DAGENS ORD: ”Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv,” 1 Korinter 6:19

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Henrik Frimand-Meier

Netpræst

Henrik Frimand-Meier,
Netkirken

Mail: henrik.frimand.meier@gmail.com

 

Hvad venter vi på?

1 dec. 2022

Herrens komme – det er hvad advent betyder. Når vi ser os omkring i disse dage, så handler adventstiden mest af alt om hygge, om gaver, om mad og drikke. Alt sammen kan være godt; på hver sin måde og til hver sin tid.

Giver vi os derudover tid til at lytte og lade blikket drage forbi al glimmeret i december. Ja, lader vi vores opmærksomhed fange af den seriøse side af advent, så er der noget vigtigt vi kan lære, for advent rummer kimen til en gennemgribende fornyelse af vores føling med omverden og med os selv. Når vi tør tro budskabet om, at Herrens komme er noget vi rettelig skal tage alvorligt. Kristus er kommet, og han vil komme igen!

Jeg har ude af trit med tekstrækken (i år er det første tekstrække, der rettelig læses efter) valgt evangelieteksten fra 2. søndag i advent til denne prædiken. Også fordi en af kollegaerne andet sted skriver ud fra første tekstrække, men mest af alt fordi jeg selv er grebet af fortællingen, ikke mindst i lyset af hvad Kenneth E. Bailey skriver i bogen, Jesus set med Mellemøstlige øjne, om de ”kloge” og de ”tåbelige” brudepiger.

I Matthæusevangeliet kapitel 25, vers 1-13, findes lignelsen om de ti brudepiger. Klimaks i historien er ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” Når dette råb lyder, afsløres det, at den en halvdel af pigerne er tåbelige og den anden halvdel er kloge. Alle har lamper med, og alle lamper brænder. Men der er forskel på pigerne, for da brudgommens (og underforstået brudens) ankomst trækker ud, afsløres det af pigerne, der ubetænksomt ikke har medbragt ekstra olie.

Jesus udfordrer sin samtid på et interessant punkt: I jødedommen skulle der ti mænd til at fejre påsken, og der kræves ti mænd til en gyldig bryllupsceremoni og ti mænd som minimum for at oprette en synagoge. Her er mændene ikke fortællingens bærer, det er derimod kvinderne. Dernæst er det værd at bemærke, at kirken i eftertiden i evangelierne altid er hunkøn.

I Nærorienten på Jesu tid medbragte gamle såvel som unge kvinder altid en lampe, når de bevægede sig ud i natten, uanset om en skyfrie nattehimmel om sommeren med dens skin fra stjerner og måne, er tilstrækkelig belysning i den tørre klare luft. Her er det kvindernes omdømme der er på spil. Når kvinderne medbringer en lampe, kan ingen uset chikanere dem. Og kvinderne bruger ikke lampen som en lommelygte, så de bedre kan se hvor de går, næ nej, de holder lampen foran ansigtet, så alle kan se, hvem de er, og forstå hvor de skal hen.

I den lange ventetid blev de alle sammen i fortællingen døsige og fald i søvn. Ved opråbet om brudgommens ankomst vågnede de alle, hver og en. Men da gik problemet op for de tåbelige; der var ikke tilstrækkeligt med olie på lampen, til at de kunne nå frem til huset med deres gode omdømme i behold. De kloge piger var derimod forberedt på, at det godt kunne blive sent, før bryllupsoptoget kom til brudgommens hjem, så de havde taget ekstra olie med. De fem tåbelige kvinder trænger sig dernæst ind på de kloge piger og bad dem om noget olie. Men de får at vide, at de kloge kvinder kun lige har nok til eget brug. Da de tåbelige går ud for at købe ekstra olie, kommer brudgommen og hans brud, og hele selskabet strømmer ind i brudgommens hus, og døren lukkes. Det er trods alt midt om natten.

Sidst i historien kommer de kortsynede tåbelige kvinder tilbage til huset og finder døren lukket. De råber gennem døren, men brudgommen kendes ikke ved dem.

Et element i fortællingen er spørgsmålet om lånte ressourcer. Undervejs i livet kan vi låne mange ting af hinanden. Og vi kan hjælpe hinanden med magt og meget; ja også det er Guds vilje i mange af livets forhold. Men den personlige forpligtelse og det discipelskab der følger af at vandre i tro, kan man hverken give eller få til låns. Hver enkelt troende må tage del i Gudsriget med sine egne ressourcer.

Et andet element er udholdenhed. Det lange træk. I Gudsrige er der ikke noget der hedder øjeblikkeligt discipelskab eller øjeblikkelig modning. Livet i Guds rige kræver forpligtigelse over for den sandhed hver enkelt har fået åbenbaret, og er nået til erkendelse af i lyset af evangeliets ord.

For det tredje er reaktionen, når man kommer til kort af betydning. Når noget på grund af ens dårlige dømmekraft eller utilstrækkelighed i øvrigt går galt, kan problemerne ikke løses ved, at man råber ad andre mennesker eller ad Gud, sådan som de tåbelige brudepiger gjorde, da de ikke havde mere olie, eller da de kom og fandt døren lukket. Intet menneske er i en position hvor de med rette kan tillade sig at herse med andre mennesker, endsige med Gud. I Guds rige kan man ikke bare bjæffe ordre ad andre i et forsøg på at løse de problemer, som ens eget svigt har skabt. Hver og en af os må erkende vores egne fejl og bringe dem ind for nådens trone. Det kan andre ikke gøre på mine vegne og det kan jeg ikke gøre for dig!

Det var dødsens alvor, da Jesus førstegang kom til jord. Ikke mindre alvorligt er hans andet komme – Gud ved hvornår. Og for hver enkelt af os, vil også mødet med Herren finde sted, om ikke andet, i dødens time.
Gudsriget har en dør, som kan blive lukket. Lykkeligt det menneske, for hvem Jesus er døren ind til livet!
For dem, der er hengivne over for bryllupsfestens vært, står døren åben, men for de utro og tåbelige er døren lukket. Gud forbarme sig; det må vi alle bede om!

For hvert et menneske er tiden for Jesu genkomst ukendt. Men at han kommer en dag igen, skal være kendt af os alle! Hvorfor?

Fordi ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. Vores ord og handlinger har konsekvenser for andre end os selv. Vi kan ødelægge dagen for hinanden med en uvenlig bemærkning, og vi påvirker hinanden ved vores ord og vores handlinger. Den tro, du har, skal være en sag mellem dig og Gud, og salig er den, der ikke dømmer sig selv med det valg, han træffer. Men valget træffes på den baggrund, at vi ikke lever for os selv, men for den Herre, der lærte os kærlighed og omsorg.

Det er kaldet hver advent: Kristus er kommet. Kristus kommer til os i dag, i ordet, i bønnen og i gudstjenesten, og Kristus vil komme igen en dag for at lade Gudsriget træde helt synligt frem, og for at dømme verden. For at kærligheden fra Gud kan blive alt i alle. ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!”
Amen




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk