2. søndag i advent 2025

En adventshistorie i fire dele

Anden søndag i advent

Jomfru Bruun er en lille og bredskuldret, lys og blåøjet ung mand, med et åbent rødkindet ansigt og med langt blond hår samlet i en hestehale bagtil. Han er kendt i mange kredse i byen. Oprindeligt er han kommet til hovedstaden for at læse teologi, men hurtigt bliver han fanget af de mange nye tanker, som florerede hér, så barnetroen har han nu lagt bag sig. Øgenavnet ’Jomfru Bruun’ fik han af sine studiekammerater. Clausen og Bruun kender hinanden gennem deres sammenrend i forskellige intellektuelle foreninger.

I kirkeskibets anden ende høres lette ungdommelige træskotrin. For så vidt, træskotrin kan være lette.

”Jeg tror Deres unge discipel er på vej, Fallesen,” kommer det fra Clausen.

”Han skal være så velkommen, nu jeg ikke længere skal agere budbringer for Jomfru Bruun til Dem, Clausen,” svarer Fallesen tilbage.

Evald går rigtignok målrettet frem imod dem, men i takt med at han forstår, at deres opmærksomhed nu er rettet mod ham, tager han lidt af farten og søger at lette sine trin, for ikke at virke anmassende.

De to kapellaner står med siden til hinanden, mens de ser lidt fjernt frem for sig. Evald søger Fallesens blik. Han er nu kun en tre-fire meter fra dem, da han forsigtigt tiltaler Fallesen med et ”God morgen pastor Fallesen!” Så efter et sekunds tøven: ”God morgen pastor Clausen.”

”God morgen” kommer det i spredt kor fra de to præster, medens Fallesen imødekommende tilføjer et ”Evald!”

”Jeg må videre i min gøren,” konstaterer Clausen, i det han går med sin nye bog i hånden, væk fra de to andre. Fallesen nikker til Clausen og spøger så:

”Ja, Evald, hvad bringer dig hid, så tidligt?”

”Åh, nysgerrighed!” Kommer det frimodigt fra ham.

”Sig frem!” – Fallesen giver ham nu sin fulde opmærksomhed.

”Som kappelanen ved, så er jeg i huset hos bryggeren på Uldfelts Plads. Jeg går ærinder og til hånde, der hvor jeg kan. Så forleden hjalp jeg til med mæskningen, da en af mændene lå med feber. Jeg undrede mig over hvordan bygkornet ændrer sig under arbejdet og varmen. Hvordan urten der trækkes ud af kornet lugter som brød, ja, hvordan det hele ændrer sig, så vi til sidst får øl. Så var det jeg huskede på, at Vorherre selv engang havde sammenlignet sig selv med et korn, godt nok et hvedekorn, men hvorfor det? Er der noget særligt med korn, siden det bruges som et billede på noget, der har med Guds rige at gøre?”

”Ja, der er noget helt almindeligt ved korn, som gør at de fleste måske bedre kan forstå billederne. Og så er de forskellige processer, hvori korn indgår, illustrative for den forvandling, der sker og som vil ske en dag med de mennesker, der tror.” Fallesen tier et øjeblik, for bedre at tænke efter.

Evald afbryder med et ”Hvordan det?”

Fallesen fortsætter: ”F.eks. står der at ”Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.” Ved vand og Ånd fødes vi ind i det rige, som vi venter på. Og i Helligånden er riget her allerede, skjult, men åbenbaret for den, der har fået åbnet sine øjne. Som surdejen arbejder på den øvrige dej, arbejder den trefoldige Gud på, at hans rige skal bryde åbenlyst igennem i den verden vi lever i.

Adventstidens to første søndage handler om Kristi indtog i Jerusalem og om Kristi genkomst, hvor han genopretter hele skaberværket. Det kristne liv begynder altid med denne afslutning. Dåben f.eks. er en begravelse af det gamle menneske og en opstandelse af det nye menneske. I dåben træder mennesket ind i den ottende dag, som repræsenterer søndagen og samtidig er et vidunderligt billede på den nye tidsalder. Menneskets almindelige uge har kun syv dage, men i Guds rige tales der om ottende dagen. Dér hvor Guds indvirkning har gjort sit til at afslutningen bliver en ny begyndelse. Som når melet er blevet gennemsyret og får en ny funktion; bliver til brød og liv for os.”

Evald lytter i stilhed. Det store kirkerum giver Fallesens ord efterklang.

Fallesen trækker vejret med den karakteristiske svage pibelyd fra lungerne. Han ser på Evald, tager en indånding og siger: ”I dag møder vi budskabet om, at Guds rige er nær. ”Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud,” forkynder Esajas. Og videre; ” Der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse… På den dag skal Isajs rodskud stå som et banner for folkeslagene; til ham skal folkene søge, og hans bolig skal være herlighed.” En kvist skyder frem af en rodstub. Liv spirer frem af det hvedekorn der lægges i jorden for at dø, som du citerede Kristus for med ’Hvedekornets lov’. Dér hvor vi mennesker er kommet til ende med vores almindeligheder, lader Gud håbet vokse frem på ottendedagen, så slutningen bliver begyndelsen.

I adventstiden beder vi derfor en af de vigtigste og enkleste kristne bønner: Kom! Det er den bøn hele bibelen ender med: ”Amen, kom, Herre Jesus!” Han, som kommer, er allerede kommet. Så når vi beder denne bøn mere intenst end normalt, kan adventstiden blive en tid, hvor længslen efter Gud gennemtrænger os. På den måde fornemmer vi særligt Herrens nærvær i adventstiden. Han er her som den inderste virkelighed i vores liv. Kristus i os!”

”Så den lille del surdej kan, til trods for at den er den mindste del, overgå den store del mel, der uden surdejen ville vedblive med at være almindeligt mel. Er det sådan Gud vil gøre op med uretfærdige riger og magtfulde konger og kejsere? Som nu al den ballade, der er i Frankrig og krigene Napoleon føre?” Evald ser på Fallesen med et åbent blik.

”Hvordan Gud vil gøre op med verdens uretfærdigheder og hvilken rolle forskellige mennesker skal spille i den forbindelse, ved jeg intet om. Og om Napoleon er en god eller dårlig mand for Frankrig og i det store spil står det ikke til mig at bedømme, men at Guds retfærdighed en dag sker fyldest, det tror jeg på, ” nærmest sukker Fallesen, og fortsætter; ”Guds mølle maler nok langsomt, men sikkert!”

Så står de to dér i tavshed og ser på hinanden.

Tavsheden arbejder med dem. Sekunder. Vejrtrækning. Svag piben understøtter ordene ”langsomt, men sikkert!”

”Midt i alt det vi ikke forstår, der er vi ikke overladt til os selv alene. Vi har fået Ånden og med den råber vores indre: ”Abba Fader!” I tro på det rige, som kommer til syne en dag. I den tro forkynder vi, at Guds rige er kommet nær, ja, er midt iblandt os. I dét rige bliver de blinde seende; her udråbes frihed til de fangne og hér bringes godt budskab til de fattige. – Sådan er det!” Fallesen slår sin knyttede højre hånd i den venstre hånds åbne flade. Pr. refleks. Som et amen. Mest af alt for sin egen skyld.

”TAK” svarer Evald kluntet ærligt, hvorved han bryder cirklen. Fallesen er ved et punkt, hvor han ikke ønsker et nyt spørgsmål. Ikke nu i hvert fald. Evald vender sit blik mod en plads på en tom kirkebænk. Vender kroppen i øjnenes retning. Fallesen bliver stående i eftertanke. Så drejer han kroppen hen mod det hjørne af kirken hvor Clausen er og mumler et ”selvtak” til afslutning, inden han sætter i bevægelse. Evald nikker tavst tilbage, i en ordløs replik, går så, for at sætte sig.