DAGENS ORD: ”Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Romerne 5:5

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]

At være pilgrim

2018 aug 1

At være pilgrim

- en vandring i genopdagelsen af troen

Af Elizabeth Knox-Seith

At vandre som pilgrim er blevet mere og mere populært i Danmark inden for de seneste 15-20 år. Men det at være pilgrim er ikke noget nyt, tværtimod. Over hele verden, gennem mange tusinde års historie, har mennesker vandret som pilgrimme, i stort set alle religiøse traditioner.

Nutidens pilgrimme ville nok betegne sig selv som ”opdagelsesrejsende” i et univers, der længe har ligget relativt ordløst hen i vor kultur. Hvad er det, som sker i et menneske, når det uden mere end højst 8 kilo på ryggen vandrer ud under den åbne himmel for i ugevis at begive sig afsted mod et helligt mål? For nogle betyder det hellige mål ikke noget i sig selv, men de vandrer alligevel mod det, for på den måde at være en del af den bevægelse, der fører mange andre afsted i samme retning.

At være pilgrim betyder at bryde op, og vandre ud på hidtil ukendte stier for at søge det hellige, enten i form af hellige mål, eller i form af fysiske og psykiske udfordringer, som bringer det enkelte menneske tættere på det guddommelige. Rent sprogligt betyder pilgrim, ”perigrinatio” at være en fremmed. At være i verden, men ikke af verden. Dette gemmer et paradoks: ”Den fremmede” søger væk fra verden, og mod det guddommelige, men gør samtidig dette ved at forbinde sig dybt med verden, gennem den fysiske vandring, der bringer vedkommende i kontakt med helt andre lag af sig selv og af den åndelige virkelighed.

Det er ikke kun det at vandre alene i naturen, der trækker mennesker ud på en pilgrimsvandring, men det at dele vejen sammen med andre. Ofte er det de skelsættende samtaler med andre, der også har stået i væsentlige livsopbrud, som er det egentligt givende på en vandring, selvom selvvalgte, lange perioder af ensomhed også er af betydning.


Luthers protest
I vor protestantiske tradition er der siden 1500-tallet blevet sat en barsk stopper for de såkaldt ”sværmeriske” pilgrimslængler. Luther gjorde et skarpt opgør med pilgrimstraditionerne, sådan som de blev forvaltet på hans tid. Luthers hovedpointe var, at man ikke kunne vandre sig til frelse. I senmiddelalderens Europa var pilgrimsvandringernes hovedformål at øve bod, og Luther protesterede mod den tendens, der fik mennesker til at tro, at deres frelse var betinget af alskens, til stadighed mere indviklede magiske handlinger. Kun troen alene retfærdiggør, understregede Luther. Dermed skabte han grundlag for en væsentlig frigørelse, der blev afgørende i den europæiske kulturudvikling. Men samtidig var der en del ”børn”, der røg ud med badevandet.

Pilgrimsvandringens renæssance i det senmoderne Europa hænger i høj grad sammen med længslen efter disse ”børn”, der blev skyllet ud i protestantismens rensende bad. Den moderne pilgrimsspiritualitet er samtidig et opgør med sækulariseringen, skabt på sækulariseringens egne præmisser. Udgangspunktet for sækulariseringen er nemlig, at troen på Gud ikke længere er sikker, men et åbent spørgsmål. Pilgrimmen vandrer derfor for at finde eller opdage Gud, som et genspejl i verden og i sin indre identitet. Dette kan være en livslang opdagelsesrejse, og få bliver færdige med den.

Nutidens pilgrimme vandrer ikke for at øve bod, og de gør det heller ikke fordi et religiøst system eller hierarki har pålagt dem det. Tværtimod gør de det som en protest mod den stivnede religiøsitet og den manglende åndelighed, som de oplever både i deres kirker og i det omgivende samfund. For mange er længslen efter mødet med det såkaldt ”åndelige” og ”anderledes” så stor, at de ikke kan lade være med at udsætte sig for nogle af de mange strabadser, som også middelalderens pilgrimme udsatte sig selv for.


Guds stille fodaftryk
Den moderne pilgrim vandrer i længslen efter at finde spor af Guds stille fodaftryk i verden – bevidst eller ubevidst. Det er alt det, som er blevet smidt ud med rationalismens badevand, der nu skal genfindes og genopdages, og derfor tiltrækker pilgrimstanken så mange.

Ikke alle vandrende er sig bevidste om den åndelige længsel, når de begynder deres vandring, men de færreste kommer hjem uden på en eller anden måde at være blevet berørt i deres gudsforhold. Der findes dog også kulturelt orienterede pilgrimme, som først og fremmest vandrer eller bevæger sig ad de gamle pilgrimsveje for at genopdage noget af den kulturarv, der ellers synes at have været på vej til at gå tabt i den nyere europæiske historie. Men for de fleste udgør det religiøse og spirituelle på en eller anden måde et fascinationsfelt, uanset om man betragter sig selv som troende eller ej.

