DAGENS ORD:

Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Johannes 1:29

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Netpræst

Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord
Netkirken

Mail: ELKN@KM.DK

[ Mere ... ]

Se hinanden med barmhjertige øjne

16 jul. 2017

Denne hellige lektie skrives i Anden Samuelsbog: Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn. Men det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne. Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spist af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.« Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden!« 2 Sam 11,26-12,7a

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42

Prædiken:

Teksten til i dag handler egentlig om at se hinanden med barmhjertige øjne. Det, som man selv giver til andre, får man tilbage. Hvis man møder andre med fordømmelse og mistro, da vil man også selv blive mødt med fordømmelse og mistro. Ens øjne kan ligefrem gro til af fordømmelse og mistro. Og det værste er, at det ofte spejler noget i én selv, som man ikke kan komme overens med.
Jesus siger:
Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.
Kommer tilgivelse og barmhjertighed først, så vil man møde verden og ens medmennesker med et mindre dømmende blik, og man vil søge bagom, for at finde ud af, hvad der har forårsaget bjælken eller splinten i den andens øje. Det kan være svært at se på sig selv, uden et ordentligt spejl, og ses man med meget negative øjne, da bliver ens eget selvbillede også helt forvrænget. Det fører igen til, at man i sin egen frygt og angst ser med ængstelse og bekymring på andre og måske er bange for deres dømmende blikke. Denne angst skaber en dårlig spiral, som til stadighed føder det modsatte af kærlighed og tilgivelse.

Som børn starter vi som regel ud med at være tillidsfulde over for verden og er vi heldige, kan vi bevare denne tillid. Men ofte mødes vi med noget, som gør os ondt, og som gør, at vi kommer til at bæve og ryste, og ikke rigtigt føle os ordentligt tilpas i verden. Er man udsat for for mange ydmygelser, kan det være svært at finde et sundt fodfæste igen. De fortrædeligheder, vi har oplevet, lægger sig som et aftryk i os, og det præger vores syn både på os selv og andre.
Dermed vokser der både splinter og bjælker i vores øjne. Lidt ligesom i H.C. Andersens eventyr om Snedronnningen, som begynder med, at troldene taber et stort spejl ud over hele verden. Det går i tusindvis af små, usynlige stumper, og disse små stumper går ind i menneskenes øjne og forvrider deres syn.
Kay, der ellers elskede Gerda, ser pludselig på hende med foragt. Og Gerda, som af en eller anden grund ikke har fået troldspejlets stumper i sine øjne, fortvivles. Hvad er der dog sket med Kay? Han opfører sig så mærkeligt, bliver helt indadvendt, og vil ikke have med hende at gøre.
Kay bortføres af Snedronningen, og Gerda følger efter, på en lang, farefuld færd, for at befrie Kay. Til sidst finder hun ham i Snedronningens slot højt mod nord, hvor han sidder helt fortryllet, som fanget af trolddom. Ved at have sit hjerte åbent, og ved at bede Fadervor, får Gerda til sidst befriet Kay. Roserne voxe i Dale, der faae vi Barn-Jesus i Tale. Det er eventyret om godheden, som besejrer det onde, der ellers på gennemtrængende vis har inficeret verden.

Vi har en tilsvarende historie i bibelfortællingen om David og Urias, som vi hørte en del af som første læsning, fra 2. Samuelsbog.
Her beskrives det, hvordan Israels store hersker Kong David, som ellers virkelig havde Gud med sig, midt i sin magtfuldkommenhed bliver forelsket i den underskønne Batseba. Hun er kone til Urias, en trofast og dygtig officer i Davids hær. David kommer til at gøre Batseba gravid, og for at dække over sin svig overfor Urias, lægger han et rænkespil for at få Urias dræbt. Først vil han sende ham hjem, så det kan se ud som om, at det er Urias selv, der har gjort sin kone gravid men da Urias i sin trofasthed nægter at tage hjem, få tilkendt ferie, så at sige, inviterer David ham til fest med det formål at drikke Urias fuld, så han begår noget dumt. Men Urias er godhjertetheden selv, så i stedet for at gøre noget dumt, lægger han sig ud i borggården for at vogte Davids hus. Uanset hvad David gør, kan han ikke få Urias til at fejle og Urias er så godhjertet, at han ingen mistro aner i forhold til David.
Til sidst må David finde på noget smart, og sender Urias selv afsted med et forseglet brev til en af sine hærførere, hvori der står, at Urias skal sættes på en svær post helt ude i den yderste række, hvor det er helt sikkert, at han vil blive skudt ned, før eller siden, af fjenderne, filistrene. Urias, der er trofast over for David, sætter sig uden at kny på posten, og bliver selvfølgelig til sidst dræbt.
Derefter går det ikke alt for godt for David, for den søn, han i mellemtiden har fået med Batseba, overlever ikke ret længe, og David er i stor sorg. Men han fortsætter sin relation til den underkønne Batseba, og de får så sønnen Salomo, der med tiden bliver Davids efterfølger som konge.
Historien, vi hørte fra alteret, handler om, hvordan Herren sender profeten Natan som bud til David, for at fortælle ham, at det han har gjort, er ondt. Det fortælles via lignelsen om den rige mand, der stjæler den fattiges mands mest elskede lam fra ham, for at kunne indbyde til gæstebud. David er forarget over historien, og måske netop så berørt, fordi det i virkeligheden handlede om ham selv.
Der står:
Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden!«
Det er et af de stærkeste og klare steder i GT, og betyder, skarptegnet, at vi må tage alle vore mørke sider på os, og se os selv i ret lys. Og det lys er at se helheden, med lys og skyggesider, som Gud også gjorde med David.
Det, Nathan sagde, var ikke sjovt at høre for David, for han blev konfronteret med sin egen hjerteløshed. Det var ikke til at bære sammenligningen med den enfoldige fattige mand, hvis eneste elskede lille lam blev taget fra ham.

Og sådan må vi alle erkende, at vi aldrig handler helt perfekt. Du er manden, siger Nathan. Der er mange eksempler på svig i GT. Der er også historien om Jakob og Esau, de to tvillingebrødre, sønner af Isak. Jakob, som den mindste af de to (skønt han kom ud af moders liv lige i hælen på Esau), snød sig til sin faders velsignelse, ved at udgive sig for at være Esau. Og dog blev Jakob, som David, en af de største skikkelser i jødisk historie, en af patriarkerne.
Paulus siger i 2. Korinterbrev lidt om kernen i alt dette det med at Gud lægger sin skat i skrøbelige lerkar.
Paulus, 2. kor. 4:
Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt.
v7 Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. v8 I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. v9 Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. ()
v16 Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. v17 For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, v18 for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.
Det er tæt forbundet med det, vi læser i epistelteksten til i dag:
Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Rom 8,18-23

Vi kan altså ikke være perfekte, for det er en del af den menneskelige væren, at vi altid vil fejle og gøre ondt, i det store eller i det små, med eller uden hensigt. Uden Gud, og uden den forløsning, der er i hans kærlighed til os, og det gådefulde kors, som Jesus gik igennem, kan vi slet ikke leve i kærligheden, for vi elsker, fordi han elskede os først.
Selvom det er svært, og ikke altid muligt, kan vi bestræbe os på at se på hinanden med mindre mistro, mere overbærenhed. Selv de mørke sider hos hinanden må vi favne med barmhjertighed, for de er en del af menneskelivet. Og først og fremmest må vi hvile i, at Gud favner os, der hvor mørket er allertættest og vi ikke kan se en hånd frem for os, eller se en mening i noget som helst.

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster


DAGENS ORD:	Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Johannes 1:29

Forsiden Netpræsten Netpræsten Prædikensamlingen Samtale og forbøn Få Netprædiken tilsendt Præsteskifte Tanker i tiden Nyeste artikel Tidligere artikler Gæstehjørnet Gæstehjørnet Tidligere gæster Tænkeboksen Kirkens højtider Påske Store Bededag Pinse Juletidens helligdage Advent Bryllupsdage Kalender Om kristen tro Dagens ord Artikler Digte Indsend artikel/digt Spørgsmål og svar Spørgsmål og svar Stil et spørgsmål Vejviser til kirker Om Netkirken.dk Hvem er foreningen Netkirken? Netpræsterne Præsteskifte Vedtægter Bestyrelsen Webmaster Seneste ændringer Brugere	[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord Netkirken Mail: ELKN@KM.DK [ Mere ... ] Se hinanden med barmhjertige øjne 16 jul. 2017 Denne hellige lektie skrives i Anden Samuelsbog: Da Urias' kone hørte, at hendes mand var død, holdt hun ligklage over sin mand. Men da sørgetiden var omme, hentede David hende hjem til sig; han giftede sig med hende, og hun fødte ham en søn. Men det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne. Da sendte Herren Natan til David, og han kom til ham og sagde: »Der var to mænd i samme by; den ene var rig, den anden fattig. Den rige havde får og køer i mængde, den fattige havde kun et eneste lille lam, som han havde købt. Han tog sig godt af det, det voksede sig stort hjemme hos ham og børnene. Det spist af hans brød, det drak af hans bæger, og det lå i hans skød, som om det var hans datter. En dag fik den rige besøg, men han nænnede ikke at tage af sine egne får eller okser og tilberede det til den vejfarende, der var kommet til ham. Så tog han den fattige mands lam og tilberedte det til manden, der var kommet.« Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden!« 2 Sam 11,26-12,7a Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os. For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42 Prædiken: Teksten til i dag handler egentlig om at se hinanden med barmhjertige øjne. Det, som man selv giver til andre, får man tilbage. Hvis man møder andre med fordømmelse og mistro, da vil man også selv blive mødt med fordømmelse og mistro. Ens øjne kan ligefrem gro til af fordømmelse og mistro. Og det værste er, at det ofte spejler noget i én selv, som man ikke kan komme overens med. Jesus siger: Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje. Kommer tilgivelse og barmhjertighed først, så vil man møde verden og ens medmennesker med et mindre dømmende blik, og man vil søge bagom, for at finde ud af, hvad der har forårsaget bjælken eller splinten i den andens øje. Det kan være svært at se på sig selv, uden et ordentligt spejl, og ses man med meget negative øjne, da bliver ens eget selvbillede også helt forvrænget. Det fører igen til, at man i sin egen frygt og angst ser med ængstelse og bekymring på andre og måske er bange for deres dømmende blikke. Denne angst skaber en dårlig spiral, som til stadighed føder det modsatte af kærlighed og tilgivelse. Som børn starter vi som regel ud med at være tillidsfulde over for verden og er vi heldige, kan vi bevare denne tillid. Men ofte mødes vi med noget, som gør os ondt, og som gør, at vi kommer til at bæve og ryste, og ikke rigtigt føle os ordentligt tilpas i verden. Er man udsat for for mange ydmygelser, kan det være svært at finde et sundt fodfæste igen. De fortrædeligheder, vi har oplevet, lægger sig som et aftryk i os, og det præger vores syn både på os selv og andre. Dermed vokser der både splinter og bjælker i vores øjne. Lidt ligesom i H.C. Andersens eventyr om Snedronnningen, som begynder med, at troldene taber et stort spejl ud over hele verden. Det går i tusindvis af små, usynlige stumper, og disse små stumper går ind i menneskenes øjne og forvrider deres syn. Kay, der ellers elskede Gerda, ser pludselig på hende med foragt. Og Gerda, som af en eller anden grund ikke har fået troldspejlets stumper i sine øjne, fortvivles. Hvad er der dog sket med Kay? Han opfører sig så mærkeligt, bliver helt indadvendt, og vil ikke have med hende at gøre. Kay bortføres af Snedronningen, og Gerda følger efter, på en lang, farefuld færd, for at befrie Kay. Til sidst finder hun ham i Snedronningens slot højt mod nord, hvor han sidder helt fortryllet, som fanget af trolddom. Ved at have sit hjerte åbent, og ved at bede Fadervor, får Gerda til sidst befriet Kay. Roserne voxe i Dale, der faae vi Barn-Jesus i Tale. Det er eventyret om godheden, som besejrer det onde, der ellers på gennemtrængende vis har inficeret verden. Vi har en tilsvarende historie i bibelfortællingen om David og Urias, som vi hørte en del af som første læsning, fra 2. Samuelsbog. Her beskrives det, hvordan Israels store hersker Kong David, som ellers virkelig havde Gud med sig, midt i sin magtfuldkommenhed bliver forelsket i den underskønne Batseba. Hun er kone til Urias, en trofast og dygtig officer i Davids hær. David kommer til at gøre Batseba gravid, og for at dække over sin svig overfor Urias, lægger han et rænkespil for at få Urias dræbt. Først vil han sende ham hjem, så det kan se ud som om, at det er Urias selv, der har gjort sin kone gravid men da Urias i sin trofasthed nægter at tage hjem, få tilkendt ferie, så at sige, inviterer David ham til fest med det formål at drikke Urias fuld, så han begår noget dumt. Men Urias er godhjertetheden selv, så i stedet for at gøre noget dumt, lægger han sig ud i borggården for at vogte Davids hus. Uanset hvad David gør, kan han ikke få Urias til at fejle og Urias er så godhjertet, at han ingen mistro aner i forhold til David. Til sidst må David finde på noget smart, og sender Urias selv afsted med et forseglet brev til en af sine hærførere, hvori der står, at Urias skal sættes på en svær post helt ude i den yderste række, hvor det er helt sikkert, at han vil blive skudt ned, før eller siden, af fjenderne, filistrene. Urias, der er trofast over for David, sætter sig uden at kny på posten, og bliver selvfølgelig til sidst dræbt. Derefter går det ikke alt for godt for David, for den søn, han i mellemtiden har fået med Batseba, overlever ikke ret længe, og David er i stor sorg. Men han fortsætter sin relation til den underkønne Batseba, og de får så sønnen Salomo, der med tiden bliver Davids efterfølger som konge. Historien, vi hørte fra alteret, handler om, hvordan Herren sender profeten Natan som bud til David, for at fortælle ham, at det han har gjort, er ondt. Det fortælles via lignelsen om den rige mand, der stjæler den fattiges mands mest elskede lam fra ham, for at kunne indbyde til gæstebud. David er forarget over historien, og måske netop så berørt, fordi det i virkeligheden handlede om ham selv. Der står: Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden!« Det er et af de stærkeste og klare steder i GT, og betyder, skarptegnet, at vi må tage alle vore mørke sider på os, og se os selv i ret lys. Og det lys er at se helheden, med lys og skyggesider, som Gud også gjorde med David. Det, Nathan sagde, var ikke sjovt at høre for David, for han blev konfronteret med sin egen hjerteløshed. Det var ikke til at bære sammenligningen med den enfoldige fattige mand, hvis eneste elskede lille lam blev taget fra ham. Og sådan må vi alle erkende, at vi aldrig handler helt perfekt. Du er manden, siger Nathan. Der er mange eksempler på svig i GT. Der er også historien om Jakob og Esau, de to tvillingebrødre, sønner af Isak. Jakob, som den mindste af de to (skønt han kom ud af moders liv lige i hælen på Esau), snød sig til sin faders velsignelse, ved at udgive sig for at være Esau. Og dog blev Jakob, som David, en af de største skikkelser i jødisk historie, en af patriarkerne. Paulus siger i 2. Korinterbrev lidt om kernen i alt dette det med at Gud lægger sin skat i skrøbelige lerkar. Paulus, 2. kor. 4: Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. v7 Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. v8 I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. v9 Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. () v16 Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. v17 For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, v18 for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt. Det er tæt forbundet med det, vi læser i epistelteksten til i dag: Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Rom 8,18-23 Vi kan altså ikke være perfekte, for det er en del af den menneskelige væren, at vi altid vil fejle og gøre ondt, i det store eller i det små, med eller uden hensigt. Uden Gud, og uden den forløsning, der er i hans kærlighed til os, og det gådefulde kors, som Jesus gik igennem, kan vi slet ikke leve i kærligheden, for vi elsker, fordi han elskede os først. Selvom det er svært, og ikke altid muligt, kan vi bestræbe os på at se på hinanden med mindre mistro, mere overbærenhed. Selv de mørke sider hos hinanden må vi favne med barmhjertighed, for de er en del af menneskelivet. Og først og fremmest må vi hvile i, at Gud favner os, der hvor mørket er allertættest og vi ikke kan se en hånd frem for os, eller se en mening i noget som helst.

	Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
Kontakt webmaster