3. søndag i advent 2025

Evald går under svalegangen, der løber langs med stuerne og køkkenet, som vender ind mod gården. Det er stadig mørk morgen. Her i gårdbrønden, denne helligdag, er der tilmed fyldt op med flagrende vasketøj fra svalegang til brandmur, for pigerne nåede ikke at blive færdige med det sidste vasketøj, inden søndagen oprandt. Der er så travlt her op til jul.

Nogle katte larmer i nærheden og hundes gøen høres i det fjerne. Lugten er stram af produktion, handel og efterladenskaber. Også om søndagen, når de fleste holder fri. Selv her hvor det er koldt lugter der. Bryggergården og de andre gårde rundt om pladsen, ja hele byen gør luften tyk af dunst. På brandtomterne efter den seneste brand, ligger der gammelt affald. Nyt affald kastes ud fra husene, ud på gader og pladser. Kloakvand løbermidt igennem det alt sammen. Om natten bliver latrinerne tømt af natmændene, så stanken hænger i alles næsebor om morgenen. Underligt nok kan mennesker vende sig til det meste, når forandringer ikke er inden for rækkevide. Dyrenes brølen høres. Hvilket leben!

Evald svinger op ad Trompetergangen for at nå Skindergade og Vor Frue. Der er støj og ubehagelig råben bagved skamstøtten, så klogeligt går han uden om det spektakel, her i halvmørket. Ved hjørnet af Trompetergangen og Skindergade ser han, at frosten smukt har dekoreret de store træer i haven bag Elers kollegium. Et studenterhus, hvis havemur vender ud mod Skindergade. Det blev bygget af en højesteretsdommer efter at han havde mistet begge sine to børn til flammerne i en brand, for godt hundrede år siden. Faderen satte deres arv i kollegiet, til minde om dem. ”

Evald når Skindergade med dens professionsskilte, der hænger som flag stukket ud fra facaderne. I halvmørket, i det sparsomme lys fra gadebelysningen og de små ruder, i de huse, hvor nogen har tændt et tællelys eller en lampe, og i skæret fra månen og stjernerne, giver disse udhængsskilte med deres silhuetter gaden et livligt og vindskibeligt udtryk; et broget varieret liv, som i en østerlands basar. Den herlighed en forstørret skomagerstøvle, et handskemagerskilt, eller et barberbækken bidrager med i en ellers beskidt gade, skal ikke underkendes. Det liver op, også en frostklar søndag morgen. Evald nyder synet denne gode morgen!

Lige før bedeslagene til Fromessen, hører alle kirkegængere Evalds klaprende træsko mod Vor Frue kirkes stengulv, da han småløbende søger mod den bagerste ledige kirkebænk inden gudstjenesten går i gang.

Fallesen registrerer med et lille indvendigt smil, at hans unge ven er her.

Orglet bruser, menigheden stemmer i og ordene ” Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt” stemmer Fallesens sind, så han kan lægge en dæmper på sin normalt rationelle tænkning og give sig hen til opgaven ’med svung’.

Fallesen har tænkt meget over dagens evangelium. Han der i almindelighed ikke kæmper længe med sine prædikener, da han kan sit stof og har styr på form, retning og indhold, ja, han blev på mærkeligste vis fanget af ordet ’profet’ i sin forberedelse. Naturligvis ved han hvad ordet betyder, ja han kan sågar alle bibelens profeter fra ende til anden; men denne gang er der nu alligevel noget som griber ham om ’hjerteroden’ på en uvant måde og vender op og ned på ham. Uventet!

Han har op til denne morgen nået til erkendelse af, at det trods alt er acceptabelt, at en præst fra tid til anden også oplever religiøs bevidsthed, uagtet tidens løsen er fornuftsovervejelser. Denne religiøse bevidsthed giver ham en forståelse af, at det godes modsætning ikke nødvendigvis er ondskab, men i stedet er ligegyldighed. Noget han kender bedre til end de fleste.

Det var den uvidenskabelige tanke der slog ham: Tænk hvis profeterne virkelig var inspireret af Ånden og reelt kunne tale ind i fremtiden. Tænk hvis skriftens ord ikke var efterrationaliseret, men spejlede en fuldt ud troværdig virkelighed? Med ét fik kirkefædrenes syn på bibelen en dybere betydning for ham. Han der alle årene som lærd mand havde gået hovedkulds til teksterne for at aftvinge bibelen dens mulige fejl, og svar på det der var hans tanker og spørgsmål, så nu, at den vej ikke nødvendigvis er ret og slet ikke den eneste. ”Lectio divina” – også han må gå til arbejdet med respekt, varsomhed og ømhed.

I det lys lader profeterne ham ikke bare høre Guds stemme, de åbenbarer Guds inderste væsen. Bag deres barske og strenge ydre gemmer kærlighedens dybe medfølelse sig. Gud er ikke inaktiv og han har ikke glemt ham. Denne religiøse forståelse går ham som en torn i kødet, men bliver samtidig en lise for sjælen. Forståelsen tvinger ham til at samle sit splittede sind.

Det er i arbejdet med teksten om Johannes Døberens fader, Zakarias, der blev fyldt med Helligånden og som profeterede om Kristus og om hvilken rolle hans søn ville få som ørkenprofet, at tanken rammer ham.

Historien om præsten Zakarias, der i første omgang ikke troede det guddommelige ord, men siden selv blev et redskab for Guds ånd, griber ham på en anden måde end nogensinde før. Han ser, at en profet er en person og ikke en opråber. Et menneske, der ikke har mistet sin skarphed og som står inde for den virkelighed han taler om. En, der lader livet komme til orde og ikke bare taler om livet. Et menneske der vil få os til at vælge den smalle vej i stedet for den brede.

Fallesen går målrettet mod den store prædikestol med faste skridt, trods det moderate tempo. Sjældent har han følt sig så opløftet og afklaret på samme tid. Han trækker vejret dybt ind. Med klar røst læser han:

»Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.«

Nu taler han med overbevisning i stemmen om Kristus, der er bebudet af sine profeter. ”Hvordan skulle Gud kunne fortryde ét eneste af sine løfter? Alle Guds løfter har deres JA i Kristus! Advent er løfternes tid! En tid, hvor håbet begynder at leve, når Ånden flammer op i os på ny. Her møder vi Guds indgriben, hvorved trætte og træge tanker får deres klarhed tilbage og hvor ord, der er blevet slidte og sløve igen kan blive slebet skarpe på Guds ordets knivsæg! Lad os uden frygt, lære frelseren at kende. Hør dét menighed: Gud favner os, i sin inderlige barmhjertighed! – Amen!”

Fallesen stråler.

Evald og hele menigheden vågner helt op denne morgen, ved det forbedrede udsyn Fallesen bærer med sig. Sjældent har han kastet lys over ord og tanker som i dag!

Evald føler stor glæde over det, prædiken gør ved ham. Han ved ret beset ikke hvorfor, ”men det gør ikke noget,” tænker han – ”det er ganske enkelt en rigtig god morgen!”