DAGENS ORD: ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.” Romerne 8:37

[ Forrige ] [ Til spørgsmålene ] [ Næste ]

Dåbsattest

Mit spørgsmål omhandler min dåbsattest som jeg har mistet!

Jeg undrer mig over, at den nye dåbsattest jeg har modtaget ikke er korrekt!
Dvs. Da jeg blev døbt, blev jeg døbt Inga Ann Brandt
På min nye dåbsattest står der Inga Ann Truelsen (mit giftenavn)

Det samme er sket på min nye vielsesattest
Der står , at Steen Truelsen har indgået ægteskab med Inga Ann Truelsen
Det er ikke korrekt! Jeg hed Inga Ann Brandt

Jeg tænker om det ikke kan lade sig gøre, at få en korrekt dåbsattest og evt vielsesattest der dog er foretaget på Københavns Rådhus
VH Ann Truelsen

Ann Truelsen

Svar:

Kære Ann,
Tak for dit spørgsmål, som jeg kan forstå er lidt frustrerende...
Der er en helt klar forklaring på det.
For ca 10 år siden blev det indført, at når man antager fælles efternavn ved en vielse, så bliver det nu registreret som en decideret navneændring.
Derfor er der efter vielse med navneændring ikke længere noget, der hedder giftenavn eller pigenavn - der er blot to mennesker, der sammen har ønsket at foretage en navneændring.
Det registreres som "navneændring ved vielse" - selv om Brandt altid vil stå som "tidligere navn"
Det medfører så, at når man beder om en ny fødsels/dåbsattest, så vil der under dit CPRnr stå dit nye fulde navn, altså Inga Ann Truelsen.
Det kan sammenlignes med, at du fx ændrer fornavn - fx fra Inga Ann til Ann.
Hvis du da beder om en ny dåbsattest, så vil der stå, at dit fornavn er Ann... også selv om du tidligere - ved dåben - hed Inga Ann.
Der er visse fordele ved det - og absolut ulemper - for hvis et ægtepar, der har valgt at skifte til samme efternavn bliver skilt, så kan begge ægtefæller føre det fælles efternavn videre til nye efterkommere, selv om det navn, de har valgt fælles, er et lukket familienavn.
Så alle dine nye attester er helt korrekte, men du kan henvende dig til dit fødsels- og dåbsregistreringssogn og rekvirere en udskrift af kirkebogen, så du har "bevis" på, hvad du hed engang!
God sommer og Guds velsignelse,
Signe Voldby, præst



Svaret af:
 
Signe Dorthe Voldby

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

 

[ Stil et spørgsmål ]


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk