DAGENS ORD: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Johannes 14:26

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Hvordan skader homoseksuelle?

Tak for svar på mit spørgsmål: Er Paulus Gud? Med det mente jeg naturligvis, at selvom Paulus stadig har mange vise og kærlige ord til vores tid, behøver vel ikke alt være lige stimulerende for kristen tankegang idag. Dette navnlig fordi han blev taget til indtægt for at betegne homoseksualitet som syndig. I svaret blev endvidere anført, at den homoseksuelle allermest skader sig selv. Hvordan det?
Venlig hilsen

birgitte alsted

Svar:

Kære Spørger

Når jeg siger, at den homoseksuelle måske skader sig selv mest så er det fordi jeg tror, at han naturligt vil føle, at det han praktiserer ikke er den seksualitet som er normalt hos mennesket. Han vil ikke kunne undgå, at føle sig anderledes og derfor ikke hvile i sin livsførelse.

Gud har skabt os som mand og kvinde for at vi skal udgøre en helhed, eller som bibelen siger det: ”de to skal være ét kød” og på denne forening, der er bundet sammen af kærlighed skal de stifte familie, altså få børn, opdrage dem i fællesskab og på alle måder supplere hinanden i en naturlig harmoni. Sex er en del af kærlighedslivet og er et stærkt bindemiddel mellem mand og kvinde, men sex er jo ikke hele livet. Der findes faktisk mennesker der ikke er seksuelle aktive, men sublimerer eller omformer deres seksualitet til andre ting i livet og lever samtidig godt med dette.
At avle børn er jo ikke en sidegevinst ved sex, men vel den dybere mening med dette behov og gave som Gud har udstyret os med.

Du nævner ordet synd, at Paulus betegner homoseksualitet som synd og det er også sådan jeg opfatter det. Synd er, som jeg før har skrevet, at ramme ved siden af målet og da målet i denne forbindelse er samlivet mellem mand og kvinde og ikke mellem to af samme køn må man vel betragte homoseksualitet som at ramme ved siden af målet.
Disse betragtninger er mine personlige betragtninger som jeg, efter bedste overbevisning føler, er inspireret af bibelens ord.

Jeg skal endnu engang understrege, at der ikke ligger nogen som helst fordømmelse i min holdning til emnet. Jeg tror blot, at det giver mest glæde i livet når vi lytter til bibelens vise ord om både dette emne såvel som andre vanskelige spørgsmål i tilværelsen.
Der kan siges meget om dette kontroversielle emne, og det er heller ikke sikkert, at vi kan blive enige. Vore referencer kan være forskellige ligesom erfaringer i vort liv kan være det. Jeg tror det er vigtigt at være ærlige, handle efter en god samvittighed og ikke glemme kærligheden.

Venlig hilsen
Ole Bækgaard



Svaret af:
 
Ole Bækgaard

Ole Bækgaard, Netpræst

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk