DAGENS ORD: ”Hesten gøres rede til krigens dag, men sejren er Herrens sag.” Ordsprogene 21:31

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Tackling, fællesskab og glæde

1 jul. 2019

I foråret var en af mine sønner på forlænget weekend på skiferie med sin kæreste i Trysil, deres lille datter var i Danmark , og de venter nr. 2 til oktober…
Fredag aften kom der pludselig en sms med billede fra en aftenpist i Trysil – der stod de med store smil, hun med en diamantring på fingeren, teksten var: bryllup september 2020.
Siden er datoen kommet til, familie og venner har fået det at vide – alle glæder sig…

Så sjovt at Jesus på et tidspunkt fortæller lignelsen fra Lukas om en mand, der gerne vil holde fest – han fortæller det til alle, der skal være med:
”Husk det! Der bliver fest! Dato og invitation kommer senere!!”
Og da så dagen kommer, og alt er parat, melder de afbud med verdens dårligste undskyldninger –”Desværre, jeg har købt en mark – jeg er nødt til at se til den – præcis i dag!” – eller: ”Jeg har købt nogle nye okser – de skal kløs bag øret – netop i dag!” – eller: ”Jeg er blevet gift – vi skal have alene-tid – præcis i dag!”

Når Jesus fortæller sådan en historie, det vi kalder lignelser – altså ikke ligninger med: 2 + x : 5 – hvad er x? – men lignelser, der ligner hverdagen, men som allermest handler om, at Gud er der for dig, at du er inviteret til fest i Guds rige – midt i verden med kærlighed og håb og velsignelse…
Du er inviteret til at være i Guds nærhed.

Nå, nu sidder du og læser det her i dag – og tænker, Ja, jeg ved jo godt alt det med Gud – men lige nu kæmper jeg altså med nogle ting, der ikke lige har med Gud at gøre, som er supersvære…”
Men da skal du vide, at når du føler, at der virkelig er tunge dage, så siger din far i himlen, ”Jeg er der for dig, jeg ser dine tårer og dine tunge tanker – og jeg svigter dig ikke…”
Du er inviteret til at være i Guds nærhed.

Et par eksempler på det…

Verdens dyreste fodboldspiller er vist nok Neymar. Han blev solgt til en ny klub for 1.65 milliarder kr. – rimelig meget!
Nogle år før i 2014 var han med i VM for Brasilien, han spillede fantastisk og var ganske ung. Midt i en kamp blev han tacklet bagfra, blev båret ud, kom ikke til at spille mere VM.
Jeg holdt lidt øje med medierne for at finde ud af, hvad der var sket med ham – og så var der en avisoverskrift: Neymar siger, ”Jeg takker Gud!”
Jeg tænkte, ”En ung fodboldspiller, der brækker ryggen og ikke får spillet VM, hvad takker han Gud for?”
Og artiklen fortalte, at Neymar takker Gud for de to cm, der gjorde, at det sted, hvor han brækkede ryggen, kunne han – med meget besvær selvfølgelig! – komme til at spille igen, frem for at skulle sidde i kørestol .
Selv med en brækket ryg kan man takke Gud, for Han er der – midt i livet!
Neymar har med glæde taget imod invitationen til at være i Guds nærhed!

Det er dér, Guds løfter stadig er der for dig!
Hvis du har svære tanker, så sig, måske, ”Gud, jeg ved ikke hvordan jeg skal bede og om jeg egt rigtig tror på dig, men hvis du er der Gud, og hvis du vil have noget med mig og mit liv at gøre, vil du så ikke hjælpe mig lige nu med denne her svære ting…”
Gud skal nok lytte, Han fortryder ikke sit løfte om at være der for dig alle dage indtil verdens ende…


Et andet eksempel er, at jeg for nogle år siden havde en konfirmand, der var rigtig glad for at komme i vores teen-klub – han var der trofast hver uge , selv om han engang imellem kartede lidt rundt i sit liv, og også siden kom ud i noget kriminalitet…
Og nogle af de nye konfirmander, sagde til mig, ”Øh, må vi spørge om noget, er det rigtigt , at ham dér kommer i kirken?”
Jeg sagde, ”Ja, det gør han…”
Så sagde de , ”Jamen , han er jo ikke sådan en… god dreng??”
Og jeg måtte sige, ”Det er han her – og Gud elsker ham…”
Dén unge fyr havde taget imod invitationen til at være i Guds nærhed.
Sådan er det at være inviteret til Guds rige – det handler ikke om, at vi på forhånd skal have alt på plads med tro og pæn opførsel, men at vi gerne vil være med og tager imod invitationen til at lytte til Gud, til at bede, og til at gå med løftet hoved på grund af Guds kærlighed og tilgivelse.
Og så jeg vil godt slutte med en opmuntring til at finde et kristent fællesskab med et citat fra Femina, sidste uge i juni!!

Under PSYKOLOGI s. 56 står der:
Lad søndagsturen gå til kirken!
Synes du, det hele er lidt trist, og søndagen er lang og ensom?
Så skulle du måske svinge forbi den nærmeste kirke. For mennesker, der er aktive medlemmer af et religiøst samfund, er mere tilbøjelige til at beskrive sig selv som ”meget glade” end mennesker, der ikke har stærke religiøse bånd…
Det viser en ny international undersøgelse…


Der står lidt hvorfor – og så senere:

De religiøst aktive var også mere aktive i ikke-religiøse frivillige organisationer og foreninger.
Det passer godt med forskernes bud på grunden til den større livsglæde blandt kirkegængerne: De får regelmæssigt medmenneskeligt samvær og er en del af en gruppe – noget der bevisligt gør os lykkeligere og bedre i stand til at håndtere livets prøvelser og nedture.

Måske var det værd at prøve – nu på søndag i en kirke kl. 10 i nærheden af dig?

Må Gud velsigne dig!!
Signe Voldby, Græse



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk