|
Jeg blev født i 1956.
Jeg er efternøler og har to søskende der er 12
og 13 år ældre, så jeg var nærmest som
et enebarn.
Min far var postbud og min mor passede hjemmet. Sådan
var mange familiers mønster. Samtidigt kom kvinderne også
ud på arbejdsmarkedet og børnene i børnehave
og sfo. Jeg gik i børnehave for at få legekammerater.
Min søster begyndte at gå til spejder og blev igennem
spejderbevægelsen en kristen. Det fik betydning for mig.
Hun tog mig med i søndagsskole og til arrangementer for
børn. Min mor satte en stopper for det da jeg begyndte
at tale om Gud.
Min mor var ikke glad for det med Gud, slet ikke når der
blev talt for meget om tro. Mine forældre forbød
min søster og jeg, at komme i kirke.
Min søster begyndte så at gå til porcelænsmaling.
Lærerinden var 'tilfældigvis' en kristen fra min
søsters kirke.
Jeg var lidt for god til at finde på bøllestreger
eller drengestreger da jeg blev teenager. Jeg elskede at køre
på knallert, også lidt hurtigere end det var tilladt.
En gang blev jeg stoppet af politiet og fik en bøde for
at have pillet ved motoren. Politiet beslaglagde de ulovlige
dele. Min far betalte bare uden at skælde ud. Han kunne
se at det var straf nok for mig at jeg ikke kunne køre
knallert, før jeg fik nye dele til motoren.
Gud var ligesom blevet helt væk for mig, men han havde
ikke glemt mig.
Jeg begyndte at gå sammen med nogle rødder, der
var man accepteret. Venskab og accept betyder alt for mennesker
…. Og måske især for teenagere. En af de pænere
drenge havde forældre der var kristne.
Det var konstateret at jeg havde en sygdom som jeg ville dø
af inden jeg blev så meget ældre. Min kammerats forældre
kunne se at jeg ikke havde det godt, og begyndte at fortælle
mig om Jesus. Jeg kunne huske de gode ting jeg havde oplevet
som barn og min kammerats mors øjne var som en ild af
kærlighed. Jeg kunne godt se at jeg manglede lige netop
den kærlighed. Jeg tænkte, hvis jeg bliver kristen
hvem er jeg så, hvad med vennerne, mister jeg dem??? Jeg
blev en kristen … men det blev mine venner også.
Til min store overraskelse blev mine forældre glade
da jeg blev en kristen. Som min mor sagde … nu behøver
vi ikke være bange for hvad du finder på.
Min far kom til tro og blev døbt som 69 årig.
Jeg kom på en kristen højskole i Mariager og mødte
mit livs kærlighed, min hustru.
Min præst og min søster og svoger bad for mig
… det tænkte jeg ikke så meget på…
ikke før at folk sagde til mig. Dine øjne er blevet
så klare .. de havde nemlig været gule af affaldsstoffer
fra ødelagte blodlegemer. Min sygdom havde givet slip
på mig. Gud er nemlig i stand til at gøre mirakler..
også selv om vi ikke tænker eller tror på det.
Underligt nok blev jeg ikke helt rask, men rask nok til at kunne
leve videre uden at have en dødsdom hængende over
mig.
Når jeg lægger sammen og trækker fra…
i forhold til alle de erfaringer jeg har fået, har jeg
været utrolig heldig, hvis det kan kaldes held. At blive
en kristen. |
