Halleluja! Gud skal haŽ al æren!

Jacob Sode og hans græske kone, Sophia, kom med deres to drenge til Ialibu i højlandet på Papua New Guinea i begyndelsen af 1961. Her levede folk den gang endnu på stenalderstadiet og havde kun havde set ganske få hvide mennesker. De kom for at forkynde evangeliet, men også for at hjælpe med skoleundervisning og sygeplejearbejde.

Ret tidligt spurgte Jacob Sode om det var rigtigt, at der stadig fandtes kannibaler på New Guinea. Den gamle mand i landsbyen, som Jacob var kommet i snak med rystede ihærdigt på hovedet og sagde "Nej, sådan noget gør vi sandelig ikke, men dem ovre på den anden side af bjerget, gjorde det vist nok i gamle dage. I øvrigt smager det som gris".

Foran Sophia og Jacob Sode lå en stor udfordring og de oplevede virkelig at vandre i "forudberedte gerninger". Gennem en spændende Power Point vise Jacob Sode mange billeder fra livet i højlandet, men også fra de seneste år, hvor Jacob var fængselspræst i Port Moresby.

 Venstre billede: Små bange børn ser en hvid mand for første gang.

Højre billede: Glade skolebørn et par år efter.

Mange gange så vi to billeder på skærmen, dels ét med en voksen mand eller kvinde, dels ét med en flok nøgne børn. Og så fik vi historien om det barn, der nu som voksen er leder af forstvæsenet på Papua New Guinea, eller er leder af fængslet i Port Moresby, eller er guvernør -eller. Og gang på gang udbrød Jacob Sode: "Er det ikke herligt, hvad Gud kan gøre og har gjort! Halleluja! Gud skal haŽ al æren!"

Vi lyttede til beretningen om indfødte, der levede i frygt for de afdødes ånder, hvis knogler og kranier man i ærefrygt bevarede i åndehuse og som blev bestænket med griseblod for at pacificere ånderne. En kærkommen anledning for missionæren til at fortælle, at det ikke er griseblod, men Kristi dyrebare blod, der renser for al synd, og at Han som den opstandne Frelser og Herre kalder de forundrede indfødte til sig selv - til omvendelse og nyt, evigt liv. "Det skal siges meget enkelt", understregede han.

Der var billeder af forhutlede børn, ingen ville kendes ved, og som menneskeligt talt var dømte til elendighed, men som nu kom under evangeliets forvandlende magt og missionærernes kærlige pleje. En af dem adopterede missionærparret som deres søn. David hedder han og sidder nu i en høj juridisk stilling i statsadministrationen. Der var adskillige eksempler på lignende forvandling. Nogle var selv blevet evangeliets glade budbringere til deres eget folk.

Hvad skal man nu i det moderne Danmark sige til dette? Har antropologerne ret i, at vi ikke skal blande os i de indfødtes kultur? At de er lykkelige i deres oprindelige levevis med frygt for onde ånder, bestænkelse af griseblod, mord og stammekrige, i nogle tilfælde kannibalisme, misrøgt, ideer om at f. eks. en tvillingefødsel er af det onde. Nej, nej og atter nej, antropologerne er selv i åndelig mørke, og blinde kan ikke lede blinde.

Jacob Sode gav tilhørerne en aften udover det sædvanlige, hvor i sandhed missionens mægtige Herre blev ophøjet, han som ifølge Jacob Sode skal have al æren. "Vi har blot været redskaber, der stillede sig til rådighed", siger han.

Sophia og Jacob Sode gik til nogle af de folk, der aldrig havde hørt evangeliet og Gud virkede og lod dem se resultater af deres tjeneste.


Artiklen har været bragt i Udfordringen den 13. marts 2008