Den moderne pilgrimsspiritualitet skal ikke ses som et forsøg på at vandre sig til frelse – tværtimod er det måske værd at indse, at frelse som sådan slet ikke er det, som står øverst blandt de eksistentielle spørgsmål, som en moderne pilgrim vandrer ud med. Mange vandrer afsted i forsøget på at finde vished om, hvorvidt der overhovedet findes en Gud. Eller for at sige det mere præcist: I længslen efter at finde spor af den fornemmelse for hellighed, som længe har været gået tabt i den moderne, rationelle tidsalder.

De fleste ønsker at finde sig selv og deres inderste identitet i en senmoderne verden, der er fuld af alt for mange, indbyrdes forvirrende markeringspunkter. Vandringen skal ses som udtryk for en længsel efter at genfinde nye spor af det, som ellers er gået tabt i vor kultur; nemlig den dybe enhed og vished om Guds nærvær og dybde i det enkelte menneskes liv - det, der binder os sammen i en uendelig helhed og forbundethed.


Den bevægelige kirke
Hvad svarer kirken alle de pilgrimme, der vender hjem efter en lang, erfaringsdannede vandring? Mange vender tilbage med erfaringer, som de har brug for at kunne integrere i deres dagligdag, og her kan der være brug for hjælp og vejledning. Pilgrimme udtrykker ofte længslen efter at kunne dele det, de har lært undervejs – helst med nogle, som forstår erfaringerne. Hvilket klangrum kan kirken give for de mange åndelige og identitetsmæssige oplevelser, folk kommer hjem med?

For at kunne rumme disse erfaringer er det nok grundlæggende vigtigt at turde se på kirken som en bevægelig instans, Guds egen bolig på vandring. Kirken er ikke bare et urokkeligt hus, men et telt, der holdes fast af teltpløkker, der er til at trække op af sandet. Det betyder ikke, at kirken ikke står godt og fast forankret i sin bekendelse, men det indebærer en bevægelighed og rummelighed i forhold til de spørgsmål, som mennesker i vor tid kæmper med. Ligesom Jesus selv var konstant på vandring i sit forsøg på at være nærværende for mennesker i sin tid, må kirken også i dag være et billede på Guds bevægelighed i forsøget på at nå sit folk.

Nutidens pilgrimme kan tilføre kirken megen nyttig erfaring, ikke mindst erfaringen om, hvad det betyder at turde tage skridtet for at bryde op – et opbrud, der drives af længslen mod noget dybere. Som præst – og som sjælesørger og medvandrer – kan man måske godt have glæde af det lutherske korrektiv, nemlig at gerninger ikke skaber frelse i sig selv; heller ikke længden af en vandring og mængden af strabadser undervejs. Men først og fremmest må mennesker have lov frit at (gen)finde Gud, at ”gå” sig til en stadig dybere tro. Pilgrimsvandring er en genopdagelse af troen, og denne trosvandring må ikke hindres, men tværtimod opmuntres og støttes.


Indtryk fra vandringen på Fejø, 27.-29. juli – skrevet af Lisbeth Rütz:

Jeg er til klassisk dansk søndagsgudstjeneste sammen med andre deltagere i Fejø Pilgrimsdage. Alle synger med af fuld hals på Den signede dag med fryd vi ser - og vi får lært et par nye salmer. Fra kirkegården ser man ud over Smålandshavet med Femø i baggrunden. Mon ikke det er Danmarks smukkeste udsigt? Elizabeth Knox-Seith prædiker over Lukas 12,32: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget”. Elizabeths prædiken handler blandt andet om, at vi i grunden gør os alt for mange bekymringer. Pilgrimsvandringen fortsætter efter gudstjenesten i Fejø kirke, og de fleste af os går nok lidt mere frimodigt ud på livets landevej.

Mens vi traver derudaf, sørger pilgrimsteamet for det hele. Elizabeth holder fast i tråden oventil, mens Fejø Retreat sørger for de timelige behov med lækre vegetarretter. Det lykkes os at gennemføre næsten 30 kilometer på to dage trods tropiske varmegrader. Med passende mellemrum har det omsorgsfulde pilgrimsteam sørget for pauser, hvor vi stormer ud i de svalende bølger. Undervejs lukker venlige øboere os ind i deres hjem, så vi kan tanke op i vanddunkene.

Hvor er jeg på vej hen? Det kan vi tænke over, mens vi en for en går gennem labyrinten bag skolen - En lokal kunstner - Lotte Rosenkilde - har bygget den af sten fra Fejøs marker. Der er kun én vej ind og én vej ud. Modellen er klassisk og kan ses på kalkmalerier i nogle af Danmarks middelalderkirker.

Frugttræerne bugner med de berømte Fejøæbler. Overalt frister små boder med æbler, pærer, mirabeller og blommer. Tilbage til basen for at dele indtryk og tage afsked med dejlige mennesker. Jo, det har været en mindeværdig weekend.

Elizabeth Knox-Seith har i 20 år arbejdet med pilgrimsvandring, først som lægperson og senere som præst. Hun har de seneste 5 år været med til at opbygge Pilgrimshuset i Maribo og udvikle pilgrimsruterne på Lolland-Falster, og er nu ansat som sygehuspræst ved psykiatrisygehuset i Slagelse og sognepræst i Antvorskov kirke.
Billeder er udlånt af: Tea Sølvi Thaarslund, Pilgrimshuset Maribo, samt Elizabeth Knox-Seith.




Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk