DAGENS ORD: ”Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde” Romerne 11:6

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Hans Fhær Larsen

Netpræst

Hans Fhær Larsen, Netpræst, formand netkirken
Græsted Frikirke

Mail: hans.fhaer@gmail.com

 

Så slap dog af

16 aug. 2006

Gud vil at vi skal slappe af og lytte til Ham, men vi har så travlt med alle vores gøremål. Enten kæmper vi for at slippe væk fra Gud eller også kæmper vi for at finde ham og komme hen til ham, eller for at gøre ham så tilfreds som muligt med alle vores anstrengelser.

På mit kontor er vinduerne sådan, at de øverste ikke kan åbnes, mens det nederste kan. En dag her i sommer var der kommet en sommerfugl ind. Den fløj med det samme op i det øverste vindue og kæmpede for at komme ud. Den flaksede rundt med stor iver for at komme ud, og prøvede alle hjørner, især de øverste. Efter lang tid blev den så træt at den begyndte at flyve lavere og lavere, til sidst var den så træt, at den ikke kunne holde sig i det øverste vindue, men faldt ned i det nederste, med det resultat, at den ramte ud i friheden.

Vi hører ofte, at kristendommen er de svages tro. En tro for dem der trænger til en stok eller krykke for at komme igennem livet. Det er på sin vis rigtigt, for Gud har besluttet sig for at åbenbare sig for de enfoldige.
Lukas 10:21 I det samme blev Jesus fyldt med Helligåndens glæde og udbrød: »Jeg priser dig, Far, Himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for de vise og selvkloge og åbenbaret det for dem, der er enfoldige og tillidsfulde som børn. Tak Far, fordi du i din godhed har bestemt det sådan

Det er ikke fordi det ikke er for de intellektuelle og ”kloge og overlegne”, blot for at alle, høj som lav skal kunne være med på vognen. I mange tilfælde er det dem der ikke har kræfter til livet, der kommer ned i det nederste vindue, og kommer ud i friheden og får øje på den virkelige frihed, mens mange resursestærke mennesker kæmper rundt i det øverste vindue hele livet. De kan fornemme friheden, nok til at kæmpe for den, men ikke nå den. Gud lader sig ikke regne ud, han lader dig ikke slippe ud gennem det lukkede vindue, men venter tålmodigt på at du mister pusten, så du har tid til at lytte og finde den frie vej ud. Overført til bibelen, er det nederste vindue den dør som Jesus åbner for enhver der af hjertet ønsker at følge ham.
Matt 7:7 Bed, og I skal få. Søg, og I skal finde. Bank på, og døren vil blive lukket op for jer. 8For den, som beder, vil få. Den, der søger, skal finde; og døren lukkes op for den, som banker på.
Gud venter på at vi selv giver op og kommer til ham og siger: ”Nu kan jeg ikke mere, hjælp mig”. Vupti opdager du, at det nederste vindue står åbent og du er fri.

Det lyder måske meget let, og det er det sådan set også, hvis vi bare ikke blev ved med at flyve ind og op i det øverste vindue. Selv når vi har smagt friheden, ligger det dybt i os mennesker, at vi skal præstere noget for at fortjene friheden. Brug dine kræfter på at flyve i friheden. Når du holder dig der er der masser af dejlige opgaver som du med glæde kan udføre.

For Gud kommer du ikke til at styre. Du får ham ikke til at lukke det øverste vindue op, for Gudsplaner er så meget smartere og langsigtede, at det er bedre at følge Hans planer.

Es. 55:8 Min plan er ikke identisk med, hvad I selv kan tænke jer frem til; for mine tanker er anderledes end jeres. 9Som himlen er højere end jorden, er mine tanker og planer højere end jeres, siger Herren.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk