdsplads China Lutheran Seminary på Taiwan for et par år siden, og bad dem sende teammissionærer herop med mellemrum.
Flere folkekirker i Nykøbing Falster har samarbejdet i et kirkeligt netværksarbejde for at række ud til kineserne. Man har bl.a. arrangeret ”Middag på Tværs”, fortæller Ingrid Olsen Yeh, der i dag har kontakt til omkring 50 kinesere i Danmark. Seks er blevet kristne og døbt.

Mange kinesere er
ulykkelige i DK

- Nøglen til kinesere er sproget. Derfor er det også glædeligt - ja, det er en drøm, der går i opfyldelse, når vi får en kinesisk menighed i Danmark, som Skandinavisk Kinesisk Kristen Kirke arbejder på i København.
- Generelt er kinesere åbne for kristendommen. De stiller mange spørgsmål og er nysgerrige. Men den ateistiske baggrund gør det også svært for dem at forholde sig til noget guddommeligt. Det tager tid. Selv om det er et land, hvor mange ting er forbudt, er alting samtidig tilladt for en kineser. De har ingen problemer med at lyve for eksempel. Korruptionen er meget udbredt i Kina. Kun Guds ånd kan overbevise en kineser om, hvad der er ret, og hvad der er forkert. En kineser har svært ved at erkende sig som en synder, der har brug for Guds nåde.
- Vi behøver virkelig et struktureret arbejde blandt de 10.000 kinesere i Danmark.
- Mange kinesere har det slet ikke så let her, som de drømte om at få. De fleste er fattigdomsflygtninge. Men de har svært ved at blive integreret på grund af sprogvanskeligheder, og de er vant til at leve i store familier. Så mange er ensomme.
De kommer, fordi de tror, de bliver lykkeligere i Danmark. Men mange af dem bliver skuffede. De fortryder, og en del rejser hjem igen til Kina, når de har fået deres danske statsborgerskab efter syv år, så de kan vende tilbage til Danmark senere til folkepensionen, hvis de skulle ønske det.
- I Kina må man kun have ét barn, så de fleste familier får barn nummer to og tre, efter de er flygtet til Danmark, fortæller Ingrid Olsen Yeh.

Traktater ud på
hovedbanegården

Ingrids telefon ringer ofte, og der kommer og går kinesere i hendes hjem, både når de trænger til at snakke, og når de skal have oversat papirer fra de danske myndigheder.
På Københavns Hovedbanegård kan man også sagtens møde Ingrid, når hun går rundt og deler indbydelser ud til kinesere til arrangementer i København og andre steder.
Dansk Kinesisk Fællesskab holder gudstjeneste ugentligt, bibelstudiegruppe i København, og Fællesskirken i Ølstykke er også involveret i arbejdet blandt kinesere.

Liv med smerter
og glæde...

Når Ingrid ser tilbage har hun haft et liv både med smerte og glæde. Men hun har først og fremmest haft et spændende liv, siger hun.
- Jeg har været alene med børnene i mange år, da min mand blev syg og rejste tilbage til Taiwan. Vi ser kun hinanden i lange ferier. Jeg elskede min lærergerning på Johannesskolen. Havde jeg ikke været udsat for den ulykke, var jeg aldrig flyttet tilbage til Lolland Falster.
Men da børnene var blevet store, trængte jeg til at komme væk fra Hillerød. Det var Guds ledelse, for på den måde kom jeg blandt kinesere igen. Jeg står i gæld til Gud, fordi han reddede mit liv. Mit dårlige helbred tvinger mig til at leve Gud nær, så jeg får kræfterne til arbejdet, smiler Ingrid.

Artiklen bragt i Udfordringen uge 38/2005