DAGENS ORD: ”Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke.” Esajas 40:29

[ Forrige ] [ Oversigt over Digte ] [ Næste ]

Langfredagssalme



Det er fuldbragt!


O, du Guds dyre lam,

Du har på Golgata

Sonet vor synd og skam,

Amen, halleluja!

Vi har ved korsets ord

Del i din frelse stor,

Dit blod betaling er

For den fortabte jord!

Dit råb på korset dér

Står end ved magt:

./. Det er fuldbragt! ./.



O, du min Klippegrund

Dig kan jeg bygge på,

Det ord af Herrens mund

Min sjæl inddrikke må!

Bring dette bud i hast,

At korsets ord står fast,

O, grib det, synder, nu,

For dig Hans hjerte brast!

Ja, kom igen ihu,

Hvad Han har sagt:

./. Det er fuldbragt ./.



O, sejrens skønne ord!

Trods Satans onde list

Har jeg en tilflugt stor,

Hvis navn er Jesus Krist!

Enhver, som på Ham tror,

Er frelst ved korsets ord!

Tavs er vor fjendes spot,

Sejret har Himlens drot!

Kristus har bragt kun godt

Ved korsets pagt:

./. Det er fuldbragt! ./.



O, du opstandne Krist!

Hav tak for Golgata,

Du Isais frelseskvist

Vor lovsang skal du ha´,

Nedsænk, o sjæl, din nød

I frelsens flod, som flød,

Om end din synd er stor,

Størst er dog Kristi død!

Guds kraft er korsets ord,

Derpå giv agt:

./. Det er fuldbragt! ./.



O, du Guds menighed!

Mød Ham med tak og pris

For døden i vort sted,

Hans kærligheds bevis!

Ved Jesu dybe sår

Helt ren for Gud jeg står,

Nu er jeg Kristi brud,

Tænk, hvilket glædesbud!

Glad kan jeg juble ud,

Hvad Han har sagt:

./. Det er fuldbragt! ./.



Jørn Nielsen

Jørn Nielsen, Næstved 21. marts 2008


Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk