DAGENS ORD: ”Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel,” Judas 24:24

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Giver det mening at offentligt ansatte strejker?

29 jun. 2021

Det er i virkeligheden et gammelt spørgsmål. Da Arbejdsretten for mere end hundrede år siden blev oprettet, var det også et tema. Og frem til engang i 1970’erne var strejkeretten ikke et kampmiddel for fx sygeplejerskerne.

Med Dansk Sygeplejeråds (DSR’s) igangsatte strejke er det igen et relevant spørgsmål at stille: Giver det mening at offentligt ansatte strejker for bedre ansættelsesvilkår?

I min optik giver det ingen mening at offentlig ansatte strejker. For strejkevåbnet er ineffektivt når det kommer til stykket i spørgsmålet om offentlige ansattes ansættelsesvilkår. Se blot på DSR’s varslede konflikt, der sine steder er en billig omgang for arbejdsgiverne, som sparer udgifterne til løn, samtidig med, at nødberedskabet enkelte steder er bedre end den normale bemanding. Kun patienter betaler prisen ved udskudte operationer og den ulempe det medfører. Foruden naturligvis de sygeplejersker der efterfølgende skal genopbygge DSR’s strejkekasse.

En strejke på de offentlige områder kan i bedstefald kun fungere som megafon i forhold til at påvirke den offentlige mening, der så igen indirekte kan tvinge politikkerne til efterfølgende at finde de nødvendige midler til at forbedre de offentlige ansattes vilkår. En disciplin der typisk først for alvor igangsættes når den officielle overenskomstforhandling for længst er afsluttet efter indgået forlig eller efter en gennemført lovgivning, der tvinger de ansatte tilbage på jobbet.

Jeg er tilhænger af brugen af de aftalte konfliktvåben på arbejdsmarkedet, så længe det sker på det private arbejdsmarked. For her giver strejke- og lockoutvåbnene et mere jævnbyrdigt magtforhold mellem parterne.

På det offentlige område kan der aldrig opnås ligeværdighed mellem parterne, når strejke- eller lockoutvåbnene benyttes. Dertil er arbejdsgivernes magtbase så meget større og rummer reelt mange flere elementer end dem, som står til arbejdstagernes rådighed.

I spørgsmålet om hvordan offentligt ansatte kan opnå tilstrækkelig styrke til at gøre deres rimelige krav gældende overfor de offentlige arbejdsgivere, skal der ganske enkelt tænkes nyt. For naturligvis har offentlige ansatte samme ret til gode vilkår i jobbet, som privatansatte. Denne ret skal blot defineres på en anden måde og omsættes i et regi, hvor magtbalancen mellem parterne bedre sikres, end gennem de magtmidler som parterne i dag gør brug af. For sandheden er den, at offentlige ansatte reelt er den svage part, når arbejdsgivere og arbejdstagere lægger arm ved forhandlingsbordet, uagtet fagforeningerne der repræsenterer medarbejderne i det offentlige regi, typisk har den højeste medlemstilslutning på det danske arbejdsmarked.

De fagforeninger der repræsenterer de offentligt ansatte, gør klogt i at anerkende virkeligheden – at de står svagere over for deres arbejdsgivere, end dem blandt deres fæller, som agerer på det private arbejdsmarked.

Dernæst bør de overveje at tænke i alternativer. I forhold til den igangværende konflikt på DSR’s område, ja der er det naturligvis for sent at gøre andet end afvente udfaldet. Men på den længere bane håber jeg, at der findes modige kvinder og mænd, der tør tænke ud af boksen og som vil vove at sætte strejke- og lockoutretten i spil, så forhandlingerne i fremtiden på det offentlige område kan blive mere ligeværdigt. Det fortjener fx de hårdtarbejdende ansatte i sundhedssektoren. Og i en Arbejdsretslig forstand giver det god mening at der skabes andre konfliktløsningsmodeller på det offentlige område end dem der er gældende på det private arbejdsmarked.






 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk