DAGENS ORD: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os.” 1. Johannes 1:8

[ Forrige ] [ Tidligere artikler ] [ Næste ]

Mange hjemløse i vinterkulden. Kan vi være det bekendt?

9 feb. 2010

Mange hjemløse har i denne vinter haft det meget svært - også de østeuropæiske, der ikke må komme på herbergerne, fordi herbergerne så vil miste deres tilskud. Hvad er det for et menneskesyn?

Det var tragisk at læse om 2 hjemløse-dødsfald i kulden op til julen. Begge var fra Horsens. Den ene blev fundet død i en togvogn i Horsens. Den anden havde været på vandring og blev fundet udendørs ved Skagen.

Det er måske ikke så mærkeligt, at det førte til en aggressive indlæg i Horsens Folkblad. Man havde brug for at komme ud med sin vrede. Et byrådsmedlem var mere konstruktiv med sit ønkse om, at kommunen gør noget mere ved hjemløse-problematikken. Fint nok, men det er ikke altid så enkelt. Nogle hjemløse ønsker ikke hjælp fra det offentlige, andre ønsker det, men det er svært at hjælpe, fordi mange hjemløsess problemer er komplekse. Det handler ikke "kun" om tag over hovedet. Nogle har et misbrugsproblem, andre er sindslidende. Disse mennesker har brug for en bredere vifte af hjælp end blot tag over hovedet.

Det er dejligt at opleve, at en del kirker, folke- og frikirker, har åbnet bygninger for hjemløse i denne vinter. Kirkens Korshær og andre yder også en stor hjælp. Ellers havde det hele været meget værre.

Men vi er som samfund nødt til at se på problematikken i en større sammenhæng.

Tidligere var det kun i storbyerne, København, Odense, Aalborg og Aarhus, at man mødte de hjemløse og jeg har i begyndelsen af 2000-tallet hørt mennesker sige: Ingen er hjemløse i Danmark, hvis de ikke selv ønsker det. De tog fejl. De var der, men det var de færreste ville se problemerne i øjnene.

Vi må simpelt hen ikke affinde os med, at ca. 10.000 mennesker i dagens Danmark lever som hjemløse. Socialministeriet taler om 3-4.000 mennesker menensker, der er hjemløse, mens Rådet for Socialt Udsatte anslår at tallet er mellem 10.000 og 12.000. I Horsens er der knap 100. Det er for mange og det bør der gøres noget ved. Det kristne næstekærlighedsbud kræver handling!

Derfor er det dejligt at se, at så mange frivillige organisationer tager fat, men det offentlige må mere på banen.

2010 er EU’s fattigdomsår og de hjemløse er en del af "Det fattige Danmark". Derfor skal vi i 2010 fokusere mere på, hvordan vi hjælper hjemløse i vort land.

Rådet for Socialt Udsatte slår fast, at regeringen ikke lever op til sine egne mål om at hjælpe de allersvageste. Det er en meget alvorlig sag Rådet fortæller, at sindslidende, hjemløse og unge stofmisbrugere og alkoholikere bliver ladt i stikken.

Der skal en langt mere målrettet indsats til. Det offentlige skal støtte socialt truede mennesker med det primære formål at give hjælp til selvhjælp. De frivillige organisationer skal inddrages i indsatsen, f. eks. gennem besøgstjeneste og væresteder. Der skal gøres en særlig indsats for svært belastede grupper som hjemløse og misbrugere.

Hjemløse skal skaffes tag over hovedet, men der skal også satses på at løse de problemer, der ligger til grund for deres sociale nedtur. Mange hjemløse har problemer med stofmisbrug eller er psykisk syge.

Der er brug for at det opsøgende arbejde i forhold til hjemløse intensiveres.

Der skal oprettes flere væresteder, hvor hjemløse kan få tag over hovedet. I Vejle er man i gang med et spændende byggeri, hvor kommunen, Kirkens Korshær og et boligselskab er gået sammen for at lave en hytteby for hjemløse. Den model var måske værd at kigge mere på.

Det kristne næstekærlighedsbud kræver, at vi ikke vender hovedet og ryggen til problemerne, ligesom rabbineneren og levitten, der gik forbi samaritaneren, der var blevet overfaldet. Problemerne ligger lige uden for vores dør og vi må være der for vores næste. Det gælder det offentlige, de frivillige organisationer, kirkenerne, dig og mig.

Bjarne Nederby Jessen
Netkirkepræst
9. februar 2010.













Bjarne Nederby Jessen

Skrevet af:
Bjarne Nederby Jessen, Netpræst
Frikirken Salem

[ Mail to Bjarne Nederby Jessen ]

 

Bibelske citater er gengivet med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab fra den autoriserede oversættelse af 1992.

Kontakt webmaster
Made by gartneriet.dk