DAGENS ORD: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.” Johannes 14:26

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

At være gudmor

Hej

Jeg har fået den store ære at blive gudmor til min venindes lille dreng, der skal døbes på søndag.

Jeg står dog i den situation, at jeg kun en enkelt gang før har været til dåb (udover min egen selvfølgelig), så jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvordan det foregår.
Er det noget I kan hjælpe med at forklare bid for bid, så jeg også ved, hvornår jeg skal sige ja?
Vil så nødigt svare på et forkert tidspunkt :)

Tusind tak for hjælpen.
Mvh Jomfruen

Svar:

Kære kommende gudmor,
tak for mail - og her er lidt om de ydre rammer.
Tidspunktet for hvornår dåben er, og hvor i gudstjenesten, kan variere en del, men på et eller andet tidspunkt skal du med barnet og dets forældre og måske også de øvrige faddere op at stå ved døbefonten. Og det er jo her det interessante kommer til at ske!!
For det første er det ofte bedst, at du har dåbsbarnets hoved på din venstre arm.
Dåber starter muligvis med at præsten spørger dig som gudmor: Er barnet hjemmedøbt?
Her skal du svare "nej" - for hvis barnet ER døbt, så døber vi ikke igen...
Så fortsætter præsten med en tak til Gud og en bøn for barnet. Herefter læser præsten de to steder fra bibelen, der bliver læst ved alle dåb.
Det ene sted er dér hvor Jesus sender sine 12 venner ud i verden og siger, I skal døbe mennesker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem, hvad det hele hhandler om. Og jeg er med jer alle dage indtil verdens ende... Den anden læsning er dér,hvor Jesus siger, Lad de små børn komme til mig - det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.
Og derfor, siger præsten, er der dåb i dag!!
Herefter vil man ENTEN sige trosbekendelsen højt sammen ELLER præsten vil bede jer komme hen til døbefonten - hvis I ikke allerede står der.
Og her er det altså præsten, barnet og dig, der er centrum ( - og så selvfølgelig Jesus allermest. der velsigner jer...)
Præsten tegner korset over barnets ansigt og bryst og siger, Hvad er barnets navn?
Og du svarer - hele navnet med fornavn, mellemnavn, efternavn - og hvis du glemmer alt, fordi barnet græder, så har præsten ofte en seddel eller en kuvert med navnet på!!
Så kommer det, man kalder tilspørgslen.
Præsten stiller ENTEN 5 spørgsmål fra trosbekendelsen ELLER 3. På de spørgsmål skal du svare JA - enten 5 eller 3 gange.
De fleste præster kigger ned, når de læser spørgsmålet, og kigger op, når du skal svare.
Det sidste af de 5 eller 3 spørgsmål er faktisk til barnet:
Vil du døbes på denne tro?
Også dér svarer du "JA"!
Så må du gerne læne barnets hoved ind over døbefonten, og præsten øser tre gange vand på barnets hoved (- skønt øjeblik, hvor almindeligt vand og Guds store løfter skaber en spire til tro i barnets hjerte -).
Herefter retter du dig op, præsten tørrer barnets hovede og lægger sin hånd på barnets hoved og siger et ønske om Guds velsignelse og beder Fadervor.
Sandsynligvis bliver I stående ved døbefonten, mens præsten siger "faddertiltalen" - nogle dejlige opmuntrende ord til dig og de andre faddere om at huske, at I er vidner til dåben, og at I skal være med til at støtte forældrene i at opdrage barnet i den kristne tro. (En god måde at gøre det er at bede for dit lille dåbsbarn i årene, der kommer..)
Herefter sætter I jer ned, og gudstjenesten fortsætter!!
Håber dette kan hjælpe dig - held og lykke med dåben - må Gud velsigne dig og dit dåbsbarn - både på søndag og fremover.
Signe Voldby, netpræst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk