Netpræst
Elizabeth Knox-Seith, Psykiatri- og pilgrimspræst
Netkirken
[ Mere ... ]
Kyndelmisse
Den 2. februar er det kyndelmisse, som oprindeligt var en katolsk lysfest, fejret i forbindelse med det lille Jesus-barns fremstilling i templet 40 dage efter fødslen.Kyndelmisse er placeret midt mellem vintersolhverv og forårsjævndøgn, og falder på den koldeste tid på året. I gamle dage var det på den tid, hvor der var halvdelen af foderet tilbage til dyrene. Så på flere måder markerer kyndelmisse et vendepunkt.
St.St. Blicher, forfatter og præst (1782 - 1848), har skrevet en af de ganske få sange, vi har om kyndelmisse i vores danske sangtradition.
Han skrev sangen i vinteren 1837/38, kort efter han havde rejst sig fra et langvarigt sygeleje. Det var en bemærkelsesværdig kold og langvarig vinter, og hele den eksistentielle situation gjorde indtryk på Blicher. Sangen afspejler det gryende håb, han fik øje på, trods frostens og sygdommens kulde:
1. Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
2. Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.
3. Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
4. Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer -
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
5. Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges;
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
Digtets slutning, "Kom og løs den bundne jord", er i den grad et råb om et vendepunkt. Måske opstandelsens håb?
Forleden sang vi Blicher´s sang til en plejehjemsgudstjeneste, jeg havde på Brænderigården i Vordingborg. Alle sang med af fuld hals, selv den ældste, der er 102 år. Mens vi sang, så vi ud på sneen, der hvirvlede i vinden udenfor... og alle var glade for, at de ingen steder skulle hen. Kun præsten og organisten skulle bekymre sig om at finde hjem i vinterstormens kulde. Kirkesangeren havde allerede givet op og var blevet hjemme, så vi sang, så godt vi kunne, med små, spæde halse.
Hvert eneste år møder vi vinteren. Men - som på Blicher´s tid - er vi nu i år konfronteret med særlig hård frost og megen sne, netop på dette tidspunkt. Det minder os om behovet for lys, og for at se, at alting vender.
Lige netop nu er verden i en krisetid, og vi har brug for lyspunkter. For de gamle på Brænderigården er dette vigtigt. Den 102 årige siger: "Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde levet så længe, at jeg skulle se dette. Efter 2. verdenskrig troede vi på håb. Men hvad har vi nu at stole på?"
Lyspunktet er ikke en stadig større oprustning, der fører til mere krig, men håbet om, at der er "en anden vej", der fører til fred. Ligesom med de hellige tre konger, der valgte at vende hjem "ad en anden vej", efter de havde mødt det lille Jesus-barn, sårbart i krybben, midt på den hellige mark omkring Betlehem.
Hele evangeliet er fyldt af udsagn om vejen til fred, og selve Jesu liv er et vidnesbyrd om dette.
Netop i denne krisetid gør en nogle vers fra Jobs Bog særligt indtryk:
For ulykke skyder ikke op af jorden,
elendighed spirer ikke frem af mulden;
det er mennesket selv, der avler elendighed,
og gnister flyver højt op.
Men jeg ville søge til Gud
og lægge min sag frem for ham;
han gør store ting, der ikke kan udforskes,
og undere, der ikke kan tælles.
Han lader det regne på jorden,
han sender vand over markerne.
Han ophøjer de ydmyge,
og de sørgende bringes i sikkerhed.
Han krydser de snediges planer,
så det, de sætter i værk, ikke lykkes.
Han fanger de vise i deres snedighed,
og de listiges planlægning viser sig forhastet.
Ved højlys dag løber de ind i mørke,
ved middagstid famler de sig frem, som var det nat.
Han redder den ødelagte fra deres mund,
den fattige fra den stærkes hånd,
så der bliver håb for den svage,
og munden lukkes på uretfærdigheden. Jobs Bog 5, 6-16
Disse vers fra Jobs Bog understøttes af det evangelium, vi hører søndag den 8. februar, fra evangelisten Markus. Vi må blive ved at tro på, at Guds rige spirer og gror, trods ufred, krig og magtmisbrug, og trods vinter og frost. Heri gemmer sig lysets evangelium:
Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
Markusevangeliet 4,26-32
Amen.
Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.
