DAGENS ORD: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” 1. Johannes 1:8

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Kan vi være det bekendt?

3 nov. 2009

I disse dage hører vi om, hvordan man i velfærdssamfundet sætter flere og flere familier på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje.

Trods regeringens løfter om at nedbringe antallet af danskere, der sættes på gaden, går udviklingen i den stik modsatte retning. Aldrig tidligere har flere danskere måttet flytte fra deres bolig, fordi de ikke kan betale deres husleje end i årets første 10 måneder.

Flere boligselskaber ligger 30-40 procent over niveauet fra sidste år, hvor regeringen ellers gav kommunerne nye redskaber til at hjælpe gældsplagede lejere. Den udvikling bekymrer både politikere og boligselskaber, skriver Berlingske Tidende:

"Det er dybt bekymrende og en ulyksagelig samfundsudvikling. Hver gang, vi er nødt til at sætte en familie på gaden, er det en tragedie. Men når lejerne ikke kan betale, er vi desværre nødt til det, siger Gert Nielsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening."

Vi lever i et af verdens rigeste lande. Vi har det med at bryste os af, at vi har et godt socialt sikkerhedsnet. Men har vi stadig det, når vi oplever at så mange mennesker sættes på gaden, at flere og flere unge er nødsaget til at opsøge kirkernes væresteder for at blive mætte?

Vi har som samfund, som kirker og som kristne ansvar for at række hånden ud til mennesker i nød. Næstekærlighedsbudet er klar, når det handler om mennesker i nød. Men næstekærlighedsbudet er tilsyneladende sat ud af kraft i det sekulariserede postkristne samfund.

Bjarne Nederby Jessen
netkirkepræst
3. november 2009



Bjarne Nederby Jessen

Skrevet af:
Bjarne Nederby Jessen, Netpræst
Frikirken Salem

[ Mail to Bjarne Nederby Jessen ]

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk