DAGENS ORD: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.” Efeserne 1:7

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Respekt!

29 sep. 2022

Kongehuset offentliggjorde onsdag, at prins Joachims fire børn fra nytår ikke længere kan kalde sig prinser eller prinsesse til Danmark. Og med dronningens argument om at ”jeg tror, at det vil være godt for dem i deres fremtid, og det er det, der er årsagen,” er der kun at udtrykke respekt om regentens beslutning, uanset de mange følelser der er på spil i øjeblikket, for prins Joachim og hans familie.

For det her handler om at fremtidssikre kongehuset. Det handler om at være i synk med tiden og de rimelige forventninger samfundet naturligt må have til en institution, som kongehuset, der alt andet lige nemt kan fremstå som en anakronisme, hvis ikke rammen og formen løbende tilpasses.

Og hvis prinsesse- og prinsetitlerne fortsat skal nyde respekt, så må mængden af de mennesker i Danmark der bære dem være begrænset. På samme måde som andre europæiske kongehuse skær ned i antallet af prinser og prinsesser, således virker det klogt, at dronningen har truffet sit valg. At det samtidigt sætter Joachims børn i en mere fri position, er åbenlyst, på den længere bane.

Prins Joachim er tydeligvis uenig med sin mors beslutning, men det klæder ikke kongehuset, at han begynder at bestride den offentligt. Stemningen er formentlig ikke alt for god lige nu i den kongelige familie – dog den kan da umuligt blive forbedret af, at offentligheden involveres. Som borger har jeg den klare holdning, at kongefamiliens kontroverser ikke kommer mig ved, lige så lidt som jeg heller ikke vil vide af deres indeklemte følelser.

Kongehuset er vores samlende repræsentanter, for det landet står for, ikke en samling kendisser, som så mange andre af dem, der optræder i pressens mediemølle. Det må prinser og prinsesser holde sig for god til.

Når regenten træffer sin beslutning efter grundige overvejelser, for institutionens bedste, i tråd med den overenskomst der råder mellem kongehuset og vores demokrati, så klæder det alle at bakke op om beslutningen.

Respekt!


 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk