DAGENS ORD: ”Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.” 1 Johannes 1:7

[ Forrige ] [ Til prædikensamlingen ] [ Næste ]

Signe Dorthe Voldby

Netpræst

Signe Dorthe Voldby, Præst
Netkirken

Mail: signevoldby@gmail.com

 

Glædeligt forår

1 maj. 2025

Velkommen til nogle tanker om tre pragtfulde ord, nemlig: tro, håb og kærlighed…

Jeg har været præst i Grøndalskirken i København fra 1984 til 1990.

Herefter var jeg præst fra 1990 til 2021 i Græse/Sigerslevvester sogne.

Så gik jeg på pension og var så heldig, at jeg fik nogle dejlige opgaver med konfirmander og gudstjenester i Rungsted og Ullerød kirker… Det har været en stor glæde!

Men hver gang, man flytter som præst, er der mennesker, man savner…

I Græse var der fx 3 kvinder, som var trofaste i kirken, men jo ældre, de blev, jo vanskeligere blev det at komme til gudstjeneste, men da jeg flyttede, havde jeg med dem alle 3 en aftale om, at jeg en dag skulle begrave dem.

Der er en tilbage af disse dejlige veninder, og jeg kører nu med jævne mellemrum hjem til Græse på besøg, og efter kaffe og hjemmebagt kage, holder vi andagt med prædiken og altergang… Og ofte er der en eller flere af min ældre venindes børn, som nu er pensionister, der kommer og er med til vores lille hus-andagt, så vi er en lille mini-menighed…

Og for nylig holdt jeg en mini-prædiken for den lille mini-menighed om netop tro, håb og kærlighed.


Om tro:
Gurli Vibe fra Helligåndskirken blev af min storesøster inviteret til Vesterbro Ungdomsgård for at fortælle om tro på Gud i København i dag. Hun var en fantastisk fortæller og forkynder, og en ung teenager sagde bagefter, Vi kan jo slet ikke lade være med at lytte til det, du fortæller, men jeg har det bare sådan, at jeg simpelthen ikke rigtig ved, om jeg tror på Gud… - Og Gurli svarede, Hvis vi tænker, at det hele skal bæres af vores tro, så når vi ikke så langt, men du skal vide en ting – og det er, at Gud altid tror på dig…

Om håb:
I gamle dage skrev læger recepter med håndskrift, og det var ikke altid nemt at læse. Min ældste søn er læge, og mens han stadig læste på universitetet, ringede han hjem en dag og sagde, ”I dag har vi lært at skrive recepter!” - Og jeg tænkte, ”Nå, tak – er det ulæselige lige frem noget, de lærer!”

Men nej… Underviseren sagde, at det er en god gammel skik, at man på en recept lige tegner et dobbeltkors (det, der på en computer hedder ”hash tag”). Og han fortalte, at dette dobbeltkors egentlig betød ”In nomine Dei” altså: I Guds navn… Og min søn sagde, ”Er det ikke fint, at nu kan jeg som læge gøre det bedste, jeg kan for patienten – og så til sidst tegne dobbeltkorset og give det i håbets Guds hånd!”

Om kærlighed:
Vi havde i Græse en børneklub med 20 glade unger, der hørte bibelhistorie og sang sange og bad Fadervor og fik saft og kage – og hvis der var tid til overs, så fik de lov at lege i min store præstegårdshave… Pludselig blev alt stille, og vi hørte lyden af en rude, der gik itu – en bold på afveje! Og så kom ungerne gående ned mod os voksne med øjne, der blev større og større… De pegede på drengen i midten og sagde, ” Signe, det var ham, der gjorde det – han smadrede en rude i din præstegård!”… Alt stod stille, men drengen – han havde lyttet til det, vi havde fortalt fra Bibelen, og inden nogen nåede at sige noget, slog han ud med armene og sagde: ”Gud elsker mig alligevel!!”

Det var det, jeg fortalte for nylig i min mini-prædiken til min mini-menighed! – og vi ville også have altergang…

En af mine sønner spurgte for 14 dage siden, Jamen, hvordan kan du holde altergang i en stue? - Og jeg fortalte, at det er meget nemt. Jeg bruger ganske vist ikke min præstekjole, men jeg har min guitar med, og min ældre veninde har sanghæfter. Nadveren kan bestå af en småkage eller et hjemmebagt knækbrød samt lidt sherry eller hvad min veninde nu har.

Og så lytter vi selvfølgelig til de smukke indstiftelsesord fra nadver-ritualet… Der er faktisk meget rørende at lytte til ritualet i andre rammer… Fx når vi bare 3 -4 mennesker i en stue beder: Opstandne Herre og Frelser, du som selv er midt iblandt med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse…

Det er ord, der også i en dagligstue er fulde af tro, håb og kærlighed - og selvfølgelig beder vi også sammen Fadervor, og slutter med at modtage velsignelsen…

Tag de ord med dig i det lyse forår – Tro, håb og kærlighed…

Og hvis du har lyst, så skriv til os om, hvad de ord betyder for netop dig…

Al Guds fred og glæde til dig, kære læser…
Fra Signe Voldby, præst






Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk