DAGENS ORD: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” 1. Johannes 1:8

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Bjarne Nederby Jessen

Netpræst

Bjarne Nederby Jessen, Netpræst
Frikirken Salem

Mail: nederbyjessen@mail.dk

 

Se jeg gør alting nyt.

16 jan. 2010

"Se, jeg gør alting nyt", siger Gud i Johannes Åbenbaring kapitel 21 vers 5. Gud siger det til Johannes. Han siger det om den nye himmel og den nye jord. Han siger det om fremtiden. Noget vi skal glæde os til.

Det kan godt være, at du nu siger: Den har har han brugt før - altså ham netkirkepræsten. Og så har du ret. Jeg brugte den samme indgang i min netprædiken i august. Her i begyndelsen af det nye år, kan det være godt at få at vide, at Jesus siger: "Se, jeg gør alting nyt!" Men når Jesus siger det, handler ikke specielt om nytåret, men derimod om fremtiden for Guds rige.

I julen fejrede vi Jesu fødsel. I påsken fejrer vi hans død og opstandelse. Kristi Himmelfartsdag mindes vi, at Jesus tog hjem til Gud i himmelen. I pinsen fokuserer man i kirkerne på, at Gud og Jesus sendte os Helligånden som en hjælper. Helligånden bor i kristnes hjerter.

Jeg vil godt fokusere lidt på himmelfarten, ligesom jeg gjorde det i august. Jesus tog hjem til sin far, men sagde samtidig: "På samme måde, som I ser mig fare bort, skal I se mig komme igen. Han kommer igen! - men vi ved ikke hvornår. Meget i Bibelens fremtidsprofetier, endetidsprofetierne, tyder imidlertid på, at vi nærmer os tidspunktet med stormskridt.

I min ungdom handlede mange prædikener og kristen undervisning om endetiden og om Jesu genkomst. I dag taler man næsten ikke om det - eller i hvert fald meget lidt. Jeg tror, vi bliver nødt til igen at fokusere på, at Jesus kommer igen og at vi kan være meget tæt på hans genkomst.

Jesus kommer igen for at hente sine børn, dem der tror på ham for at vi kan være sammen med ham altid. Altid!!! Og det er her, han gør al ting nyt.!

Profetierne og Jesu egne ord om hans genkomst fortæller os, at vi nærmer os med stormsrkidt. Det skal vi være rede, når Jesus kommer. Det fortalte han en lignelse om, lignelsen om de 10 brudejomfruer. De 5 var uforberedte, mens de 5 var forberedte. Det er mit ønske, at vi alle må være forberedte, når Jesus kommer for at hente sin brud.

I evigheden skal vi ikke tænke på de mange problemer, vi kender og oplever her. De vil være væk. Det vil være fortid. Det gamle er forbi og noget nyt er kommet til. Et herligt liv i evigheden. Jeg glæder mig til den dag!

Men nu er vi her. Og her kan Jesus også gøre alt nyt for os. Hvis vi vender os til Jesus og tager imod ham som vores personlige frelser, bliver vi nye skabninger.

I Johannes Evangeliet kapitel 3 vers 16 hedder det: "Thi således elskede Gud verden, at han gav os sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv!"

Gud vil at alle skal frelses, men det betyder ikke, at vi alle bliver det. Johannes Møllehave siger i en interviewbog, at det hele ender godt for os alle sammen. Det er en teologi, som bliver mere og mere fremherskende, en teologi, der lægger afstand til fortabelsens mulighed og som mener, at alle bliver frelst til sidst. Men det er ikke det, Bibelen siger.

Vi har en fri vilje. Vi kan sige JA eller NEJ til tilbuddet - og det ER et tilbud, meget bedre end tilbuddene i Netto, Fakta, SuperBest og de andre supermarkeder. Også bedre end alle de andre tilbud på det religiøse overdrev.

Gud er himmelens og jordens skaber og han har al magten i Himlen og på jorden. Det er ham, der har givet os Jesus Kristus - og det var Jesus, der døde for dig og mig, for at vi kan blive frelst. Sikke et tilbud, det bedste nytårstilbud, du kan få. Et tilbud, der giver nyt liv.


Bjarne Nederby Jessen
Netkirkepræst




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk