![]() |
|
DAGENS ORD: | ”For Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden.” Romerne 14:17 |
|
![]() Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Sognepræst i Stege og Nyord [ Mere ... ] SædemandenJesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!«Markusevangeliet 4,1-9 Sådan lyder første del af teksten til søndag seksagesima, den 23. februar 2025 (den tresindstyvende dag før påske). Det er den kendte fortælling om sædemanden, som Jesus bruger som lignelse overfor de store folkemængder, der samles for at høre ham. Man kan se scenariet for sig: De er så mange, at han for at få lydhørhed må sætte sig ud i en båd på søen, så han bedre kan tale til alle. Vandets grænse skiller dem, og Jesus er sikker på, at de ikke løber ham over ende. Lignelsen handler netop om lydhørhed. Vores lydhørhed overfor Guds ord, og vores evne til at tage imod det og bringe det videre. For at være frugtbar, må man have jord, der er modnet til at tage imod sædekornet. Sædemanden kan kaste sine sædekorn gavmildt alle vegne, men det er kun de modnede steder, kornet kan tage fat og begynde at vokse. Falder kornet på klippegrund, og mulden er tynd, slår kornet knap nok rod, men svedes hurtigt af igen og forsvinder. Jesus forklarer det til disciplene senere: ”De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.« Markusevangeliet 4,17-20 Frugtbarheden ligger i den gode jord, og i os mennesker skal den gode grobund opbygges gennem lydhørhed, gennem det at give næring til troen, og rum til at forundres og tage imod det, der normalt ikke kan høres eller ses. Man kan forestille sig, at alle dem, der stod inde på bredden og lyttede til Jesus, opfattede det han fortalte, helt forskelligt. Lige præcis dette vil han nok sige til dem ved at vælge netop denne lignelse. Først, da han senere tager sine nærmeste ledsagere og disciplene til side, uddyber han sin fortolkning, Til de andre siger han blot: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!” I Bibelen 2020 er dette blevet til: ”Det er vigtigt, at I forstår, hvad jeg siger”. Selve dette at have ører at høre med, udtrykker netop betydningen af at være lydhør. For uden at kunne lytte, og tage det til sig, som man hører, forstår man ingenting. Så bliver man som det korn, der falder i den tynde muld på klippen, eller midt mellem tidslerne, hvor forståelsen drukner i verdens bekymringer. Er man vendt mod ”rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet”, som Jesus udtrykker det, så kommer den fulde forståelse af Gudsriget og dets betydning ikke til at fylde i en. Tværtimod. Alt dette opsluges mellem tidslerne. Jesus siger til sin nære kreds: ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet” (Markus 4,11). Der er næppe nogen tvivl om, at Guds rigets hemmelighed var svær at forstå, selv for disciplene og de nærmeste. Også for os i dag er det et mysterium, men ikke desto mindre vigtigt, særligt i disse turbulente tider. Det gælder om at huske lydhørheden for det, der ikke kan høres i verdens almindelige larm, men ofte kun kan sanses som en ”stille susen”, hvis man selv tillader sig at blive stille. Det gælder om at have mod til at lukke for verdens mangfoldige medier, og i stedet lukke op for den stille stemme, hvormed Gud kan hviske til os og åbenbare sig, midt i hverdagens små mirakler. Min Gud, jeg behøver ikke At klatre op til himlen For at tale med dig. Jeg behøver heller ikke at hæve stemmen For at du kan høre mig Selvom jeg bare er ganske tyst Hører du allerede For du er i mig Jeg bærer dig i mit hjerte Der kan jeg finde dig Fra Teresa af Avila – 1515-1582 |
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992. |
|