DAGENS ORD: | ”Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd.” Salme 16:11 |
|
[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ] Netpræst
Signe Dorthe Voldby, Præst Mail: signevoldby@gmail.com Påsken er dødens forbigang1 apr. 2016 Kære læser…Du skal lige prøve at tænke tilbage på din barndom… Er du med? Det er en forårsaften, tusmørket er ved at falde på, du leger gemme uden for med dine venner. Måske har du fundet det bedste gemmested, fx under en tjrnehæk eller bag en tæt busk. Og pludselig hører du den, der er, komme nærmere… Du håber vildt, at han går en anden vej. Men det gør han ikke… han kommer tættere og tættere på… Så du ligger bare helt stille og holder vejret…. Og heldigvis går han forbi… Du blev ikke fundet! Et andet eksempel… Du sidder på dit arbejde, og du ved, at ledelsen er i gang med en fyringsrunde. Kontorchefen vil gå rundt med opsigelserne. Og dér kommer han – gående ned ad din gang, hen mod dit skrivebord… Og han stopper præcis dér, hvor du sidder… Han roder lidt i sin mappe og tager… sin mobiltelefon frem!! – ikke en fyringsseddel! Han smiler til dig og går forbi… På denne tid – lige efter påsken – gik den første kirke ud på gader og stræder, hvor som helst, og når de mødte mennesker, fortalte de dem med lysende glæde og levende håb om korset og opstandelsen. At døden var gået forbi… De ville aldrig kunne forklare, hvordan Jesus var blevet levende – de vidste bare , at det var han – de så ham i glimt med deres egne øjne, og de så ham hver dag med hjertet, og de vidste bare, at Guds lys skinnede i mørket, og at Guds liv lyste i døden. På engelsk hedder påske PASS OVER - det betyder, at noget går forbi… Døden passerer forbi, springer over – livet bliver stående. Påsken er dødens forbigang. Det er meget smukt og fuld af håb… Døden springer over… Og hvis I kan lige at læse historiske romaner og prædikensamlinger, så læs Apostlenes Gerninger og læg mærke til kirkens første prædikener – altid peger de på Jesus som den korsfæstede og opstandne. Han gav sit liv, for at døden kan gå forbi os – så vi kan leve, om vi end dør. I foråret 1990 var jeg i kirke i Græse påskedag, selv om jeg først begyndte som præst nogle måneder efter. Det var en vikarpræst Fuglebæk, der prædikede dén dag – og han sagde en fantastisk sætning… Han sagde: Påskeevangeliet er dødens dødsannonce. Vi kender godt til det med dødsannoncer på venner og familie – vi kan læse, hvornår de døde, og hvornår de skal begraves. Man ved, at noget er fordi. Men fra den første påskemorgen, var det så stor en glæde, at døden på grund af opstandelsen har mistet sin magt! Den fik ikke det sidste ord, den sætter ikke det sidste punktum – Jesu kærlighed og styrke overvinder døden. Opstandelsen påskemorgen er dødens dødsannonce. Jeg har et billede til dig og en opgave! Billedet stammer fra langfredag. Vi skulle have familie på besøg – jeg havde gjort alt parat, inden de kom – og så havde jeg sat nogle tomme vaser frem, så jeg sammen med et barnebarn kunne gå ud og plukke vintergækker til påskebordet. Og dér fandt jeg en vintergæk, der var meget speciel! – Det er en vintergæk, som er vokset op gennem et vissent blad. Det er da ret fantastisk! Det visne blad har ligget der fra efteråret og dækket jorden. Så er vintergækken begyndt at vokse, og sandelig om ikke den lille vintergæk har været stærk nok til at vokse gennem bladet og videre op i verden, og blomstre og fortælle, at forår og liv og Guds håb er langt stærkere end visne efterårsblade. Nu sidder bladet fast midt på vintergækken, så dens blade ikke helt kan foldes ud – næsten som et lille billede på, at døden stadig er i vores verden, men den har mistet sin magt! En af vores gæster sagde, Så nu har du lige et billede til påskeprædiken – og jeg tænkte, Tja, hvorfor ikke? Og her er forårsopgaven til dig: Gå ud og find en vintergæk eller en tulipan, der vinder over de visne blade – og så bed en stille bøn med tak til Gud for pass-over – at døden går forbi. Skriv om det til Netkirken! Og sig stille tak for, at Jesus er der for dig og lytter til dig… Læg alle dine tunge tanker i Hans hånd, Han skal nok være der ved din side – også de sidste øjeblikke på denne jord, hvor døden går dig forbi, og tak i dette lyse forår for, at Jesus lever og velsigner. Signe Voldby, præst |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|