DAGENS ORD: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.” Salme 119:105

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Bo Nicolai Skov

Netpræst

Bo Nicolai Skov, Præst
Frikirken Salem

Mail: bonicolai.skov@salem.dk

 

Har vi fået nok i os selv?

16 maj. 2023

Kristi himmelfartsdag er atter over os, og det giver os en god lejlighed til at reflektere over de sidste ord, som Jesus efterlod sine disciple med. Men det giver også anledning til at spørge os selv, hvordan vi handler i forhold til disse ord.

I Markusevangeliet 16,14-20 læser vi:
Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

For ikke så længe siden afholdt vi et Lederforum i det kirkesamfund, jeg er en del af. Her samledes vi omkring centrale emner i vores kirkesamfund, herunder frivillighedens status og hvad vi skulle gøre ved det. Det, der virkelig satte sig fast i mit sind, var, da en af oplægsholderne bad os om at droppe tanken om, hvordan vi organisatorisk kan fremtvinge en vækst i frivillighedskulturen, og i stedet fokusere på en meget simplere tilgang: Er sagen god nok?

Det står klart, at sagen var god nok for de første disciple og resten af Jesu følgeskare, da han blev taget op til himlen og sat ved Guds højre hånd. Sagen var så god, at "de drog ud og prædikede alle vegne". Det var nok sådan, at de simpelthen ikke kunne lade være! Og de fik bekræftet, at sagen var god nok, da Herren "stadfæstede ordet ved de tegn, der fulgte med."

Vi læser også senere om, hvordan de første kristne delte deres liv, husholdning og ejendele og forsøgte at omfavne alle, der ønskede at blive omfavnet, gennem deres gode handlinger og store næstekærlighed. Alt dette skete, fordi den sag, som Jesus kæmpede for, var god nok. Den var faktisk så god, at hans disciple var villige til at dø for den. Den var så god, at det startede en bevægelse, som over de sidste par årtusinde har spredt sig til et hav af menigheder og trosfællesskaber.

Igen og igen læser vi i historien om, hvordan mennesker har oplevet en påmindelse om sagens vigtighed. Der har været fornyelser af Guds rige gennem utallige vækkelser og bevægelser, hvor folk mødte Jesus og smagte på, om hans sag nu var god nok eller ej. Mennesker, der ligesom dem der fulgte Jesus ikke kunne lade være med at ”gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen."

Men hvad med alle Jesu disciple i dag? På hvilken måde afspejler vores kirker og menighedskultur den befaling, som Jesus efterlod os, før han blev taget bort? Ser vi den samme iver og følelse af, at vi simpelthen ikke kan lade være med at lade vores liv, vores hjem og vores væren være en "prædiken" for vores naboer og vores lokalsamfund? Og her mener jeg virkelig ikke en moralprædiken, hvor vi løfter pegefingeren og fordømmer mennesker, men handlinger og ord, der afspejler Jesu ufatteligt store omsorg og kærlighed for hele hans skabning. Liv, der bliver dedikeret til at udleve den nåde, som vi først har fået i gave af Jesus Kristus, i andre menneskers liv, som måske ikke har hørt om det lys, som Jesus kan bringe ind i deres hjerters mørke.

Kan det være, at vi er i en tid, hvor vi har nok i os selv?

Nåden i Jesus er en gave, der i sin natur modsætter sig institutionalisering. Og det er måske noget af det, vi er kommet til at gøre i kirkerne.
Hvis Kristi himmelfart var i dag, og du havde været en del af den flok, der var samlet omkring Jesus, da han talte disse ord, hvordan ville du så have handlet anderledes i dit liv i morgen? Jeg tror, at Jesus kalder os til altid at grunde over hans kærlighed til os, men også til verden omkring os. Hvis vi ikke begynder der, så når vi nok ikke så langt. For som vi læser i Johannes 15:1-6:
"Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmesteren. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vinstokken, kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vinstokken, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre."

Vi kan ikke bære frugt i os selv, men kun hvis vi bliver i Jesus. For i ham er der kraft og styrke. I ham finder vi vores formål og mening.
Så lad os komme til Kristus og få kraft fra ham, så vi kan bære frugt i vores liv. Og lad os sammen dele denne frugt med den verden, vi er kaldet til at tjene. Lad os dele Guds rige og hans kærlighed med naboer, venner, kolleger og bekendte. Om det er ved at tale konkret om Jesus, bage boller til deres fødselsdag eller hjælpe med at klippe deres hæk, er ikke så afgørende. Det afgørende er at vi har noget fantastisk godt at dele med verdenen og at Gud vil bruge vores måde at dele det på, som passer til dem vi er og ind i de liv vi hver især lever.

Lad os bede om at erfare, igen og igen, hvor god sagen er, så vi, ligesom de første Jesus-følgere, ikke kan lade være med at gå ud i verdenen og prædike ordet om Guds nåde og kærlighed. Må Gud velsigne jer alle i jeres liv og i denne højtid.



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk