[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]
Skru ned for diagnose fikseringen og op for diversiteten.
10 okt. 2011
Forleden kom min kollega på arbejde med en ekstra rynke i panden. Hun var indkaldt til et møde i børnehaven, fordi pædagogerne var bekymret for hendes ene datter. Datteren, der er tillidsfuld over for fremmede, er fuld af krudt; elsker at klatre i træer, eller i hegnet, er ikke bange eller sky af natur. Fire år og nysgerrig på hvad andre laver. Er nysgerrig på, hvad der er rundt om det næste hjørne! Hun har også næsten lært sig selv at læse, nu da storesøster er begyndt i første klasse. Men hun skiller sig ud. Det gør hun. Er ukoncentreret og lidt urolig, især når der leges indendørs. Når andre fireårige piger normalt er mere stille og generte, falder hun åbenbart i øjnene ved at være en ’krudt ugle’?Nu er der ikke sat en diagnose på pigen endnu, men processen og undersøgelsen er igangsat. I den allerbedste mening.
Jeg betvivler sådan set ikke den gode vilje fra hverken lægers, psykologers eller pædagogers side, men kan det virkelig passe, at det altid er børnene den er gal med? Kan tidens fiksering på normer, diagnose og medicinering ikke også have blindet de professionelles og dermed samfundets syn på de børn (og voksne), der falder mere eller mindre uden for normen? Normer, der i vores resurseknappe tider mere tenderer mod det snævre end det vide.
Tankevækkende er det i hvert fald, at stadig flere børn får medicin mod især ADHD. Lad så ADHD være illustrationen på en mere almen trend i vores tid, der har en udpræget fokus på diagnoser og efterfølgende et større forbrug af medicin, alt imens almen menneskelig omsorg og forståelse synes at mindskes.
De seneste 10 år er medicinforbruget eksploderet på ADHD-området. Nye tal fra Apotekerforeningen viser, at alene i årets første otte måneder af i år, er forbruget øget med næste 20 procent, sammenlignet med samme periode sidste år. Hvor der for ti år siden, var ca. 2.000 børn og unge der dagligt tog medicin mod ADHD, så er det tal nu mangedoblet til mere end 15.000 børn og unge.
Det er uhyggeligt, at vi har udviklet samfundet derhen, hvor det er blevet nødvendigt at medicinere børn i den grad som tilfældet er i dag. De ansvarlige bør spørge hinanden, om det virkelig er måden vi hjælper de her børn bedst på? Findes der ikke pædagogiske og psykologiske alternativer?
I Danmark er der ingen retningslinjer for hvad der skal til, før man diagnosticerer et barn med ADHD og udskriver medicin til det. Ofte er det de praktiserende læger, der får til opgave at stå for den medicinske behandling. Men er det ikke uhensigtsmæssigt, al den stund, at de ikke specielt er uddannede til denne opgave? Hvordan kan vi lade en sådan udvikling finde sted uden at nogen med forstand på disse sager bryder ’lydmuren’ og taler børnenes sag – så det giver genlyd!
Hvad er det i øvrigt der nødvendiggør den megen fokus på afvigelser fra den såkaldte norm, den norm der åbenbart afsløre behovet for, at flere og flere diagnosticeres med fx ADHD?
Er det besparelserne i kommunerne der også spiller ind og som flytter ressourcer væk fra borgene og i dette tilfælde børnene, over på mere og mere administration? Kommunalreformen har konkret kostet 14-15 mia. kroner hvert år siden kommunesammenlægningen. Ikke til flere borgerydelser, men primært til mere administration og ledelse.
Er det en værdig samfundsudvikling, at afsætte så få ressourcer til børnenes udvikling, at mange får behov for medicinering, samtidigt med at antallet af børn pr. pædagog i institutionerne vokser på grund af besparelser? Er det virkelig skattelettelserne værd?
Hvorfor er det pine nødvendigt, at begge forældre arbejder, for at familiens økonomi kan hænge sammen? Er det virkelig goderne og pengene værd?
Vi trænger til mere mental plads for at rumme de børn, som er larmende og mere aktive end gennemsnittet. Vi har brug for tid og kræfter til opdragelse og støtte af dem, der kræver mere af os end gennemsnittet. Børnene har brug for det. Dem alle sammen, også de ’pæne’ børn. Samfundet har brug for det, for at fremtiden må tegne lidt lysere end ellers. For at ikke ’en eneste af disse små’ skal gå fortabt. Og for at vi må få et mere rummeligt og menneskeligt rigt samfund.
Henrik Frimand-Meier
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
