DAGENS ORD: ”Derfor vil jeg gøre jer bekendt med, at ingen, som taler ved Guds ånd, kan sige: Forbandet er Jesus! og ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” 1 Korinter 12:3

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Hvad må forældre?

4 sep. 2020

Hvor meget kan forældre tillade sig på deres børns vegne? Er det en samfundsopgave at sætte klare begrænsninger op for forældre og barn relationen? Ja, hvis forældre misrøgter deres børn, skal samfundet naturligvis træde til, men hvor går grænserne? Hvor langt strækker familiens autonomi sig? Hvis forældrene tilhører en minoritet, kan majoriteten så pr. definition alligevel altid vide bedre?

Det forventes af minoriteter, at de skal finde sig i og indrette sig efter majoriteten. Vi mennesker har ofte en umiddelbar indbygget forestilling om, at majoriteten er dem, der har den "mest rigtige" holdning og adfærd, og at minoriteterne er mere eller mindre yderliggående i deres livsstil, adfærd og holdning.

Majoriteten respekterer minoriteternes egenart og frie valg, så længe de lever lovlydigt og ikke forsøger at prakke andre deres holdning på, om den så er religiøst, politisk eller moralsk funderet. Når vi mennesker konfronteres med andre mennesker, som har en anden livsstil, adfærd eller holdning end vores egen, så reagerer vi tit med skepsis, mistro og fordomme. Det er blot ikke altid vi selv kan se det.

Tidens danske modstand mod og foragt for, af religiøse grunde at omskære drengebørn, viser med al tydelighed, hvor svært majoriteten har ved at forstå minoriteten. Og debatten fyldes med en følelsesladet tilgang, der taler om at omskæring er et traume og et overgreb. Det handler om at beskytte den lille drengs krops ukrænkelighed og sikre hans frihed til selv at tage stilling, når han bliver myndig; så han ikke krænkes i barndommen af et fysisk dikteret indgreb fra forældrenes side. Det lyder umiddelbart pænt og rigtigt, ikke sandt? Det tilsidesætter blot hele den samlede families baggrund og er en disrespekt af deres mest dyrebare forståelse af egen kultur og religiøse sammenhæng.

Som én der tilhører majoriteten af danskere, der ikke har fået omskåret mine drenge da de var otte dage gamle, og som i det hele taget ikke tillægger en religiøs omskæring nogen betydning, ja så kan også jeg umiddelbart tage afstand fra indgreb, der ikke har et medicinsk formål. Men kan en religiøs omskæring gøres rationelt op?

Ifølge Lægeforeningen er drengeomskæring hverken en operation med stor risiko for komplikationer eller store sundhedsfordele. Ifølge Lægeforeningen er spørgsmålet om omskæring i Danmark hovedsageligt en etisk problemstilling. Og ser vi lidt længere ud i verden, ja så er fx et sted mellem 70 og 80 procent af alle amerikanske mænd omskåret, så et kæmpe medicinsk problem kan der vel ikke være tale om?

I en artikel fra 2018 udtalte Lise Møller, formand for etisk udvalg i Lægeforeningen: »Det er Lægeforeningens opfattelse, at der ikke er klar videnskabelig konsensus om emnet. Der er ikke fuldstændigt klare sundhedsfordele, men der er formentlig heller ikke store risici for komplikationer ved operationen«.

Lægeforeningen mente dengang, at omskæring uden medicinsk begrundelse nærmere er et etisk spørgsmål end et videnskabeligt. »Når du behandler patienter, uanset om der er medicinsk årsag eller ej, skal patienten give sit informerede samtykke. Det står i sundhedsloven. Men da patienten i de her tilfælde er for ung, overgår det samtykke til forældrene,« sagde Lise Møller.

I virkelighedens verden gør alle forældre mange valg på vegne af deres børn. Forhåbentligt i den bedste mening. Fra hvilken mad og drikke de serverer, til hele den sammenhæng opvæksten sker i. Nogle børn ender alligevel med at få for lidt protein, eller for få vitaminer, mens andre får for meget sukker. Nogle har en lettere afstumpet tilgang til deres børn, mens andre igen har en overbeskyttende tilgang. Flertallet sender deres børn i skole, mens et mindretal vælger en hjemmeskoleordning. Rigtig mange forældre vælger at lade deres børn følge det anbefalede vaccineprogram, mens andre fravælger en eller flere af vaccinerne, på vegne af deres børn. Andre igen gør noget helt femte. Alt sammen uden at samfundet i øvrigt griber ind.

Som samfund skal vi naturligvis gøre vores til at beskytte børnene, men en etisk problemstilling, så som omskæring af drengebørn, skal ikke forbydes ved lov, men fortsat være tilladt. Udgangspunktet må være familiens ret til at træffe egne beslutninger og deres frihed til, som den familie de nu engang er, bedst at kunne indgå på lige fod med de omkringværende fællesskaber, som betyder noget for dem.

Hvis medborgere i vores land – i kærlighed til deres drengebørn – vælger at de skal rituelt omskæres, så synes jeg de skal have lov til det, så længe det sker så smertefrit som muligt, for det lille barn. Og selvom jeg personligt ikke kan finde en rimelig grund til at det skal ske, så synes jeg det skal være en del af den enkelte families autonomi, og et tilvalg, den enkelte familie skal have lov til at tage.

Som dem der tilhører majoriteten i samfundet, skal vi være ekstra forsigtige med at pådutte mindretallet vores "mest rigtige" holdninger og overstyre deres adfærd. Immervæk har en af minoriteterne haft deres rituelle omskæring i ca. firetusinde år. Det synes jeg vi skal respektere. Det vi derimod kan forlange af dem er, at de medicinsk beskytter og smertelindrer deres drengebørn bedst muligt, når de fastholder deres ret til at få dem omskåret.






 
Henrik Frimand-Meier

Tanker i tiden

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk