Begæret som tvinger og binder – nåden som løser

”Loven er fra Gud, og den er god. Det er ikke dér, vanskeligheden ligger. Men jeg er et ugudeligt og syndigt menneske, som ikke er i stand til at adlyde den. Jeg forstår slet ikke mig selv; for jeg ønsker virkelig at gøre det, som er rigtigt, men jeg kan ikke!” Sådan udtrykker Paulus sig i Romerbrevet kapitel 7 vers 14-15.(NT på hverdagsdansk 1985)

Som Paulus udtrykte det, er det frustrerende at være bevidst om, hvad det rigtige er og så ikke at kunne lykkes med at gøre det rigtige. En bevidsthed som kristne oftere har end ikke-kristne, qua bevidstheden om, at menneskenaturen er en falden natur i forholdt til Guds tanker.

Begæret forud griber handlingen. Når vi giver begæret næring, indfanges vi og begynder at planlægge, hvordan vi kan opnå det vi begærer. Vi tages til fange af en tanke, et mønster, et mål, og stiller os ikke tilfreds før vi har fået det vi begærede.

Hvor ofte har begæret ikke taget magten fra os? Været som en besættelse for os? Begæret giver os nok det vi begærer, men tager sig altid ’betalt’ på den ene eller anden måde. Død og fortabelse er den ultimative pris, men undervejs er der ’delbetalinger’: forhærdelse og foragt, arrogance og ydmygelse, tomhed og smerte. I ens eget liv og sandsynligvis også i andres!

Tilegnelsen af jordens glæder og livets mangfoldighed er ikke i sig selv forkert. I skabelsen gav Gud mennesket den opgave at opfylde jorden og underlægge sig den, men aldrig at ødelægge eller misbruge. Problemet ligger i ’hjertets indstilling’. Gud ser ikke skævt til menneskers lykke og glæde. Tværtimod. Han har skabt livet og materien – ånd, sjæl og legeme – det synlige såvel som det usynlige. Alt er godt, men ikke alt er nødvendigvis gavnligt. Om noget er gavnligt eller ej, afhænger af konteksten. Det er begæret og synden Gud står imod, fordi konsekvensen af synd er ødelæggende for den enkelte og for medskabningerne.

Spørgsmålet er; hvad eller hvem er herre i vores liv?

Vores liv, både individuelt og på det samfundsmæssige plan, er i høj grad styret af begær. Det gælder pornoficeringen af vore liv, det gælder vores jagt efter velstand og overflod, efter politisk indflydelse, efter succes, efter at dominere medskabningen og efter at dominere skaberværket. Begæret truer vores fysiske sundhed og jordens udvikling, når vi lever med et uhæmmet forbrug. Begæret er egoistisk. Begæret begrænser og tingsliggør. Begærets genstand bliver tingsliggjort og får kun værdi ud fra den nydelse, det kan give. Nytteværdien skævvrides.

Begæret tilslører menneskets sande natur og lægger en glemsel i vores sind, så vi undertrykker vores stilling som Guds børn. ’At høre dårligt efter’ – ’glemsel’ – ’at ramme ved siden af målet’ – ’at vende sig bort fra lyset’ er alt sammen begreber, der er knyttet til det bibelske begreb: synd. Synd kan være en bevidst modarbejdelse af Guds vilje, fx ved at overtræde Guds bud. Synd kan være ubevidst ’forblindelse’. Synd gør os fremmede for vores egen indre kerne. Synd driver os ud i den tilstand, hvor vi lever ved siden af os selv, uden for vor persons center, udenfor det Guds billede, vi skabtes i.

Synd kan være med os selv som subjekt eller med os selv som objekt. Vi kan synde mod andre, og andre kan synde mod os. Synd handler dog dybest set altid om forholdet til Gud og udspringer af, at vi har glemt Gud, forhærdet os om os selv og sat begæret først. Synd udfoldes i handlinger, tanker, følelser og ord, som påvirker både os selv, andre mennesker og verden omkring os. Derfor medfører synd skyld i forhold til den, synden går ud over. Synd medfører altid skyld i relationen til Gud, fordi den er en krænkelse af Guds lov. Synden tilsidesætter kærlighedens lov. Synd skaber barrierer. Synd og skyld medfører sårede liv, syge liv, og er den dybeste årsag til død. Ved synden har vi sat os ud over livets lov. Syndens løn er døden.

Over for synden står nåden. Ordet nåde betyder velvilje, gunst, omsorg, opmærksomt nærvær, glæde. Nåden udtrykker Guds gavmildhed og godhed, barmhjertighed og tilgivelse. Når man i juraen ’lader nåde gå for ret’, eftergives straffen. På endog endnu større måde betegner nåde Guds barmhjertige overbærenhed med synderen. Nåden er det centrale frelsesbegreb: udtryk for en holdning hos Gud, der ubetinget tilgiver mennesket. Tilgivelsen er begrundet i Jesu stedfortrædende lidelse og død. Mennesket kan ikke ved sine egne handlinger gøre sig fortjent til tilgivelsen. Nåde er også en kraft, formidlet ved Helligånden, som virker gennem åbenbaring, tro og erkendelse.

Når synd er defineret som synd, dvs., når de handlinger, som har krænket mig, eller hvormed jeg har krænket andre, ses i øjnene og bekendes med intentionen om at gøre det forbrudte godt, er forudsætningerne tilstede for et menneske, ’at gøre bod’. Dét kaldes det i kristent sprogbrug, jf. det at bøde et fiskergarn. Altså at reparere og gøre garnet helt igen. Her er blot ikke tale om fiskergarn, men om menneskeliv.

Nådens gave er som nævnt, at Gud i Kristus har tilgivet vores synder. Tilgivelsens videre forudsætning er, at vi forpligtiger os til selv at tilgive dem, vi har noget at tilgive. Det er ikke kirken, men Jesus selv, der gør tilgivelsens princip ultimativt. Endda i flere sammenhænge og udtalelser. Fx i bønnen Fadervor: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det ikke så meget som antydes, at vi kan modtage tilgivelse på nogen som helst anden betingelse.

At tilgive andre mennesker er ikke ensbetydende med, at man skal erkende, at det slet ikke er så galt fat med dem, selv om det er helt åbenlyst, at dét er det. Det vi her bl.a. udfordres på er, at vi skal skelne mellem menneskers handlinger og selve mennesket. Vi skal så at sige elske mennesket bagved handlingerne.

I Guds bud findes kravet ”Du skal elske din næste som dig selv”. Dette krav er ikke bundet op på en følelse, men på et forhold, der kendes hos de fleste af os, til trods for, at vi ikke nødvendigvis føler hverken sympati eller hengivenhed over for os selv. Nej, men uanset hvor lidt vi bryder os om vore egne handlinger, vores fejhed, indbildskhed, begær eller løgne, så evner vi forstående nok, at skelne vore egne handlinger fra ’mennesket bagved’. Det samme kræver Gud at vi gør, i forhold til vore medmennesker.

Det bud, der handler om at elske vores næste som os selv, handler altså ikke om at formindske det had vi føler over for ondskab, løgn og svig. Kampen mod ’synd og uretfærdighed’ skal hverken opgives i forhold til os selv eller andre, nej, men den skal fortsættes med håb. I tro på, at han som har begyndt sin gode gerning i os, vil fuldføre den, indtil Jesu Kristi dag. Det gælder mig, og det gælder min næste!

Guds nåde erfares i hans fortsatte omsorg for skabningen. Guds nåde er, at han aldrig glemmer mennesket eller de løfter han i kærlighed har givet sit folk. Uanset hvor langt ud i elendighed vi så end kommer. Gud elsker det enkelte menneske som sit barn og han bliver aldrig træt af at indbyde barnet til livet i sit rige. Gud er tålmodig og søger til stadighed barnets vækst.

Der er et Jesus-udtryk: ”at tage sit kors op”, som relaterer sig til vor vandring med Gud. Det betyder, at vi må tage en byrde på os for at leve som kristne. Heri ligger også en erkendelse af, at dette er noget man selv må gøre og som andre ikke kan gøre for en. Jesus bruger korsbilledet (længe før sin egen korsfæstelse) til at understrege, at hver enkelt af os har en opgave og et ansvar i forhold til at gøre op med det gamle liv. Sagt på en anden måde: Nåden er gratis, men ikke billig. I Galaterbrevets kapitel 5, vers 24 står der: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.” Og i Romerbrevets kapitel 8, vers 12 til 14 står der: ”Så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve”.

Gud forstår den kamp vi kæmper og hans nåde når os hvor vi end er, når vi kalder på ham. Vor tro ufravigelig er: at det er Kristus eller intet. At vi skal tage korset op og følge ham – eller også fortvivle. Det er uomgåeligt! Men kampen er ikke en kamp i frygt og slaveri. I forlængelse af det ovenstående citat i Romerbrevet følger i versene 15b til 17a: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” Og i versene 31 til 39: ”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? – som der står skrevet: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.

Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

(”Du Herre Krist” DDS nr. 52, tekst: Hans Christensen Sthen 1588, Fr. Hammerich 1850, melodi: Henrik Frimand-Meier.)