DAGENS ORD: ”For Gud gør ikke forskel på nogen.” Romerne 2:11

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Slet min biologiske far på dåbsattest

Hej
Jeg vil høre om det er muligt at få slettet ens biologiske far på ens dåbsattest selv om man er over 18 år? Han har ikke gjort andet end at skuffe mig siden han fik kontakt til mig som 11 årig og idag er jeg 24 år. Jeg har en anden som jeg betrakter som min far som har været der hele mit liv fra jeg var 2 år. Det vil betyde meget for mig han kunne stå som min far, er dette muligt.?
Håber meget at høre fra jer snarest..
Hilsen

Svar:

Kære Camilla,
Tak for dit ærlige spørgsmål - man kan mærke, at der ligger dyb smerte gemt i dit forhold til din biologiske far.
Når jeg som personregistrerende embedsmand, som jeg jo er som præst, ser på spørgsmålet, så vil svaret jo handle om helt faktuelle ting.
For det første er en fars navn på attesterne "kun" et nsvn, der forventes ingen etik eller kærlighed, det er et rent "faktum" Og et faktum kan man ikke ændre... Hvad du end føler over for det menneske, der tilfældigvis er biologien bag dig, - og hvad han føler/ikke føler for dig, har intet med "det faktuelle" at gøre.
For det andet er der dog - som for adoptivbørn - en anden mulighed. Og det er, som du nok har regnet ud... adoption. Igen - adoption vil ikke fratage din biologiske far, at han har samme gener som dig - MEN på papirerne kan den mand, du regner for far, komme til at figurere, hvis der foregår en adoption.
Adoption vil kræve:
at din biologiske far fraskriver sig retten til at være din far, og underskriver adoptionspapirer - ellers kan det ikke lade sig gøre
og
at ham, du betragter som din far, vil være med til at adoptere dig i en sen alder.
Det er en usædvanlig situation, fordi du er så "gammel" - men det kan sandelig også blive en fordel, da du selv kan arbejde med sagen. Husk at der er mange konsekvenser af juridisk karakter ved asdoption - fx hvad angår arveforhold osv - det er også værd at undersøge og i hvert fald tale igennem.
Måske skulle du starte med en snak med din mor og den mand, du regner for far, og prøve at finde ud af allerførst, hvorfor du ikke blev adopteret af ham som barn - om der måske er nogle økonomiske eller familiære forhold, der spiller ind, som du endnu ikke har overvejet.
Til sidst vil jeg sige - at man KAN også anlægge dén synsvinkel, hvis de andre døre lukkes - at din biologiske fars navn på attesten - tja, det behøver jo ikke fylde mere, end du vælger - du er en voksen pige med en dejlig faderfigur i dit liv - og måske er der både skuffelse og smerte i din biologiske fars liv, der har formet ham til den, han er.
Håber du kan bruge dette - Guds fred være med dig,
Signe Voldby, netpræst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk