|
| DAGENS ORD: |
”Om tider og timer har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. v2 For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten.”
1 Thessaloniker 5:1
|
|
|
Julen 1931
2007 dec 3
|
Julen 1931
Dette år var et år med stor fattigdom og arbejdsløshed.
Mine forældre hørte til indre mission. Vi var 7
søskende og Jeg var 9 år gammel.
I mit hjem var julen en stor tradition som begyndte den første
uge i december måned. Der kom unge fra KFUM og KFUK. Min
far begyndte aftenen med bøn og et ord fra Bibelen og
vi sang en julesalme. Der blev klippet julehjerter, engle og
stjerner, alt sammen til at hænge på træet.
Der blev også lavet små kurve og i dem blev der lagt
en appelsin og et æble. For os børn var det en stor
begivenhed.
Midt i december skulle grisen slagtes. Grisen kaldte vi for
Lasse. Vi havde et lille rum hvor Lasse holdt til. Ellers gik
han sammen med hønsene. Vi fik ham tidligt i foråret
og han blev meget tam og vi holdt alle meget af ham. Han var
så tam at han kom når man kaldte på ham. Så
kom dagen hvor Lasse skulle slagtes. Vi var alle kede af det.
Min bror Martin på 11 år græd. Mor og vi børn
gik i byen, for vi kunne ikke holde ud at være der når
slagteren skulle til. Da vi kom hjem var det hele overstået.
Man må huske på, med grisen Lasse var der mad til
hele vinteren og den var lang og streng.
Mor begyndte at bage. Det var om eftermiddagen når vi
kom hjem fra skole. Der blev bagt brunkager og kogt klejner.
Mor var en tusind kunstner, for hun lavede også konfekt.
Lavede syltede tomater, græskar, agurk, og rødbeder.
Mor var meget flittig og vi elskede hende. Hun var god mod de
fattige for det var der brug for den vinter. |
|
|
Så kom dagen hvor juletræet skulle hentes i skoven.
Der var meget sne det år så træet blev kørt
på slæde. Træet blev sat op i den lille stue
lillejuleaften. Døren blev lukket ind til stuen og træet
blev pyntet. Det var fars opgave.
Så blev det juleaftens dag. Mor havde meget travlt.
Flæskestegen blev sat i ovnen. Køkkenet var jo gammeldags
med et brændekomfur, men det var et herligt sted. Det bedste
sted i hele huset. Klokken 16 gik far med os børn til
julegudstjeneste, medens mor passede maden i køkkenet. |
|
|
Klokken 18 gik vi til bords. Far bad bordbøn og takkede
Gud for maden. Det var et festmåltid. Efter vi havde spist,
hjalp vi mor med opvasken. Så gik vi igen ind i spisestuen
hvor der stod appelsiner, æbler, dadler, figner nødder
og konfekt. Så blev salmebøgerne lagt frem og vi
sang: Et barn er født i Betlehem. Det kimer nu til julefest.
Derefter bad far en bøn og takkede for frelsen. Så
blev Bibelen taget frem. Vi børn måtte lyttede og
vi syntes at det blev lidt langtrukkent. Vi ventede jo spændt
på det tændte træ og julegaverne.
Så blev træet tændt og vi sang flere julesalmer.
Så fik vi julegaver og jeg fik en meget fin træhest,
den var flot. Juledag om formiddagen ønskede
far os alle en glædelig jul. Juledag gik med god julemad
og hygge i familiens skød. |
|
|
Sådan var julen i 1931 som jeg husker den.
Karlef Jensen. |
|
|
Karlef har selv overtaget den tradition at læse hele juleevangeliet
lige fra starten fra 1 Mose bog kap. 3:6, dernæst fra profeten
Esajas: kap. 9:6 ,samt kap. 11:1, videre til Mika kap 5:1 og
til sidst Lukas kap. 2 og 3. |
|
|
|
|
|
|
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra
den autoriserede oversættelse af 1992.
|
|
|
|