DAGENS ORD: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Johannes 14:26

[ Forrige ] [ Til oversigten ] [ Næste ]


Glædelig jul

2009 dec 1

Glædelig Jul
 

 

 

Der var engang for længe længe siden…. - at jeg læste følgende julehistorie i en dejlig bog af den norske præst Carsten Isachsen.
Julehistorien kommer her:

For en del år siden i Japan mødtes to bekendte i et travlt øjeblik. Det var i december måned, og den ene af de to venner var en travl forretningsmand, den anden var præst i en lille kristen kirke.
"huh, hvor har jeg travlt!" sagde forretningsmanden begejstret, "der bliver købt som aldrig før, så jeg har hele tiden travlt med at skaffe nye varer hjem, så folk ikke går forgæves - og vi har den ene event efter den anden, du ved - med gløgg og æbleskiver, gaver i den helt store stil - alt det man kan sælge her i juletiden! - Så jeg bliver nok nødt til at smutte… "
Så lagde han pludselig hånden på sin vens arm og sagde, "Jeg ved godt, jeg snakker hele tiden, men det er altså virkelig en dejlig tid, hvor der tjenes masser af penge - men sig mig, hvad med dig? Hvad går du og laver lige for tiden?"
Og præsten sagde, "Ja, vi har jo faktisk også travlt med arrangementer, hvor vi inviterer hjemløse til kirke og julemad, og vi har børn i kirke til juleafslutninger - og ikke mindst er der meget i juledagene med lystænding, salmer og julegudstjenester…"
"Nej, hvor sjovt" sagde den japanske forretningsmand, "Jeg vidste slet ikke, I også fejrer jul i kirken… jamen - held og lykke!!" Og så susede han videre i sin glade travlhed…

Historien er slut nu - men kan du mærke, at det er en historie, der ganske stille spørger sin læser - hvad er det lige julen handler om? Har du "kun" susende travlt med at købe og spise og give gaver - eller får "den rigtige jul" plads i dit hjem og i dit hjerte?
Hver juleaften i kirken glæder jeg mig til som præst at stå og læse det gamle juleevangelium højt, historien om den første jul - "Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus…"
Du kan sikkert huske ordene, men ved du, hvad denne befaling, der udgik, handlede om? Faktisk kun om skatter, økonomi og penge. Dette vigtige, som altid fascinerer os mennesker. Men dér, hvor kejser Augustus gerne ville have så mange penge som muligt ud af sin jul, og blive en af de største og rigeste kejsere i verden - dér huskes han jo faktisk stadig i dag - men kun på grund af Jesus.
Midt ind i den verden, vi tror afhænger helt af os - af vores arbejdsindsats, vores økonomi, vores planlægning - dér kommer Jesus til os, ganske stille, ind i vores travle liv - med en forkyndelse af fred og håb og tilgivelse. Og julen byder på denne unikke mulighed, at vi travle danskere kan lytte til "det væsentlige", det som alting begyndte med, at Gud har valgt at være en af os, at være ved vores side i både livet og døden.
Da Jesus kom med kærlighed og håb og tilgivelse til verden, med et lys, der skinner stærkere end alt mørke… mødtes han allerførst af en kold skulder- "der var ikke plads til dem i herberget" - dernæst blev han født under fattige kår - "i en stald" - hans mor var blevet gravid uden for ægteskab, og som ganske lille blev Jesus politisk/religiøs flygtning "Josef tog barnet og dets mor med sig og drog til Egypten, og dér blev han til Herodes var død".
Der var sandelig ikke rullet nogen rød løber ud, den første jul - men Jesus kom til os alligevel - på grund af at vores verden og måske også vores jul rummer disse vilkår. Julens glæde og fred er ikke bare en stemning, når alt er godt - julens glæde og fred kommer i Jesus med banebrydende styrke - med en glæde, der splitter mismodet, og med en fred, der er stærkere end krig og ondskab.
Dét er julen - og hvis vi som den travle japanske forretningsmand aldrig stopper op og tænker efter, hvorfor vi fejrer jul - da bliver julen egentlig kun… indpakningspapir!!
Forestil dig lige en gave juleaften - den smukkeste gave med sløjfe om - stor og flot - men der er ingenting i!! Ville det ikke være skuffende??
Så kære læser - julen handler om, at Jesus kommer til os, til dig med fred, håb, tilgivelse, kærlighed… Midt ind i økonomiske spekulationer og ufred i familier, fordi der er nogen, vi helst ikke vil have med, og i ønsket om at flygte fra det hele - hvis du overhovedet kender de tanker… så vil jeg minde dig om, at sådan begyndte også den første jul.
Men Jesus kom alligevel. Og det gør Han også i dag.
Så derfor…
Vær stille i julen.
Måske bare 5 minutter om dagen.
Sæt dig et sted og luk alt andet ude.
Fortæl dine tanker, din tvivl, din spekulation over dem, du holder af, til julens baby Jesus.
Lær en lille bid af juleevangeliet udenad hver dag - det står i Lukasevangeliet kap.2.
Bed Fadervor.
Bed dine egne ord.
Vær stille og lyt.
Lad julens Herre Jesus tale til dig.
Lyt til Hans fred … og håb…
Slip det, der er svært.
Lad Ham bære det.
At give dig selv denne gave hver dag i julemåneden, vil åbne for en juleglæde, som altid vil være der i dit liv - og så bliver det en jul, der huskes - ikke på grund af vores travlhed og penge - men på grund af Jesus.
Glædelig og velsignet jul til dig og dine.

Signe Voldby, præst

   
   



Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk