Netpræst
Henrik Frimand-Meier,
Netkirken
Så stor er Guds kærlighed!
Livet rummer mange tildragelser, hvor spørgsmålet: ’hvad skal man tro?’, er naturligt at stille.Rammes man af sygdom; af ulykke på den ene eller anden måde; eller ’går verdens gang’ i en retning man ikke kan forlige sig med, ja, så er spørgsmålet aktuelt. (Gælder både i den lille, såvel som i den store verden.)
Møder vi modgang og uretfærdighed i tilværelsen kan dette være svært at forholde sig til. Hvis jeg som kristen, har lagt mit liv i ’Guds hænder’, kan følelse af afmagt og usikkerhed, måske gnave ubehageligt i ’min tro på den gode Gud’.
I nogle kristne sammenhæng sætter forkyndelsen et lighedstegn mellem lykke, fremgang og beskyttelse mod ’alverdens ulykker og påvirkning’, og vores tro på evangeliet. Eller mangel på tro, forstås. Vantro er roden til fattigdom og ulykke; skal man tro visse forkynderes unuancerede evangelieforståelse. Så hvis vi åbenbart tror nok, er vi skærmet, for den rette tro vil bringe ’lykke og velsignelse’. Det er den mere elle mindre sagte konklusion, sine steder.
Så ensidigt tror jeg ikke kristentroen skal tages til indtægt.
Og ja, Guds velsignelse og nåde er realiteter vi kan og skal tro på og forholde os til som konkrete dele af hvad det vil sige at være en kristen. Så Gudsrigets virkelighed skal absolut medregnes og anerkendes. Det skal jeg være blandt de første til at bifalde. Dette sætter os blot ikke på ’en lysegrøn ø’, væk, fra hverken tidens eller tilværelsens krav og omstændigheder.
For os alle gælder det, at livet er en kamp. At tilværelsen også rummer meningsløshed og at der er forhold og tildragelser, hvor det ikke ’giver mening at putte mening, i det meningsløse’. Ja, det skal vi vove at forholde os til. Kort og godt; tilværelsens realiteter skal vi også forstå og forlige os med, uden at tabe troen, midt i det uforståelige og urimelige, vi oplever nu og da.
I Jesu ypperstepræstelige bøn (Joh. ev. 17, 15) beder han: ”Jeg beder ikke om, at du skal tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde.” Ordene i den officielle oversættelse er ikke helt fyldestgørende. Mere retteligt er det jf. T. Skat Rørdam at forstå ordene som: ”bevar dem således, at de går uskadte ud af det onde, som verden ’ligger i’, så at dette ikke får magt med dem.”
Jesus har aldrig lovet os, at vi ved vores tro gøres immune over for tilværelsens luner. I stedet lover han os, at vi vil, får kraft ved Helligånden, gennem modtagelsen af Ånden og i lyset af Guds ord, så vi gøre Guds vilje, og udlever Guds rige, i en verden fuld af mørke, løgn og ondskab. Så vi gør godt; lever sandt og kærligt. Så verdens had og foragt, uretfærdighed og smerte, ikke får magt over os og ødelægger vores personlighed og eksistens.
I forlængelse af ovenstående er det værd at bemærke, hvad Paulus skriver i sit brev til Romerne: ”Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” (Rom. 8, 26b-28)
Fordi Gud har kaldet os og har begyndt sit gode værk i os, evner han at bevæge selv dét, som er tænkt til at være et onde, som går imod os. Han vender vores skæbne til det bedste for os. Bl.a. ved at afklare og bearbejde vores hjerte – vores sind, tanke og værdisæt.
I Det gamle Testamente findes der i Daniels bog nogle konkrete fortællinger, som illustrerer ovenstående:
Det første vi hører er, at da babylonerne indtog Jerusalem, tog de unge mænd som fanger fra de kongelige og fornemme familie, med sig tilbage til Babylon, for at oplærer dem til at gøre tjeneste i kongens palads. En oplæring der stod på i tre år og hvor hofchefen til at begynde med ydmygede de unge slaver, ved at fratage dem deres hebraiske navne og den del af deres jødiske selvforståelse, der var knyttet til deres navn.
Vi læser om fire navngivne mænd; Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Daniel, hvis navn betyder: ’Gud er min dommer’, han fik pigenavnet Belteshazzar; som betyder ’beskyt kongen’. Hananja, hvis navn betyder; ’Jahve har været nådig’ fik navnet Shadrak; som betyder ’Jeg er bange for Gud’. Mishael, hvis navn betyder; ’Hvem er, hvad Gud er?’ Eller ’Hvem er som Gud?’ fik navnet Meshak som betyder; ’Jeg er foragtet, foragtelig og ydmyget’ og Azaria, hvis navn betyder; ’Jahve har hjulpet’ fik navnet Abednego som betyder; ’Nebos tjener’.
Trods den nedværdigende begyndelse på oplæringstiden, lod Gud Daniel finde velvilje og barmhjertighed hos den chef der ydmygede dem. Tilsvarende blev de tre andre også anerkendt: Gud gav disse fire unge mænd forstand og indsigt i al slags skrift og visdom. Der står videre at: Kongen talte med dem, og blandt dem alle fandtes der ingen som Daniel, Hananja, Mishael og Azarja. Så trådte de i kongens tjeneste. Hver gang kongen spurgte dem om noget, der krævede visdom og indsigt, opdagede han, at de var ti gange så dygtige som samtlige mirakelmagere og besværgere i hele hans kongerige.
Dette til trods, gik det sådan, at Hananja, Mishael og Azarja, kaldet Shadrak, Meshak og Abed-Nego, senere faldt i unåde hos kong Nebukadnezar. (Det kan du læse om i Daniels bog kapitel 3.)
Som straf kastede kongen de tre venner i en glohed stenovn. Deres forbrydelse var, at de ikke ville tilbede en billedstøtte han havde ladet opfører. I den forbindelse var der en interessant ordveksling mellem kongen og de tre venner. Først insisterede Nebukadnezar på, at hvis de bare ville ombestemme sig, så skulle alt være godt igen – med den lille sylespidse bemærkning – hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?
Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: »Nebukadnesar, vi behøver ikke at svare dig! Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«
De tre blev smidt i ovnen og mirakuløst reddet ved Guds indgriben. Det er stort. Men det der griber mig mere ved fortællingen, er de tre venners svar til kongen før de kastes i ovnen. Vi går ikke på kompromis. Vi holder fast uanset om Gud redder os ud af dette fysiske flammehelved eller ikke; om vi skal gennemgå pinsler og modgang eller om Gud frier os om lidt. Vi giver ikke efter for uretfærdighed, løgn og verdslig magt.
Denne levende tro må jeg dybt respektere. Og den bliver jeg inspireret af. Gid jeg kan møde modgang og smerte som Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Med en tro på, at uanset hvad jeg møder, så virker det alt sammen til gode for mig, fordi intet kan skille mig fra Guds kærlighed i Jesus Kristus.
Selv når jeg er magtesløs kan jeg hvile i, at Helligånden går i forbøn for mig. Så der sker dét, der er betydende – når alt kommer til alt – her i livet og i det evige perspektiv. Så stor er Guds kærlighed – så forløsende er nåden og frelsen!
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
